Arkiv | Amerikaneri RSS feed for this section

Church people need to grow a sense of humor

10 dec

Forleden kom jeg til at grine højt og hånligt, da jeg sammen med mine bofæller på et juleudsalg passerede et julekrus, der lignede det her:


Jeg fnysespurgte mellem latteren, hvem der dog var så dum at smide penge efter et sæsonbetinget krus med et så hjernedødt rim på. Om det kunne være andet end en hadegave?

Big mistake. Big. Huge.

De to unge damer, der har været meget large med Kætteren her, gloede belærende på mig, og den ene sagde: “You know. Denmark. Jesus is the reason for this season. Let’s not forget that, okay?”

… hmkay så.

Reklamer

Hvad jeg formentlig ikke når i Tennessee

5 dec
  • At drikke dus på Jack Daniel’s-destilleriet. Landsforræderi.
  • At besøge Dollywood. Højforræderi!
  • At besøge Graceland. Til mit forsvar skal det dog siges, at vi kørte ned ad Elvis Presley Boulevard, så skiltet og Lisa Marie-flyet, stak hovedet indenfor i en souvenirshop… og drønede videre til Martin Luther King-museet. En på alle måder vildere oplevelse, er jeg sikker på.
  • At snave med anføreren for rugbyholdet, som jeg indtil i mandags havde Gender Studies sammen med. Han er godt nok ellers… dygtig. (Og pæn).
  • At blive arresteret og at få læst mine rettigheder op, selv om min ansvarligste veninde ellers sagde, at det hører ethvert lærerigt udvekslingsophold til.
  • At spise Mississippi mudpie med marshmallows, en sydlig “fristelse”. Har heller ikke prøvet døgnstegt svin… men har til gengæld smagt både grits, gravy, gumbo, peanutbutter pie og peanutbutter-jelly sandwich. Og peanutbutter-banana-sandwich. Og alt for meget andet.
  • At forstå det smarte i at stryge sit tøj med et glattejern. Omend det er en meget stor dille på disse kanter.

“You do need American man”

2 dec

Er I godt klar over, hvad der ligger ude i Wal-Mart? Udover mikrobølgemad, polyester og materiale til PeopleOfWalmart.com? Der ligger en… nail salon! Ejet af ingen ringere end japanske Tonoko. Der måtte jeg ind som del af mine kulturstudier i Bibelbæltet. Og Tonoko og jeg fik os en helt fornuftig snak om dette og hint henover kemikalier og kokosgift.

Da hun forstod, at jeg står med det ene ben på et fly og er ved at forlade USA, spurgte hun hvorfor. “Why not you stay?,” tror jeg ordene faldt. Jeg fik vist pippet noget med at savne min familie og sådan, men Tonoko var ikke sådan at smalltalke med. Hun gik til sagen. “You marry here. All problems solved.”

Ja. Det er så anden gang voksne amerikanere råder mig til at gifte mig. Der er ingen, der synes at gå så højt op i hvem jeg gifter mig med. Bare det er en amerikaner, lod Tonoko mig forstå.

“Like me. I was 27 years old in Japan. Oooold. Hair-dresser. Man in airforce uniform walks in and after 20 minutes he asks me to marry him. Of course I said no. After twenty minutes, haha! No.”

Tonoko grinte lidt.

“But later, I said yes. Then we come here and had kids. Spoiled them. Now, divorce. Now, I find good man. New man.”

Jeg anede ikke rigtigt, hvad det var meningen, at jeg så skulle sige, så jeg smed et ‘congratulations’ ind i monologen og sagde, at jeg ikke havde travlt med at blive proformagift.

“Your parents? They want you to be married, you know,” forsikrede hun mig. Jeg forsikrede hende kontra. At Mogens og Lotte vist nok egentlig bare gerne vil have, at jeg er glad. Husker ikke eget ordvalg, men pladderhumanismen fik Tonoko til at grine. Indtil den umulige tanke strejfede hende. Kunne det tænkes, at mit hjemland muligvis var endnu federe end hendes USA?

“Wait. Denmark…” prøvede hun. “Tulips?”

Det var Holland, forklarede jeg. Og hørte så mig selv vade ud i en reklame for Danmark:

“Little Mermaid?”

Blank japaner.

“Hmm. Hans Christian Andersen? Hm. No? Well. We have a queen?”

Sagde jeg lige det?

“A queen! Cool!,” kvitterede Tonoko. Men Daisy var bare ikke nok at ville forlade USA for, kunne jeg mærke. Tonoko virkede ikke som typen, der ville bide på det fede i Legos oprindelsesland, så i stedet prøvede jeg med noget ‘public health care’ og noget ‘free education’. Tonokos øjne blev store som møllehjul. Indtil jeg forklarede hende om beskatningen i Socialist Heaven. Så grinede hun igen.

“Ah. You see. You do need American man.”

Jeg lod det være ved det, for Tonoko var færdig med den franske manicure. Og undskyld mig. Men har I egentlig set noget så kitschet halvfemserlækkert siden… halvfemserne!? Jeg elsker det.

Ja, undskyld melodramaet. Må de også få gode liv.

30 nov

Da jeg i 2005 sagde op som kassedame i Odense og flyttede fra byen for good, fik jeg denne syrlige besked fra en af cheferne, da jeg på min sidste dag troppede op på hans kontor for at sige pænt farvel: “Så må du jo have et rigtigt godt liv.”
Ikke bare var det en pigesur og malplaceret besked fra en mand, der ikke kunne forstå, at lykken ikke var at scanne varer dagen lang til abeløn; afskedssalutten var også akavet. Og noget af det, jeg husker tydeligst fra min lovende karriere i landets niendestørste Føtex (og ja. Det er sådan de praler. Med at være nummer 9). For han havde jo ret. Jeg skulle aldrig nogensinde se ham eller dem igen. Og hvor rart eller ligegyldigt det end var, så var det underligt. Pludselig at blive meget opmærksom på, at man aldrig aldrig nogensinde skulle se dette menneske igen. Det er en underligt intim erkendelse at nå til sammen med fremmede. Adjø!

I går hørte jeg sætningen igen. For første gang siden Odense. Vi havde afsluttet sidste time i religion, og Kevin, min uhyggeligt rare sidemand semestret igennem, fulgte mig hjemad for at at debriefe fra det både spændende og ulidelige fag, der nu var slut. Da han drejede af mod biblioteket rakte jeg klør fem frem og ville sige ‘tak for nu’, så uhøjtideligt som det nu kunne lade sig gøre at sige farvel-for-good, men han grinede og sagde noget i retning af ‘slap dog af, vi ses vel til februar?’. Jeg måtte svare at nej, jeg er kun i Knoxville i efterårssemestret. Hvorefter Kevin blev sådan lidt halvfebrilsk i krydderen, greb min hånd, ruskede den, brød ud i et grin og råbte let, mens han gik væk: “Well, have a real nice life, then!”.

… ja? Tak? I lige måde? Farvel, du.

Hvorfor står du der i regnen, Kama? Så gå dog hjem. Hvorfor nu så sentimental?

Fordi det regner i alle Knoxvilles gader – og i mit hjerte med! Semestret er sendt på læseferie, der er sagt farvel til alle professorer, den sidste Klassens Time kage er spist. I weekenden vrider vi den sidste farvelkarklud op til fest – og så er det eksamen, skarpt efterfulgt af opbrud. Og tid til, at flere bemærkninger som Kevins kan rulle ind. Og større risiko for, at det er dem, der står tydeligst om fem år.

Det gider jeg ikke.

Legaterne og opsparingerne kunne ikke gribe om juleshopping i New York alligevel, så jeg gloede ind i en uges kukkeluren i Knoxville, mens folk én efter én skred. Jeg som den allersidste den 19. december. Og, som Strange sagde til statsministeren: det er ikke det, jeg vil huske. Så bum. Nu stopper vi, mens legen er god. Og er den, der forlader, i stedet for at være den efterladte. Foretrækker by far at opsøge folk, sige pænt farvel og så tude på vej til lufthavnen. I stedet for ned i puden på et tomt kollegium. Et styk mail til en kærlig, effektiv moder i Århus, og min billet ud af Guds eget land er ombooket til at gælde lige efter dimissionsceremonien.

Ankomst Copenhagen Airport den 12. december klokken 15.15. Man må gerne komme forbi med flag og en rugbrødsklapsammen med leverpostej og rødkål, tak. Jeg lover at betræde dansk jord iklædt Stetson og boots og et “Yeehaaaw!” til gengæld. Det bliver hyl.

Tak er blot et fattigt ord

26 nov

Thanksgiving kom og gik. I en drømmeagtig tåge af hjemmelavet stuffing, apple pie, kalkun, gravy, grean beans, øl, Southern Comfort og brætspil hos et af Knoxvilles rareste par, Ava og Law. De havde inviteret Ulrika og mig til vores første af denne højtid – en stor succes, selv om jeg, personligt, godt kunne have undværet at ligne én, der havde klædt mig ud med mine nye boots på, men det er minor detail på en fabulous aften.

Law fortalte myten om at vi fejrede, hvordan Mayflower-pilgrimmene i 1621 var ved at sulte sig ihjel efter at være landet på Plymouth Rock i 1621. Og måske lidt mere hvordan en lokal indianerstamme ilede til og lærte dem at dyrke jorden, så de kunne overleve. Og hvordan de hvide så senere slagtede de røde. Og europæiserede resten. Skål.

Ava supplerede med historien om, hvordan amerikanerne tilbringer dagen efter Thanksgiving. Den hedder Black Friday, og her åbner alle butikker klokken 2 eller 3 om morgenen med de vildeste slagtilbud, som skyder juleindkøbssæsonen i gang. Så vilde, at en kassemand i Wal-Mart blev trampet ihjel og flere andre indlagt i 2008. Hm. Og USA er ikke forbrugsfikserede, siger I? Det er dog ikke derfor, den hedder Black Friday. Det har noget at gøre med, at vejene bliver sorte af biler og mennesker, der iler på shopping – og at butikkerne har mere end rig mulighed for at vende det røde underskud til et sort plus. Fun facts for you. Helt gratis.

Og selv om middagen og gode venners selskab i sig selv er nok at være taknemmelig for, så slog det mig ved hjemkomst og gensyn med min bolig, hvad jeg i virkeligheden har at sige tak for:

This slideshow requires JavaScript.


… at jeg tilsyneladende har bofæller med en eksemplarisk smag udi plakater. Kunne man ønske sig en federe blanding af kendte motiver og kitsch lykke? Næppe. Man skulle næsten tro, at de to teenagere faktisk kan huske halvfemserne. Er særligt vild med Wayne’s World og den anonyme strand. Men allermest med Dirty Dancing. Har kun et enkelt lille “men” at tilføje min thanksgiving: hvorfor de dog har ventet tre en halv måned med at udsmykke vores rede med disse teenageværelsesagtige prægtigheder?

Hvad jeg vil savne ved USA

25 nov

Ulrika. Heather. Kelsey. Becki. Tall bold blend fra Starbucks. Golden Roasts chili con carne. Marlboro 27s. Lauren. Amaris. Pabst Blue Ribbon. Old City. Fredagsfri. Cool Beans. Mushroom soup serveret i bread bowls. Sara. Kara. Peanutbutter. Mary-Hannah. Valutakursen. Andrew. T-Recs. Sassy Ann’s. Blue Moon. Luke. Yumi & Irene. Hodges’ Library. Creative Writing 366. Kroger. 22 grader i november. Church people. Animal hour på The Roaming Gnome. Road trip og fire stater på en dag. Walgreens’ medicine aisle. Will og Oscar. Forever21. Taylor. The Ben face. Lejlighedens Dirty Dancing-plakat. Trailmix. Michael. Brewer’s Jam. Christine. Amfiteatret. Genny. French Market. Jillian. Amy, der taler som Meg fra Family Guy. Jessica. Papke. iHop. Kevin. Stileskrivning. Margaret. Matt. Straight A’s. Andrea. Eks-prædikanten Jeremy, der altid kommer i skole i overalls. Prædikanterne på Pedestrian Walk. Sushi i solen under McClung Tower.

Og at jeg aldrig skal se 90 % af ovenstående igen får det til at trække op til uvejr indeni. Suk. Har det lidt ligesom forslåede Sidse Babett. Hvis vi lader være at tænke på det, så går det nok væk. Alternativt kan vi altid skrive lister, som vi ikke for alvor mener. Det hjælper også.

Går lige all in på klægheden; vil i aften sætte mig til bords ved venlige sjæles Thanksgiving dinner table og være meget, meget… taknemmelig.

Ahem. Skal nok stoppe nu.

Hvad jeg ikke vil savne ved USA

24 nov

Det er blevet tid til opsamling. Wrap-up. Fordi det snart er slut, og fordi mit ego er herrestort.

(kvikke læsere fra Berlingskes onlineredaktion vil formentlig bemærke, om ikke det nu var tid til en klikmaskine. En sideinddelt artikel med tilnavnet ‘en klikker’. Men dels rækker WordPress ikke så langt, dels giver vi her på bloggen vores indhold bort gratis.)

Nå. Part One. Hvad jeg ikke vil savne ved USA:

3: Postevand med klorinsmag.
Mest fordi også isterningerne så smager af klor.

2: Amerikanernes angst for begrebet ‘hygge’.

  • For det første har vi neonbelysningen. Over-skide-alt. I Danmark synes det begrænset til de offentlige institutioner, der endnu ikke er arkitektstuderendetegnet; herovre hænger lysstofrørene og det kolde, skarpe lys fra uafskærmede elpærer højt på restauranter, i klasselokalerne og i alle folks hjem. Næææh, hvor hyggeligt. Undskyld, men det virker sgu så… fattigt.
  • For det andet har vi tv-kulturen. Og her jeg ikke tænkt mig at hate på Jersey Shore, The Kardashians eller Teen Mom (for det er spitze tv)… Men jeg er træt af, at man ikke kan slippe for at se tv. Fjernsyn har overtaget nationen! Enhver bar eller restaurant har mindst fire af slagsen – sportsbarerne har et bånd af fjernsyn klistret til væggen, hele vejen rundt i lokalet. Der er aldrig lyd på dem, og engang spurgte Svensken om ikke hun måtte skrue op for en ishockeykamp. Så kiggede tjeneren formynderisk på hende og sagde, at det skulle han søreme lige spørge sin chef om. Altså?
  • For det tredje har vi air-con. Altså overalt. Og det er ikke så meget kulden, som jeg godt kan forstå de afsvedne sydstatsbeboere drages mod. Det er larmen. Mnøøøøhmnnnnn, u-an-set hvor jeg befinder mig.
  • For det fjerde har vi plastik-service. Overalt. Nuff said.
  • For det femte har vi længden på måltiderne (og her taler vi om at gå ud, da størstedelen af collegestuderende synes at leve af mikrobølgemad, hvilket i min bog ikke tæller som måltider). Hvad er der blevet af at dvæle over en lækker middag, nyde et glas vin efter middagen, tygge af munden og lade op inden den lange dessertbeslutningsproces: kage eller ost? Og er det for sent til kaffe? Hm. Når tilbuddet om dessert ankommer under middagen er det svært ikke at afslå, og når regningen kommer, mens de sidste bidder kastes indenbords, er det som om det forventes, at servietten smides på tallerknen. Kan man så skrubbe af. Hvorfor også sidde der og blomstre i kulden? Med plastikbestik under neonlys og tv-skærme?

1. Smalltalk
Prøv å hør. Jeg ved godt, at de bare er høflige. Men jeg synes altså, at det klinger mere hult end næstekærligt, når alle afæsker alle svar på “How are you?”. Det er jo ikke fordi kantinedamen eller klassekammeratens ekskæreste, som jeg tilfældigvis møder på gaden, faktisk er interesserede i, hvordan jeg går og har det. Hvad er der nu i vejen med et simpelt “hey”? Neutralt. Koncist. Dansk.