Arkiv | Church people RSS feed for this section

Afbrudt, del 2

18 nov

Abortmodstanderne fra gårsdagens Project Genocide var åbenbart ikke færdige. Snakken er ellers gået om dem overalt på campus, og der er heldigvis ikke en eneste af de Tennessee-indfødte i min omgangskreds, som ikke har rystet på hovedet af gruppen og deres fremgangsmåde med human-size plakater af blå-lilla, døde fostre. Det beroliger mig, at den slags også forarger her. Abortgruppen tog sig nu ikke af lidt modvind. De havde bare kørt forstærkning ind, og således var det i dag mænd, der stod klar. Og dermed en mand, en uhyggeligt afmagret og fanatisk stirrende, vindøjet mand, der stak en folder op i fjæset på mig, da jeg krydsede Pedestrian Walk.
Indrømmet, jeg var stadig kørt op fra i går, så jeg tog opstilling ved siden af ham, forsøgte at finde ud af hvilket øje jeg skulle kigge på, og spurgte, hvad meningen med de plakater egentlig var.

Manden blev kontraforarget (endelig!) over min forespørgsel og spurgte, hvad i alverden jeg dog mente med, hvad meningen var.

– These pictures are obscene! And disrespectful! They serve no other purpose than to make people feel bad. How do you expect to change anything by making people feel bad?

Diskussionslysten lyste ud af ham.

– Good!, fnøs han. – They are meant to make you feel bad! If we change just one person’s mind it will be worth it.

– I think you’re turning more people against your cause than winning them over. Why do you need to provoke? Reason and logic don’t work for you?

– Pssh. Most kids in college watch violent slasher movies. This is nothing.

– I don’t watch violent slasher movies.

Tavshed og stirrekonkurrence. Indtil:

– I take it you’re Pro Choice?

– Of course I am Pro Choice.

– So you support killing?

– I support women’s right to decide. And I don’t consider it killing because it’s not life yet at those early stages. A 10 week old fetus is not a baby yet. A 20 week old fetus, now that’s a different matter. But you project people here don’t make that distinction. To you it’s all the same.

– That’s right. It’s killing.

– State law does not agree with you.

– It’s still murder.

– Then don’t have an abortion, sir. Nobody is making you.

Og så marcherede jeg væk. Ja. Jeg ved heller ikke, hvor logikken blev af i den sidste kommentar. It felt right at the time. Ville ønske, at jeg havde sagt noget med, at han da hellere skulle kanalisere alle sine kristne overbevisninger over på de mange sultende, men levende børn her i hans Guds eget land, i stedet for at skære svære beslutninger som abort over samme kam og kalde den for mord.
Er i øvrigt selvfølgelig helt med på, at den vindøjedes udlægning af samtalen ser noget anderledes ud, men så kan han åbne sin egen blog, kan han.

Reklamer

Afbrudt

17 nov

Hvis der er noget, der kan få mig op i det røde felt (ja, vi lægger lige ud med en kliché, har ikke fået kaffe endnu), så er det, at University of Tennessee er et offentligt område. Det betyder nemlig, at alle og enhver har adgang til at foretage sig hvad end i helvede de har lyst til på UT soil. Altså, inden for lovens rammer, forstås. Men kristne demonstrationer falder i særdeleshed i statens loves smag.

Da jeg i morges på vej til time nærmede mig universitets centrale plads, Pedestrian Walk, blev jeg mødt af et stort, gult advarselskilt uden for pladsen. “Warning! Genocide Documentation Ahead!” Fair nok, tænkte jeg, og gik ind på pladsen. Der er vel gang i en eller anden retro fotoudstilling fra folkemordene i Rwanda eller måske noget overført betydning om fattigdom i USA som et slags alternativt folkemord. Fint med en lille advarsel. De er lidt touchy på disse kanter.

Dumme, dumme dansker. Menneskestore plakater med blodige, aborterede fostre mødte mig. Godmorgen. Blå-lilla og smilende, som om de bare sov. Uskyldige, myrdede af deres egne mødre. Intakte, små mennesker. De megastore billedtekster gjaldede “Can you honestly support the murder of innocent babies?” og “This baby did not have the right to live”.

