Gud ville straffe mig

20 aug

Okay. Jeg kunne simpelthen ikke lade være.

Tidligere på ugen maste en fremmed person noget ind i håndfladen på svenske Ulrika, da hun passerede vedkommende på universitetets torv. Det viste sig at være en lille pose chokolader og et sirligt, håndskrevet kort. Det var en af de lokale ungdomskirkegrupper, der med skråskrift inviterede hende til torsdagspizza på torvet.

Ulrika smilede og prøvede at give den lille pose og kortet tilbage med et “Thank you. But I don’t really believe in God. So…”.

Den fromme så slet ikke overrasket ud, som hun havde ventet. Intet fnys eller nogen amerikansk spyt-version af “Vantro! Kætter!”. Den fromme smilede og sagde, at det skam var helt okay. Det var ikke noget bønnemøde. Bare nogle unge, der torsdagsamles om cola og pizza og boldspil. Torsdag er valgt, fordi dagen på disse kanter kaldes Thirsty Thursday. Torsdag betyder halv pris på øl på byens barer.
Ulrika gerne måtte være med til dette alternativ til Thirsty Thursday, hvis hun ville. En simpel invitation.

“Whatever,” tænkte Ulrika, mens hun takkede og derpå skyndte sig væk. Samme aften viste hun mig sedlen og gav mig et “de er jo vanvittige, som om nogen kan narres med i klubben med mad”-blik. Gengældte jeg det? Nej da. Jeg skal jo for fanden være journalist en dag. Og mennesker – især mennesker, jeg tror er hjernevaskede – interesserer mig. Så jeg bønfaldt den stakkels svensker om vi ikke godt kunne gå hen til de pizzareligiøse i stedet for på bar torsdag.

Hun strittede imod. Ikke så meget, fordi hun var bange for at blive suget ind i noget nyreligiøst mod sit vidende – men mere fordi hun fandt det halvflabet at møde op til et seriøst arrangement for at glo på de kristne og spise deres gratis mad.
Og så pakkede jeg grinet væk og måtte forklare, at sådan er det jo ikke. Jeg havde ikke tænkt mig hverken at pege fingre ad nogen eller lege deres falske ven, som jeg kunne grine højt af bagefter. Men at jeg virkelig gerne vil forstå, hvorfor unge her i Syden kan samles om Gud og Jesus, som i vores Skandinavien er så yt. Og at når de selv inviterer til åbenhed, så er det da bare at gribe chancen?
Det argument kunne hun forstå. Og torsdag – i går – begav vi os ned på plænen, hvor klubben stod parat med cola, pizza og kage. Og store smil og knus og velkomst. Og bordbøn. Og boldspil. Og snak om Gud. Og snak om uni. Og sign-up til bible study. Og håndtryk og præsentationsrunder.

Vi faldt i snak med en 19-årig biologistuderende, som gerne ville svare på spørgsmål.
Ulrika kunne ikke lade være at spørge hende, hvordan en naturvidenskabelig person som hun samtidig kunne tro på, at Gud havde skabt alt omkring os. Og pigen svarede, at hun så det som to sider af samme sag. At naturvidenskaben er menneskets værktøj til at forstå, hvad det var Gud gjorde under Skabelsen. Her strittede det lidt på mig, men hun var samtidig så sød og afklaret og fastlåst på at finde svar i livet, der kunne verificere, at hendes Gud findes. Senere spurgte jeg hende, hvordan hun havde det med, at hendes venner ikke bare var ikke-troende… men hvis de troede på noget helt andet? Andre guder?

– That’s their business. I respect it because it’s their belief. God is my God. My business. It’s a personal matter, really.”

Og med de ord forlod vi klubben. Enige i, at det er et særdeles personal matter. Og at fællesskabet og pizzaen og aftensolen og de brede smil var hyggelige – men hvis det kræver, at man skal tro på, at et højere væsen skabte os, dømmer os og tilgiver os vore daglige synder… så er det ikke for os.

Inden vi gik, blev vi en invitation til en river rafting-tur på lørdag rigere. Vi så på hinanden. Og behøvede ikke at sige højt, at vi ikke dukker op. Ét gratis sneak peak på de fromme må være alt, vores høflighed kan bære.

Reklamer

2 kommentarer to “Gud ville straffe mig”

  1. Lotte august 21, 2010 hos 9:25 am #

    Hej min ven
    Det var godt, at I nød aftenstemningen i Bibelbæltes Universitetscentrum.
    Selvom man er meget kristen troende kan mennesker altså nyde livet på helt almindelig vis og træffe andre mennesker med forskellige syn på livet, og det er vel åben livsstil, at man holder sig på egen banehalvdel, men alligevel udveksler meninger (gad vide om udvekslinger ikke gør indtryk?).
    Kærlig hilsen Mor

    • Kama august 21, 2010 hos 4:56 pm #

      Enig. Men Isabella og Mette er så bange for, at jeg bliver nyreligiøs uden at jeg opdager det, så jeg må ikke lege med de fromme mere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: