Arkiv | Danmark vs. USA RSS feed for this section

“You do need American man”

2 dec

Er I godt klar over, hvad der ligger ude i Wal-Mart? Udover mikrobølgemad, polyester og materiale til PeopleOfWalmart.com? Der ligger en… nail salon! Ejet af ingen ringere end japanske Tonoko. Der måtte jeg ind som del af mine kulturstudier i Bibelbæltet. Og Tonoko og jeg fik os en helt fornuftig snak om dette og hint henover kemikalier og kokosgift.

Da hun forstod, at jeg står med det ene ben på et fly og er ved at forlade USA, spurgte hun hvorfor. “Why not you stay?,” tror jeg ordene faldt. Jeg fik vist pippet noget med at savne min familie og sådan, men Tonoko var ikke sådan at smalltalke med. Hun gik til sagen. “You marry here. All problems solved.”

Ja. Det er så anden gang voksne amerikanere råder mig til at gifte mig. Der er ingen, der synes at gå så højt op i hvem jeg gifter mig med. Bare det er en amerikaner, lod Tonoko mig forstå.

“Like me. I was 27 years old in Japan. Oooold. Hair-dresser. Man in airforce uniform walks in and after 20 minutes he asks me to marry him. Of course I said no. After twenty minutes, haha! No.”

Tonoko grinte lidt.

“But later, I said yes. Then we come here and had kids. Spoiled them. Now, divorce. Now, I find good man. New man.”

Jeg anede ikke rigtigt, hvad det var meningen, at jeg så skulle sige, så jeg smed et ‘congratulations’ ind i monologen og sagde, at jeg ikke havde travlt med at blive proformagift.

“Your parents? They want you to be married, you know,” forsikrede hun mig. Jeg forsikrede hende kontra. At Mogens og Lotte vist nok egentlig bare gerne vil have, at jeg er glad. Husker ikke eget ordvalg, men pladderhumanismen fik Tonoko til at grine. Indtil den umulige tanke strejfede hende. Kunne det tænkes, at mit hjemland muligvis var endnu federe end hendes USA?

“Wait. Denmark…” prøvede hun. “Tulips?”

Det var Holland, forklarede jeg. Og hørte så mig selv vade ud i en reklame for Danmark:

“Little Mermaid?”

Blank japaner.

“Hmm. Hans Christian Andersen? Hm. No? Well. We have a queen?”

Sagde jeg lige det?

“A queen! Cool!,” kvitterede Tonoko. Men Daisy var bare ikke nok at ville forlade USA for, kunne jeg mærke. Tonoko virkede ikke som typen, der ville bide på det fede i Legos oprindelsesland, så i stedet prøvede jeg med noget ‘public health care’ og noget ‘free education’. Tonokos øjne blev store som møllehjul. Indtil jeg forklarede hende om beskatningen i Socialist Heaven. Så grinede hun igen.

“Ah. You see. You do need American man.”

Jeg lod det være ved det, for Tonoko var færdig med den franske manicure. Og undskyld mig. Men har I egentlig set noget så kitschet halvfemserlækkert siden… halvfemserne!? Jeg elsker det.

Reklamer

Lovforslag vedrørende julestemning

28 nov

På baggrund af følgende screenshots har jeg en idé:

… Skulle vi allesammen blive enige om, at hvis man har været til en skidegod julefrokost, så ringer man til sin fætter eller sine forældre og praler af det – man udbasunerer det ikke på Facebook, hvor udvekslingsstuderende i Landet Med Dåselatter Og Virkelig Meget Plastik Og Absolut Ingen Tradition For Julefrokost får grumme ondt i misundelsen?

Det ville jeg virkelig sætte pris på, så kan jeg nemlig meget bedre koncentrere mig om at læse til “eksamen”. Det var bare det. Tak.

Hjælp til selvhjælp

15 nov

Nogle gange bliver jeg spurgt, hvad vi egentlig gør af vores døde hjemme i Danmark. Når nu vi ikke er rigtigt kristne og sådan – så har vi vel heller ikke kirkegårde? Og nogle gange spørger de, om vi taler tysk eller hollandsk i Danmark, og så slår de en latter op, når jeg siger “we speak Danish”. Og når jeg så tilføjer, at wienerbrød ikke hedder danish på dansk, ser de på mig, som om jeg tager fejl. Sådan generelt. Og andre gange spørger de bare, om det er rigtigt, at vi ikke kan lide gamle mennesker.

Jeg er holdt med at få lange tasker af det. For jeg må minde mig selv om, at der er en vis risiko for, at deres indre verdenskort ser sådan her ud. Og når jeg må generalisere og formode, så må de fandme også.

En bibelsk diæt

8 nov

“Fat people don’t go to heaven!” lyder budskabet fra den tidligere UT-studerende, nu slankeguru, Gwen Shamblin. Kvinden bag The Weigh Down Diet, en slankekur, der trækker på Biblen, når det kommer til at tabe sig. For overvægt handler ifølge hende primært om grådighed, og grådighed er en no-go, sagde Jesus vistnok engang. Løsning? Læs Biblen i stedet for at snacke. Det er mere kristent.

Der er så meget, man kunne sige til det der. For eksempel angribe hendes standpunkt om, at fedme er ukristent. Men hvad jeg egentlig finder allermest interessant er, at ikke alle ryster på hovedet af hende. Gwen Shamblin har tjent millioner på sit forretningskoncept. Men hvorfor? Når nu hun i Nordeuropa ville blive brandet som en fundamentalist, der enten måtte koble sig på Moses Hansen eller åbne en privat blog for overhovedet at få en stemme. What is wrong with these people? Svaret er naturligvis lige så enkelt, som svaret på hvorfor vi skandinaver aldrig ville lade en nyreligiøs komme til orde i en offentlig, seriøs debat: fordi vi er opdraget til noget bestemt. Her i Bibelbæltet er de fleste opdraget til, at Guds ord ikke er noget vrøvl, men en 1:1-virkelighed. Hvorfor skulle Han ikke have noget at gøre med fedme?

Jeg skal sent glemme den aften, min svenske veninde og jeg mødte to fyre i en bar. De bød på øl, vi small-talkede, og vi spurgte, hvor de kendte hinanden fra. “We went to church together,” kom det prompte fra dem. De blinkede ikke engang. Men sagde det på samme måde, som man ville sige, at man havde spillet lilleputfodbold sammen back in the days. Sverige og jeg skævede til hinanden – går de kristne nu frit omkring på barer og ligner normale mennesker? Var det en joke? Næh. Kirken. Totalt mainstream. Nu er jeg holdt op med at studse over det. I alle mine klasser kommer der på et eller andet tidspunkt fra de fleste i de mange diskussioner noget i stil med “… the church I grew up in.” Tro er en fælles referenceramme her. Selvfølgelig er der nogen, der udnytter det. Og selvfølgelig er der nogen, der tror på sådan én.

Tro er stort her. Duh. Det er det alle steder. Jeg er jo også fundamentalist – i hvert fald, når det kommer til ikke at tro. Ateisme er min religion. Og jeg ved, at jeg har ret. Som de ved, at de har ret. Og måske skulle jeg prøve at praktisere lidt af det der åbenhed, som – må jeg indrømme – de viser mig.

Men… I ser mig nok ikke snacke på Biblen i den nærmeste fremtid. Der må være grænser.

Apolitisk.com

2 nov

Nu er det ikke fordi jeg ikke har opdaget, at nogen har gang i noget midtvejskrisevalg herovre, vel? Det har jeg. Primært fordi Poul Høi har skrevet sig selv op i det røde felt over det. Sekundært fordi jeg så Jon Stewart underholde både Obama på Comedy Central og masserne på National Mall i Washington. Og det var cirka det. Rungende stilhed præger disse midterm elections mere end noget andet. Vi snakker kun midterms, når vi mener terminsprøver.

Jeg fik gennemtrumfet, at vi her i lejligheden skulle se Obama være den første siddende præsident til at nedværdige sig til at møde mulige, unge vælgere der, hvor de er; foran tv-skærmen på en ikke-ret-seriøs kanal. Snakken, der overdøvede den muntre snak mellem Obama og Stewart kan opsummeres i to tilbagevendende pointer fra sofaen: “God, our president is handsome” og “When is this over, I’m hungry?”.

Senere på ugen, da det blev tid for Stewart og Stephen Colbert at indfinde sig i Washington, var jeg ikke så heldig. Det var lørdag, og lørdag er game day. Universitetets footballhold spillede udekamp, og det betyder åbenbart, at alle fjernsyn i staten er helliget touchdowns og… hvad de nu ellers laver i football. Så jeg streamede The Rally To Restore Sanity and/or Fear alene i et hjørne af lejligheden, der ikke var overdøvet af sportskommentatorer. Men er I klar over, hvor svært det er at opretholde politisk gejst, når man er helt alene om det?

Nogle timer senere spurgte jeg mine bofæller, om de mon skulle stemme til valget. “Hvilket valg?” spurgte den ene. Den anden svarede at ja, hun ville skam gerne stemme. Især efter at have set Obama hos Jon Stewart. I den forbindelse havde hun forstået, at man ikke kan nøjes med at være en god borger hvert fjerde år – man er nødt til at pleje sit tilhørsforhold under de mindre valg også. Forestil jer danskens glæde, da hun viste sig at være Democrat.
Der var bare lige det lille aber-dabei, at hun er registreret som voter der, hvor hendes forældre bor. I den anden ende af staten. For her flytter de færreste officielt adresse, når de tager på college og flytter på kollegium. Og en mange timer lang biltur hjem for at sætte et kryds, det kunne hun altså ikke på en tirsdag, når hun havde eksamen onsdagen efter.

“Men der er vel andre muligheder?” spurgte jeg naivt. Og ja, alle myndige collegestuderende kan selvfølgelig stemme via post. Men myndighed ophæver jo ikke det faktum, at det jo altså er teenagere og andre, der lige er flyttet hjemmefra, vi har med at gøre. Tror I selv, at de fik bestilt de rette papirer og stemmeblanketter i god nok tid og huskede at sende stemmerne inden 29. oktober, når de ikke engang kan holde styr på, hvornår de sidst skiftede sengetøj?
Min lille, uvidenskabelige rundspørge blandt amerikanske Facebookvenner viste, at to ud af tyve havde gjort sig ulejligheden. Resten ærgrede sig ved min påmindelse, trak på skuldrene… og glemte sagen igen.

I am Karoline’s complete lack of surprise

28 okt

Jeg kan forstå, at vi derhjemme går meget højt op i, at

  • bollen er ude af Aarhus (naturligvis en hyldest til mig, byens yndlingsbarn, der skal have nemmere ved at forklare min hjemstavn for amerikanere. Var I da i tvivl om logikken? Jeg finder det yderst passende),
  • at summen af kardemommen dømte Plummer ude (hepper i øvrigt på Ulrik Haagerup til posten – og er så skuffet over, at de ikke alligevel har konstitueret vejrnegeren Maria Hørby som midlertidig generalhund, men en Maria Rørbye… who?),
  • at Ole Sohn er meget, meget rød i det (vidste vi ikke godt det?),
  • at Mary stadig ser godt ud, og
  • at NemID er en skøge.

Dejligt. At man altid ved, hvor man har andedammen. Her går vi mere op i Kim Kardashians nye kæreste end at tænke på at stemme til noget midtvejsvalg. Det er også ret meget som det skal være, kan jeg forstå.

Var det også godt for dig, Oliver B.?

13 okt

Gid onsdag den 13. oktober var lige så stor for Oliver Bjerrehuus, som den var for mig. Havde ikke ventet at rende ind i hans velkendte ansigt midt på hovedgaden i Knoxville, centrum af det kyske, bonderøvede Bibelbælte. Savnede et kort øjeblik Mads & Monopolet, Sidney Lee, Ulven Peter og alle de andre godter fra den moderne, danske kulturarv. Et meget kort øjeblik.