En pænt påklædt, midaldrende dame spottede mig og min vantro, kvalme mine, som jeg stoppede op midt i plakathelvedet. Klar med hjernevask tog hun sit allermest imødekommende smil på og kastede sig over mig. Stak en folder med flere blå-lilla fostre op i synet på mig og spurgte, om ikke jeg ville have noget mere information.

– Information about what?, hvæsede jeg.

– About the genocide that is going on! We are the Project Genocide…, sagde hun og kunne godt lugte min trang til at diskutere grænsen for, hvornår noget er liv og hvornår det ikke er. Og hvor de egentlig havde de der billeder fra. Og hvorfor de ikke fortalte forbipasserende, at de havde brugt billeder af halvstore, levedygtige fostre fra sidst i graviditetsmånederne – måske var de syge, eller måske var moderen. Og om hun kendte historierne til hver eneste af de aborterede fostre på de plakater? Og hvis de havde så ondt af de fostre, hvorfor udstillede de dem så så ulækkert og forstørret, at det brød alle rammer for etisk fotodokumentation? Var rationel argumentation ikke nok længere?

– The genocide? Exactly what do you stand for?, indledte jeg kampen om retten til abort, som også her i Tennessee er ganske lovligt.

– Well. We support the living… prøvede hun.

– Good for you. I support women’s right to choose, bed jeg hende af og ventede på, hvad pro-liferen egentlig havde at sige til pro-choice-argumentet.

Men i stedet for at råbe noget à la “Heathen! God will punish you!” som forventet, trak hun bare folderen til sig, smilede pænt og overbærende og sagde:

– I see. Well, have a nice day. And by the way, your dress is very pretty.

… var det nu også nødvendigt?

Jeg blev snydt for en offentlig scene. Og så med kompliment på. I Bibelbæltet! Ved højlys dag! Hvor uortodokst. Men hvordan vil de omvende folk? Forventer faktisk, at hun som minimum har stalket sig frem til min adresse og i nat banker mig op fra sengen med en høtyv, fører mig tilbage til Pedestrian Walk, hvor gabestokken venter og morgendagen skal tilbringes med at råbe “I am European. I support killing innocent babies. I am European. I support killing innocent babies…” i loop. Det var da det mindste, hun kunne gøre.

En bibelsk diæt

8 nov

“Fat people don’t go to heaven!” lyder budskabet fra den tidligere UT-studerende, nu slankeguru, Gwen Shamblin. Kvinden bag The Weigh Down Diet, en slankekur, der trækker på Biblen, når det kommer til at tabe sig. For overvægt handler ifølge hende primært om grådighed, og grådighed er en no-go, sagde Jesus vistnok engang. Løsning? Læs Biblen i stedet for at snacke. Det er mere kristent.

Der er så meget, man kunne sige til det der. For eksempel angribe hendes standpunkt om, at fedme er ukristent. Men hvad jeg egentlig finder allermest interessant er, at ikke alle ryster på hovedet af hende. Gwen Shamblin har tjent millioner på sit forretningskoncept. Men hvorfor? Når nu hun i Nordeuropa ville blive brandet som en fundamentalist, der enten måtte koble sig på Moses Hansen eller åbne en privat blog for overhovedet at få en stemme. What is wrong with these people? Svaret er naturligvis lige så enkelt, som svaret på hvorfor vi skandinaver aldrig ville lade en nyreligiøs komme til orde i en offentlig, seriøs debat: fordi vi er opdraget til noget bestemt. Her i Bibelbæltet er de fleste opdraget til, at Guds ord ikke er noget vrøvl, men en 1:1-virkelighed. Hvorfor skulle Han ikke have noget at gøre med fedme?

Jeg skal sent glemme den aften, min svenske veninde og jeg mødte to fyre i en bar. De bød på øl, vi small-talkede, og vi spurgte, hvor de kendte hinanden fra. “We went to church together,” kom det prompte fra dem. De blinkede ikke engang. Men sagde det på samme måde, som man ville sige, at man havde spillet lilleputfodbold sammen back in the days. Sverige og jeg skævede til hinanden – går de kristne nu frit omkring på barer og ligner normale mennesker? Var det en joke? Næh. Kirken. Totalt mainstream. Nu er jeg holdt op med at studse over det. I alle mine klasser kommer der på et eller andet tidspunkt fra de fleste i de mange diskussioner noget i stil med “… the church I grew up in.” Tro er en fælles referenceramme her. Selvfølgelig er der nogen, der udnytter det. Og selvfølgelig er der nogen, der tror på sådan én.

Tro er stort her. Duh. Det er det alle steder. Jeg er jo også fundamentalist – i hvert fald, når det kommer til ikke at tro. Ateisme er min religion. Og jeg ved, at jeg har ret. Som de ved, at de har ret. Og måske skulle jeg prøve at praktisere lidt af det der åbenhed, som – må jeg indrømme – de viser mig.

Men… I ser mig nok ikke snacke på Biblen i den nærmeste fremtid. Der må være grænser.

For hoo-on er så å-åång ås-så øndi’ ser hunnud!

20 okt

Jeg synes, at vi allesammen skal klappe tillykke til en ganske særlig dame, der fylder år i dag.

Tillykke fra en datter til en mor. Min gave når dig muligvis ikke på dagen – dels fordi universitetets postsystem er en joke, dels fordi du selv er taget på miniferie – men her er, hvad du kan glæde dig til (hvorend du er):Og en bonusgave får du her nedenfor. Et af mine yndlingsbilleder fra skovturen med sognebørnene. Det amerikanske sundhedsvæsen diskuterer sundhed med det danske sundhedsvæsen – illustreret på flere planer end det verbale:

tillykke!

Du ved, du bor i USA, når… (VI)

19 okt
  • din Facebook-newsfeed hver søndag fyldes op med hellige citater. Som fræksempel “‘For your thoughts are not my thoughts, neither are my ways your ways,’ declares the Lord. Isaiah 55:8”
  • synspunktet “As a Christian I’m opposed to gay marriage. Of course. But as a person I really don’t care” godtages som fuldstændig normal argumentation i en klassediskussion. Det samme gør “I am proud to be a fundamentalist”.
  • din sidemand i photojournalism af sin familie anses for at være en intellektuel hippie, der risikerer at ryge lukt i helvede for sin ukristelige livsstil, fordi han… har fravalgt kabel-tv. How un-American, altså.
  • du formår at ophede debatten i en religionstime med det yderst naive europæer-spørgsmål: “Kan nogen forklare mig, hvorfor så mange her i Sydstaterne i 2010 tror på, at homoseksuel kærlighed mellem gensidigt indvilligende personer er så forkert, at det burde forbydes?” Blev både buh’et og hujet ud og fik mit – egentlig bare opklarende – spørgsmål ophøjet til Critical Question Of The Week.

Min tirsdag aften med Ron Jeremy

29 sep

Jeg har desværre ikke noget originalt take på tirsdagens The Great Porn Debate mellem vor lokale pastor, den unge Craig Gross, og pornoindustriens bedst kendte, erhm, ansigt, Ron Jeremy. Var de stereotype kristne mødt op til debatten i universitetets auditorium? Ja. Råbeafbrød de debatten med uvæsentligheder? Ja. Var de stereotype kloge-Aager mødt frem med deres forudsigelige “porno er lige så misvisende som Disney, Mr. Gross. Man får også falske forhåbninger om verden ved at se Pocahontas.”. Ja. Rejste alle mandlige fremmødte sig op i en fælles bølgeapplaus, da Ron Jeremy trådte frem på scenen? Ja. Syntes pastoren, at frække film er for skrækkeligt og nedværdigende for kvinder og usundt for mænd? Ja. Syntes Ron Jeremy det samme? Nej. Så havde han nok ikke medvirket i 1800 af slagsen. Var det hele lidt forudsigeligt og… plat? Ja.

Jeremy er i øvrigt præcis så forventet grim som arvesynden, men til gengæld utroligt veltalende. Og så er han veluddannet. Med noget master i teater og specialpædagogik (høhø, “specialpædagogik”, men nej-nej, den var god nok, jeg kan bare ikke helt begribe, hvornår han dog har haft tid til at passe studierne?).

Så jeg tog en masse billeder. Nu jeg alligevel var der.

Pr. definition kan jeg godt lide typer, der møder op til debataftener i røde crocs og hawaiiskjorte og fortæller, at hans personlige favorit er missionærstillingen. Men jeg kunne nu også godt lide den unge, pæne pastor, der havde hjertet det rette sted. Mindre vild var jeg med den feminist-historiker i krøllet lag-på-lag, de havde sat til at ordstyre. Hun må have slupret en gang glosuppe, inden hun trådte op, for hun var meeede optaget af den gamle gris.

… og dét er cirka så seriøst som jeg evner at behandle den happening, det var, at vi alle – inklusive feminister – kom for at tirsdagsglo på pornogiraffen.

Sydstatsteori for homoseksuelle

28 sep

En mandag eftermiddag. Gender Studies i en kælder under sportsfakultetet. Læspende, godmodige Russell med det store guldkors om halsen holder oplæg til debat.

Russell har fundet en blogpost om en kristen fyr, der er holdt op med at være homoseksuel. Manden levede som bøsse i 11 år, inden en kristen kvinde fortalte ham, at han kunne blive befriet for sin destruktive livsstil. Hvilket manden takkede ja til. Og toppede herligheden med at finde sig en kone og få nogle børn. Og nu betragter manden homoseksuelle på samme måde som narkomaner eller alkoholikere: som mennesker med rod i psyken, der skal have løst de indre problemer. Og når de er løst, så behøver de slet ikke være homoseksuelle mere. Derfor skal bøsser og lesbiske hjælpes med deres psykiske problemer.
Bang. Men herfra gik Russell videre til sit egentlige fokus: at medierne CBS og FOX ikke vi lade manden tale åbent om sin omvending. Og så stoppede Russells oplæg. Debatten kunne begynde.

Og alle ævlede løs om FOX og kontrollerede medier og ytringsfrihed – men da det blev min tur til at stille spørgsmål kunne jeg ikke rigtigt lade være, vel. Mest på grund af det store, glitrende kors om Russells hals. Så jeg spurgte ham:

– Just out of curiousity. That first premise is quite controversial! The one with homosexuals being homosexual because of childhood abuse or other trauma, not because they’re born that way… Can I ask you what you think about that? Since you brought it to class and all?

– Sure, svarede Russell. – I think homosexuality is ultimately about loneliness.

Her brød professoren begejstret ind.

– Loneliness! That’s interesting, Russell. Why loneliness?

– Well, ma’am. You see. I think some people are that lonely… and that tired of being lonely… so at some point, when they haven’t found the right woman or man to be with, they just turn to their own sex. That’s really my theory… And I guess I can sort of understand it, looking at it that way. It ain’t fun to be alone.

Stilhed.

Hverken jeg eller professoren eller resten af klassen havde mere at sige der. Jeg ved ikke med de andre, men personligt kunne jeg slet ikke vælge mellem alle de forskellige svar og opfølgende spørgsmål og ansigtsudtryk, der bød sig til. Så jeg lod helt være.


… og til de, der i spænding gik og ventede på at høre, hvordan det mon gik med min presentation, vil jeg bare sige, at jeg valgte danskermodellen. Hvor jeg kækt sagde, at jeg virkelig ikke havde forstået ret meget af the text in question, så derfor havde jeg tilladt mig at forberede noget… helt andet. Og så fortalte jeg dem i stedet lidt om barselsorlovsindretningen i Danmark i forhold til i resten af Europa. Heldigvis med meget stor succes. Win.