Apolitisk.com

2 nov

Nu er det ikke fordi jeg ikke har opdaget, at nogen har gang i noget midtvejskrisevalg herovre, vel? Det har jeg. Primært fordi Poul Høi har skrevet sig selv op i det røde felt over det. Sekundært fordi jeg så Jon Stewart underholde både Obama på Comedy Central og masserne på National Mall i Washington. Og det var cirka det. Rungende stilhed præger disse midterm elections mere end noget andet. Vi snakker kun midterms, når vi mener terminsprøver.

Jeg fik gennemtrumfet, at vi her i lejligheden skulle se Obama være den første siddende præsident til at nedværdige sig til at møde mulige, unge vælgere der, hvor de er; foran tv-skærmen på en ikke-ret-seriøs kanal. Snakken, der overdøvede den muntre snak mellem Obama og Stewart kan opsummeres i to tilbagevendende pointer fra sofaen: “God, our president is handsome” og “When is this over, I’m hungry?”.

Senere på ugen, da det blev tid for Stewart og Stephen Colbert at indfinde sig i Washington, var jeg ikke så heldig. Det var lørdag, og lørdag er game day. Universitetets footballhold spillede udekamp, og det betyder åbenbart, at alle fjernsyn i staten er helliget touchdowns og… hvad de nu ellers laver i football. Så jeg streamede The Rally To Restore Sanity and/or Fear alene i et hjørne af lejligheden, der ikke var overdøvet af sportskommentatorer. Men er I klar over, hvor svært det er at opretholde politisk gejst, når man er helt alene om det?

Nogle timer senere spurgte jeg mine bofæller, om de mon skulle stemme til valget. “Hvilket valg?” spurgte den ene. Den anden svarede at ja, hun ville skam gerne stemme. Især efter at have set Obama hos Jon Stewart. I den forbindelse havde hun forstået, at man ikke kan nøjes med at være en god borger hvert fjerde år – man er nødt til at pleje sit tilhørsforhold under de mindre valg også. Forestil jer danskens glæde, da hun viste sig at være Democrat.
Der var bare lige det lille aber-dabei, at hun er registreret som voter der, hvor hendes forældre bor. I den anden ende af staten. For her flytter de færreste officielt adresse, når de tager på college og flytter på kollegium. Og en mange timer lang biltur hjem for at sætte et kryds, det kunne hun altså ikke på en tirsdag, når hun havde eksamen onsdagen efter.

“Men der er vel andre muligheder?” spurgte jeg naivt. Og ja, alle myndige collegestuderende kan selvfølgelig stemme via post. Men myndighed ophæver jo ikke det faktum, at det jo altså er teenagere og andre, der lige er flyttet hjemmefra, vi har med at gøre. Tror I selv, at de fik bestilt de rette papirer og stemmeblanketter i god nok tid og huskede at sende stemmerne inden 29. oktober, når de ikke engang kan holde styr på, hvornår de sidst skiftede sengetøj?
Min lille, uvidenskabelige rundspørge blandt amerikanske Facebookvenner viste, at to ud af tyve havde gjort sig ulejligheden. Resten ærgrede sig ved min påmindelse, trak på skuldrene… og glemte sagen igen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: