Ugen der gak

7 sep

Onsdag tog jeg bussen ud til vores butikscenter og råbte meget turistbegejstret til chaufføren “I’m going to the mall!” Ingen ved hvorfor, og sætningen blev lissom hængende ubehageligt længe i luften, mens chaufføren mønstrede et stoneface og sagde: “Congratulations. It’ll be a-buck-fifty”.

Torsdag prøvede jeg at befriende et par sorority søstre for at kunne blogge om deres afblegede holdninger og intrigante fællesskab. Det gik selvfølgelig ikke. Pigerne var (desværre) bare flinke. Og høfligt interesserede i Danmark. Og pænt friserede. Og lidt ligegyldige.

Fredag opdagede jeg en rottesized kakerlak i vaskekælderen og har nu besluttet aldrig at vaske tøj i USA mere.

Lørdag skrabede Ulrika, Becki og jeg en 19-årig pige op fra asfalten, da vi var på vej i byen. Der lå hun i opløsning, midt på en parkeringsplads. Smidt ud af en bil, slået hårdt midt i ansigtet, og forladt af den fyr, hun stadig kaldte ‘sin kæreste’. Vi tilkaldte politiet, der tog over. Og pigen skulede til os gennem sine skidefulde tårer, fordi hun nu kommer i vanskeligheder for sin mindreårsdruk. Og det er da også synd. Men vi tog ikke hendes skulen så tungt, for inden vi var uden for hørevidde lirkede politimanden kærestens navn ud af den fordrukne, mindreårige pige. Så nu ved vi, at en ‘Ryan’ forhåbentlig også kommer i alvorlige vanskeligheder.

Søndag var jeg til Boomsday – en slags stats-opvarmning til Labor Day. Og sammen de andre 325.000 tilskuere sad jeg ved bredden af The Tennessee River og så the city of Knoxville fyre hvad der svarer til en mindre vestafrikansk republiks statsbudget af på et tyve minutter langt fyrværkerishow, hvis jeg lige aldrig tror, jeg kommer til at se igen. Jeg ved godt, at YouTube-videoer af fyrværkeri, man ikke selv så, ikke just er the shit at klikke ‘play’ på, men gør det lige alligevel. Og lyt så godt efter. For er det… sækkepiber, du kan høre i baggrunden? Yes, we can. Til lysshowet havde Knoxville fået en (andenrangs-)dj til at sample et passende lydtæppe. Jeg ville nok ikke hyre ham igen, da det nærmest lykkedes ham at hive synet ned fra ‘pompøst’ til ‘plat’ med temaet fra Titanic, temaet fra Top Gun og Smoke on the Water brølende ned fra Henley Street Bridge.

Mandag var Labor Day. Knoxville er ret trist, når alt er lukket.

I dag, tirsdag, opdagede jeg, at jeg ikke længere har brug for i de første sætninger med nye mennesker at anbringe et forklarende og højst undskyldende “I’m an exchange student”. Det er faktisk meget rart at kunne føre en samtale uden nødvendigvis at skulle snakke om Danmark.


2 kommentarer to “Ugen der gak”

  1. Flo september 8, 2010 hos 4:06 am #

    Me likes dine solbriller. Og din kaffe!

  2. Lene september 8, 2010 hos 12:26 pm #

    Dejligt at høre hvor forskellig din uge er – giver et godt indblik 🙂

Skriv en kommentar