Mere Amaris, tak

11 okt

Et sted uden for Versailles, Kentucky, passerede vi en åben og meget skinnende prægtighed af en rød Ford Mustang. Det midaldrende par i slæden havde – og dette er en nøgtern vurdering – ikke stået forrest i køen, da der blev uddelt looks. Han, tyrenakket og forstoppet i en pink poloshirt. Hun, dårlige tænder og hårsprayet pandehår trukket ud over en noget vigende hårgrænse.

Og netop som jeg fra vores udlejnings-Honda skulle til at mumle tørt, henvendt til de øvrige passagerer – en flok fromme baptister, der havde inviteret mig med på road trip til Chicago – at ‘why do ugly people assume that cool cars make them look cooler?’, kom jeg til at tænke på Amaris, min kunststuderende kollegienabo hjemme i Knoxville, og hendes indstilling til omtale af fremmede. Første gang jeg mødte Amaris, sagde hun, at min blå kjole var ‘cute’. Anden gang, vi mødtes i kantinen, roste hun mine polkaprikkede solbriller. Tredje gang fulgtes vi i skole – og Amaris roste detaljer hos næsten hver eneste fremmede, vi passerede. Amaris med væg-til-væg-smilet har altid komplimenter parat.

I sidste uge – og det var denne eftermiddag jeg huskede på et sted i Kentucky – lå vi på et tæppe i den dovne oktobersol over amfiteatret og røg vandpipe. Hun afbrød jævnligt vores samtale for at råbe til fremmede, at hun kunne lide dette og hint ved deres udseende, og halvvejs gennem tobakken var jeg nødt til at opdrage. Sige det åbenlyse til hende. At man altså ikke kan give så mange komplimenter; det udvander konceptet. Man skal mene dem.

Amaris grinede. Havde hørt det før. Og havde forsvaret parat.

– Jeg mener dem! Hver og én. Men jeg har den regel, at hvis jeg tænker noget pænt om nogen, så siger jeg det til dem, hvis jeg kan. Så du den gothpige med det fedtede hår? Hvor sur hun så ud? Og hvor meget hun lyste op, da jeg sagde, at hendes snørrebånd var seje? Den forvandling er energi for mig! Og jeg tager gerne med, at mine venner synes, at jeg er irriterende. De skælder mig tit ud. Siger, at jeg virker overfladisk. Jeg er lidt ligeglad. For jeg er ikke overfladisk. Jeg kan bare godt lide de smil.

Så jeg lod hende fortsætte. Ikke fordi det ikke var en larmende klæg kliché at huske at rose – for det er det. Men fordi Amaris er den første, jeg har mødt, som så konsekvent arbejder på at sprede lidt hverdagslykke. Derfor holdt jeg min kæft til sognebørnene i bilen i Kentucky. Fordi jeg godt snart må lære, at man ikke behøver altid at være sjov på de uheldiges bekostning. Man kan også prøve at være… sød.

Reklamer

2 kommentarer to “Mere Amaris, tak”

  1. Bælla oktober 13, 2010 hos 5:47 am #

    Ved du hvad, Kama? Man kan sgu også bare være en troværdig cocktail af begge dele! Enten-eller-refleksioner holder ikke. Jeg ville blive gennemgrundbekymret, hvis jeg havde stået ved siden af dig, og du ikke havde kommenteret pinkpolotønde og hårgrænseuheldighed. Det er jeg derfor glad for, du lige har gjort. Ps. Du’ pæn.

    • Kama oktober 13, 2010 hos 11:19 am #

      Åh, jeg tænker mere noget i stil med ‘know your crowd’? Noget med at moderere sin galde og skære ned på bandeordene i Bibelland? Stakkels sognebørn, da vi næsten kørte galt inde i Chicago, og jeg råbte ‘fuuuuuuck’, mens de mere var tavse og så… bestyrtede ud. Sørens! PS – du er også pæn! Især på Skype. Som vil være en event vi snarligt vil attende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: