Sodavandsdisko

19 aug

Jeg er sikker på, at I allesammen går rundt i en konstant tilstand af grøn misundelse. For mit collegeliv må jo være lig med de vilde frat-fester (og ydmygende sorority-sammenkomster). Med plastikbægre, beer kegs og resten af kulissen fra American Pie.

Well. Her er både fraternities og sororities – broderskaber og tøseklubber. De bor i nogle fine huse nede på Fraternity Drive (…). Har endnu ikke rigtigt forstået, om de egentlig er andet end kliker, der godt kan lide at vise andre kliker, hvilke kliker de selv tilhører, ved at iføre sig uklædelige, orange t-shirts med navne som I (heart) Alpha Kappa… Gappa. Men jeg er dog ret sikker på, at man som halvgammel udvekslingsstuderende nok ikke skal regne med at blive optaget dér. Eller. Det må jeg hellere lige undersøge. Har det bare som udgangspunkt svært med, at nogle 20-årige psykologidåser tilsyneladende må sidde steder i kantinen, hvor andre ikke må.

Men så er der vel andre fester? Og ja. Godt, du spørger. I går var jeg simpelthen til fest på fritidshjemm… sorry, i det internationale hus. Det var det, jeg mente. I det internationale hus. Det så nogenlunde sådan her ud:

Æhm. Ja. Bemærk venligst neonrørene i loftet. Og at folk er undskyldt for at se lidt bøvede ud, eftersom dette er det lokale, hvor vi i forgårs hørte foredrag om skatteforhold, visum, skolejura og indrejsetilladelser… Ja, jeg var sgu også forvirret. Men så slukkede nogen lyset og så kom der musik på, som europæere og asiater kan forstå. Under Vanilla Ices Ice, Ice Baby så der mere sådan her ud.

University of Tennessee er et dry campus. Der tillades ikke så meget som en enkelt dråbe alkohol noget sted på universitetsområdet (har, no shit, købt alkoholfrit mundskyllevand for at være på den sikre side…). Hverken kolde øl på plænerne, i skjul i brune poser i dunkle kældre, til pool parties og slet ikke på de kønsopdelte kollegieetager. Man skal endda stå skoleret for retsafdelingen – Student Judicial Affairs – og argumentere for, hvorfor man ikke skal smides ud. Ikke kun, hvis man selv har været den fulde. Det er også en alvorlighed at have. deltaget. i. en. kollegiefest. med. alkohol. uden. at. have. meldt. det.

Den lader vi lige stå lidt. Men. Hvis man er 21, må man heldigvis gøre som man vil – uden for uni. Og da campus er presset belejligt ind mellem festgaderne med de mundrette navne The Strip og Gay Street er det nemt at søge ud. Fx til Half Barrell. Eller den vaskeægte saloon, hvor jeg skal ned og flashe min turistede sombrero-cowboyhat i weekenden. Eller sportsbaren Bar Knoxville. Eller Cool Beans, som på trods af sit sindssvagt platte navn er et dejligt, laid-back sted… for voksne mennesker.

En kommentar to “Sodavandsdisko”

  1. Signe Amalie august 20, 2010 hos 7:01 am #

    Psykologidåser hæ hæ hæ. Jeg fniser stadig.

Skriv en kommentar