C as in Charlie – Day One

5 aug

Air Control

En kvindelig passager med et spædbarn på skødet vil have udleveret en redningsvest til at sidde iført. Under rejsen. Det er ikke normal procedure, forklarer en høj, mørk, bred stewardesse på et præcist amerikansk. En stewardesse med en todelt frisure; kort og kruset i det påsatte forhår og glattet bagtil. På en eller anden måde formår den at klæde hende.
Alle skal nok få en redningsvest, hvis det bliver nødvendigt, bliver der sagt. Autoritært, men venligt. På vi-har-styr-på-det-ma’am-måden.
Kvinden ser på den smilende stewardesse. Og hidser sig op. Forurettet. Hvæser, om stewardessen ikke kan pakke attituden væk, for den er “really unprofessional”.
Og her møder jeg – som tilskuer – for første gang amerikanernes indstilling til høflighed og vilde tolkning af ‘kunden har altid ret’. En Delta-stewardesse er brygget på en blanding af tålmodighed og høflighed, lærer jeg:
– I’m really sorry. In no means did I mean to disrespect you. I apologize. And I’m sorry we can’t meet your needs. And I understand your concern. I have kids, too. I can ask our cabin manager to come out and discuss safety procedures with you if you want?
Kvinden fnyser i sit sæde og afslår tilbuddet.
Og hun stirrer bare betuttet på sin mand, da stewardessen en halv time senere vender tilbage med favnen fuld af orange. Hun har gravet en redningsvest i mini til den lille frem fra flyets indre.
Jeg får lyst til at klemme stewardessens hånd, da vi forlader flyet i Atlanta, og sige “You do a wonderful job”. Jeg gør det ikke, for jeg er dansk.

Atlanta

C as in Charlie, siger den kæmpemæssige, mørke mand, jeg har sat mig ved siden af i Atlanta Airport.
Jeg har spurgt, hvor lufthavnstoget kører hen. Vi er på perron D. Jeg tror, at han gør nar og er overpædagogisk på samme måde, som de var på den amerikanske ambassade i København, hvor man ikke måtte sige “hvadbeha’r”, uden at de med fagter og overdreven mimik gentog sig i slowmotion. Som om man var idiot.
Et sekund senere gjalder en mikrofonstemme “Next stop: C. C as in Charlie”.
– See, smiler negeren skævt til mig. – C as in Charlie.
Han må komme her tit. Jeg kan ikke forestille mig et mere trøstesløst sted at besøge igen og igen. Brune vægge, afskallet maling, indtørrede gulvtæpper. Atlanta. Endeløse gange befolket med horder af rejsende, der har blikket indstillet på ‘uendelig’. Transit-blikket.
Han roser uopfordret mit engelsk. Og siger, at det eneste han ved om Danmark er, at vi har hushjørner.
– Hushjørner, spørger jeg. – Har I ikke det her…?
Han mener murstenshuse, siger min mor. Huse af mursten. Og ser salig ud, da jeg siger, at jeg er vokset op i et. Et øjeblik bliver jeg også salig. Danmark. Huskede jeg nu at sige farvel til det? Rigtigt?
– Denmark is beautiful, siger jeg. – But I don’t miss it yet.

Arrival

Sandra Jean er texaner. Hun er mor til en Airforce-pilot. Hun ser ham sjældent. To-tre gange om året. Han arbejder meget. I Delaware. Hans lille datter ser hun lige så sjældent. Sandra Jean glæder sig til han skal arbejde som pilotinstruktør på basen i Pensacola. Det er tættere på hende.
Hun siger det ikke, men i øjnene ser jeg noget, jeg kender. Det særlige glimt fra en speciel kategori af stolthed, som melder sig, når forældre skal fortælle fremmede, at deres børn har abet dem efter. Sådan ser min far ud, når folk opdager, at jeg vil være journalist som ham. Sådan ser Sandra Jean ud, indenrigsflystewardessen i Sydstaternes lufthavne, når hun fortæller danske turister, at hendes søn har valgt flybranchen som hende.
Inden vi lander i Knoxville efter 20 minutter i luften fra Atlanta, giver hun mig en sammenfoldet lap papir. Der står hendes e-mail-adresse. Hvis jeg nogensinde har brug for noget, så må jeg endelig skrive. Hun bor i Dallas. Jeg må gerne besøge hende. Hun har også lyst til at gå ud og vise mig Knoxville, når hun skal overnatte der mellem flyvninger. Jeg synes, at jeg hører en tavs parentes – “hvis du altså ikke finder nogle venner” – men jeg skal også pakke min danske mistro væk. Sandra Jean er venlig. Og hun vil gerne høre mere om rugbrød, Den Lille Havfrue og vores skolesystem. Det vil hun virkelig gerne.
Jeg kan næsten ikke være i min hud af bar befippelse over hende, da jeg krøller den lille lap sammen og gemmer den i min pung. Selv om jeg allerede kan adressen i hovedet.

Reklamer

4 kommentarer to “C as in Charlie – Day One”

  1. Maria august 5, 2010 hos 12:04 pm #

    Pas på negeren ikke sagsøger dig for at kalde ham neger. Jeg har hørt, de godt kan lide at sagsøge hinanden.

  2. Nina B. Jakobsen august 5, 2010 hos 11:37 am #

    K as in Kama.

  3. Bælla august 5, 2010 hos 11:30 pm #

    Underfundighed? KOM HJEM NUUU!!!!

  4. Gro august 18, 2010 hos 7:23 pm #

    Selvfølgelig kan du adressen – Rain Man

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: