Meta

12 nov

Min gode ven Hans prikkede til mig på Skype og meddelte, at der nu var gået fem dage uden et blogindlæg, og at han i den anledning var både skuffet og trist.

Og undskyld Hans. Og Greven, Stine og Mads, som forsøgte at gruppepresse mig til at skrive et blogindlæg om min talentløse klassekammerat, som jeg skulle feedbacke udi hendes disciplin Rædselsfuldt Essay Om Absolut Ingenting.

Men jeg oplever altså intet blogbart for tiden! Problemet er, at jeg er blevet bidt af det der skole. Fordi det er gået hen og er blevet ret spændende her mod slutningen. De kedelige stile og dumme analyser og alt rugbrødsarbejdet er overstået, og nu er der kun de større projekter tilbage. Alt det selvvalgte, alt det, der kræver ægte indsats. I en sådan grad, at jeg aflyste en weekendtur til Nashville for at kunne indsatse. Don’t judge me.

Således sidder jeg begravet i romanerne A Mercy af Toni Morrison og Parable of the Sower af Octavia Butler (som jeg ville læse, hvis jeg var dig). Og jeg har fået lov at skrive min afslutningsopgave i litteratur som et journalistisk portræt af hovedpersonen i the great American novel, O Pioneers. Og jeg skriver final essay om min fars hjemegn, den stolte stationsby Borris, og det kræver virkelig sit at oversætte vestjysk og Karl Ejnar Booking til sydstatsk. Og alt det foregår på min yndlingscafé, The Golden Roast, hvor jeg tilbringer al den tid, der ikke foregår i et klasselokale eller sammen med andre menneskelige væsener. Når jeg ikke render rundt med mit kamera klistret til ryggen i tilfælde af, at noget unikt til mit final project dukker op i mulden. Eller drikker Jack Daniel’s og får alt for lidt søvn.

Har en aftale med mig selv om at tilbringe så lidt tid som muligt af udgangsfasen her i det kaninbur, der er min kollegiebygning. Hvilket ikke kun har noget at gøre med noget klægt, ækelt indstilling til, at livet er derude. Det har også noget meget vigtigt at gøre med ene bofælles glæde ved det koreansk-synkroniserede Aladdin-soundtrack og anden bofælles glæde ved puddelrock. Og kombinationen af disse, når man bor lige i stereo.

Og nu skal I høre. Jeg gider altså ikke skrive om vejret, bare fordi jeg ikke har andet skrive om! Selv om her er 16 grader og de smukkeste efterårsblade og lavendelfarvede solnedgange og en jazzet duft af kastanje overalt. I får mig ikke til det.

Reklamer

2 kommentarer to “Meta”

  1. Ibs november 12, 2010 hos 3:43 pm #

    Jazzet duft af kastanje… det lyder faktisk meget dejligt. Og jeg synes, du har fat i den lange ende – det er sgu om at nyde det 🙂

  2. Han$ november 13, 2010 hos 6:46 am #

    Vel egentlig også på tide jeg blev nævnt i din blog….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: