Arkiv | Danmark vs. USA RSS feed for this section

Du ved, du bor i USA, når… (V)

3 okt
  • du spørger en supermarkedansat om vej til grovbrødet og bliver vist hen til en gabende tom hylde klemt inde mellem endeløse rækker chips.

  • tjeneren på vor lokale sportsbar- og restaurant spørger “are you sure want to get that, ma’am? I’ve never seen a woman order that before. It’s more of a… man’s type of meal” og du western-nikker til Ulrika, stiltiende enige om, at dette er en udfordring, ikke en advarsel. USA vs. Skandinavien. Må desværre oplyse, at jeg ikke var mand nok til at være kvinden, der kunne tygge mig igennem hele kødorgiet med ost og kulhydrat tilsat med meget løs hånd. Det var til gengæld Ulrika. Danmark 0-1 Sverige.

  • du beslutter at lave lasagne til dine roommates – from scratch – og de først ikke forstår, hvorfor du dog gider gå gennem alt det besvær, når nu man bare kan købe det færdigt. Dernæst har de svært ved at begribe, hvorfor gulerødderne absolut skulle være økologiske – “the non-organic ones are much bigger and cheaper and they don’t have dirt on them?”. Når du så forsøger at forklare, at jorden på gulerødderne svagt vidner om, at de faktisk har en naturlig oprindelse, i stedet for at være udviklet i et laboratorium, og at den mindre volumen indikerer en gulerods egentlige størrelse, ikke en gulerod kunstigt pustet op af vand og kemikalier, svarer de igen: “but still? Our carrots are still bigger and cheaper!?”
    (Til historien hører dog den overdådige taknemmelighed, der mødte min lasagne, da lejlighedens første hjemmelavede måltid endelig stod på bordet. Ret skal være ret. Selv om de ikke giver meget for økologisk hokus-pokus.)
Reklamer

Latrinær lørdag

25 sep

Nu er det ikke fordi det skal være sådan en klam blog, den her. Men er der nogen, der mindes de amerikanske toiletter? Nej? Tillad mig at genopfriske så –>

Som vi kan se i kummen ligger vandstanden konstant på det, vi danskere vil kalde et relativt højt niveau. Ingen ved helt hvorfor det skal ligge så højt, men det minder lidt om et slags bidet. ‘Mmm, bidet’, tænker nogle nostalgisk nu – men hvad sker der, når det lykkes underboen at lægge en arm så tyk i sit toilet, at hele den fælles faldstamme blokeres (okay, er tydeligvis ikke inde i toiletlingo, men work with me)? That’s right. Oversvømmelse. Som måske ikke ville være blevet en totaloplevelse på hele badeværelset, hele entréen og de tilstødende kontorpladser, hvis amerikanerne nu bare fra begyndelsen havde holdt sig danske vandstandsstandarder. Deres timing kan man nu ikke udsætte noget på – den kedelige oversvømmelse foregik selvfølgelig i den sjældenhed, der er dansker-alene-hjemme. (!/&%#!)

Da jeg havde smidt fire (nyvaskede) håndklæder og to køkkenruller efter det sejlivede problem, bankede det sløvt på døren. Det var vores blodfattige receptionist, der ville vide, om jeg også havde problemer med toilettet, for det havde nogle af de andre lejligheder i lige linje over og under min altså.

– Problemer, ha!, fnøs jeg rasende og viste ham ind til cirkusset.

Han overlod al entusiastisk raseri til mig, gloede uimponeret på pølen og sagde, at jeg bare kunne fortsætte renseriet. Nu havde han lissom taget bestik af situationen og kunne tilkalde pedellerne.

Jeg forklarede, at jeg allerede havde opbrugt alt for meget papir, og at jeg altså var udvekslingsstuderende uden bil, så jeg kunne altså ikke bare skride i Walmart hver gang andre lavede oversvømmelse og dermed tvang mig ud i at tørlægge mit liv for midler til absorption, og det var altså også skidedyrt at vaske de håndklæder igen og igen, og desuden var alt det papirforbrug også pissedårligt for miljøet. Han forstod ikke, hvor jeg ville hen med min frustrerede klagesang (hvilket jeg slet ikke forstår), så jeg måtte sukke højlydt og spørge direkte:

– Do. You. Have. A. Mop. Downstairs. Or. Something. Else. I. Can. Borrow?

– Yeah. We have mops in the basement?, hvorefter han forlod min lejlighed. Jeg besluttede mig for at luske efter.

I kælderen udleverede han mig en human-size moppe, som jeg var for opkørt til at tage i nærmere øjesyn – men i den tætpakkede elevator på vej op på 8. kunne jeg godt på de andres blikke fornemme, at noget var galt. Så jeg tog en dyb indånding og opdagede, at moppen enten gemte på forrådnelse eller et… lig. I hvert fald en lugt ude af denne verden.

Endnu mere rasende bar jeg kalorius ned igen, overrakte receptionisten den og sagde, at man ikke kunne gøre rent med et så beskidt våben, og om det ærligt talt var sådan én, de gjorde fællesarealerne rent med heromkring? Receptionist gloede tungnemt på mig, og jeg måtte igen bøje det i neon:

– This. Mop. Is. Not. Clean. It. Smells. Baaad. Maybe. You. Should. Clean. It?

– Whatever, var hans simple svar, men hans blik var noget mere belærende – “Dude. It’s a mop. It’s, like, clean by definition” – da han plantede den i et klamt hjørne til yderligere forrådnelse.

Tre køkkenruller senere var min lejlighed ren igen. Og så var det, at rå fisk, risengrød og tang virkede som den mest fristende debriefing efter denne traumatiserende lørdag. The Sushi Cure. Men kommer det bag på nogen, at makirullerne først var fedtet ind i cream cheese og derefter… friturestegt? (No. Really. Og det var nærmest blasfemi)

Debriefet blev jeg nu alligevel. For gæt, hvad min fortune cookie fortalte mig? At mit “deepest wish will come true”. Så det glæder jeg mig til.

Godmorgen søndag. Hvorend du er.

Om Mad Mens faktiske seerstatistik

22 sep

Mads Kastrup har lige begået en glimrende stil om den dødpopulære tv-serie Mad Men. Havde jeg haft et skæg, havde jeg masseret det intellektuelt og klukket veltilfreds over sætninger som “… Havde vi virkelig en markant tilbagelængsel efter at se kvinden i høje hæle og ærmeløs kjole i et 60’er køkken, mens manden kommer hjem og ryger børnene ind i hovedet, ville Kim Larsen være The Hippest Man in Town”. I stedet fik det mig bare til at tænke på sidste uges lektion i Creative Writing:

Professor: So, y’all watch Mad Men, right?

Stilhed. Udover en insisterende vingesuselyd fra en artig danskers ivrige hovednik, der sad ovre på flanken og endelig opdagede et område af amerikansk populærkultur, hvor hun kunne være med. Professoren bemærkede uden tvivl mit tavse forsøg på stræberi, men ignorerede det.

Professor: What? No one?

Stadig stilhed. Mit nik accelererede til 170 bpm og savlet stod næsten om hovedet på mig. Se dog mig! Hør mig i Mad Men! Ingen reaktion.

Professor: A show of hands, class. How many of you have watched at least one episode of Mad Men?

Et stadig statisk trist klasselokale. Hvis ikke det var for den danske hånd, der strøg i vejret som en anden Jack in the Box. Professoren så det, men kiggede på den resterende klasse. Nogle af de godt 30 elever gloede på hinanden. Mad Men?, syntes de at mime. Andre prøvede at se vidende ud og lade professoren tro, at de skam kendte til Mad Men, men at de lissom var above it. Det var løgn, og professoren vidste det. Ingen kendte et klap til de supposed så populære Cooper Sterling, Draper og hans frustrerede Betty, røde Joan eller resten af de så begavet karikerede 60’er-typer. De havde aldrig hørt om det. Og jeg kom til at tænke på, at jeg måske ikke skulle have grinet så hånligt, da en fyr på en bar i weekenden sagde “Who? Don the Raper?”, da jeg mente, at hans ven lignede Don Draper.

Professor (mest henvendt til sig selv): Great. The writing professor from Poland and the Danish exchange student. There’s a college viewer statistic that might interest the people behind that show…

I ❤ Skype

19 sep

Nogle gange kan to travle damer ikke finde ud af at booke hinandens tid til en Skype-date. Fordi der altid lige er noget andet, man skal. Selv om *intet* i virkeligheden er vigtigere, vel. Og andre gange sker det, at man begge er online på helt samme tid og har tid til røverhistorier og Roskildeminder og update om nattelivene i København og Knoxville og fælles tømmermænd (på trods af seks timers tidsforskel!) og skaberier i 40 minutter, inden man skal videre og passe alt det andet liv. Tak til Rejen, der tog i byen og efterlod sin Mac og sin kone derhjemme. Like.

Jeg ved godt, at det ligner, at jeg gaber. I virkeligheden er jeg midt i et “OH MY GOD!”. Den rødlakerede er midt i et “D’OH!”

Den grimme sandhed om Ariel

16 sep

Dagens lovede bitterfisseindslag er desværre aflyst. Jeg troede, at nogen havde været rigtigt lede mod mig for selv at få bedre karakterer, men det viste sig, at det havde de ikke alligevel. Godnat og sov godt.

Til gengæld får I noget andet. En situation, hvor jeg ikke er helt sikker på, at jeg gjorde det rigtige. Døm selv. Scenen er det dunkle Hogdes Library, hvor jeg læser mange af mine lektier. Således også denne mørke aften, hvor jeg sad begravet i Kate Chopin.

Fremmed library girl, uopfordret: – The Awakening! Wow, interesting book. Do you like it?
Mig, befippet: – Pardon?
Library girl: – You’re in my religion studies class. Hi. I noticed you’re not American. Just wondering what you thought of the book. Is it for class or just fun?
Mig: – Oh! Hi! It’s for my lit class. And I’ve actually read it before. In a Danish translation. But I like it. Interesting read, the original.
LG: – You’ve read it before! Cool! You read American books in Denmark?
K: – Well, we read a lot of different books…
LG: – Really!
K: – Urhm, yeah. A lot of Danish stuff, too. We have a lot of Danish authors, so…
LG: – Really!
K: – Yeah, like… urhm… Karen Blixen?

It was a long shot, I know. Men vi stod for fanden i et bibliotek. Jeg stirrede durk ind i tabula rasa.

K: – H. C… Anderson?
LG: – …?
K: – You know… The Little Mermaid?
LG: – …?
K: – The story the Disney movie is based on?
LG: – Oh. Somebody wrote it like after? Like why?
K: – No, before. It was a short story first, for many years, then Disney, uhm, interpreted the idea.
LG: – Oh! Cool! It’s like my favorite!
K: – Well. You know… in the original… she actually dies…
LG: – …?
K: – Yeah. At 15. She falls in love with the prince when she visits his people for her birthday. And she saves his life. But he doesn’t love her back though he’s fond of her and all. So he marries some other princess, his true love.
LG: – …!?
K: – And then the mermaid’s sisters make this deal with the ocean monster, you know, Ursula?, that if the mermaid kills the prince, she can return to the ocean as a mermaid. If not, she will die…
LG: – … s-
K: – … but she loves the prince so much that she’d rather see him happy and give up her 300 years of mermaid life. So she chooses to turn into foam. Like, death, you know.
LG: – … S-s-stop!
K: – Oh. Sorry.
LG: – …
K: – You know. Some people say that it’s a happy ending. That she chooses an eternal, spiritual life and to save her soul – that a life with that prince would not be a happy life.
LG: – Stop it. I really don’t care. That’s feminist… bullshit.
K: – You should really read the original.
LG: – …

Good flu // bad flu

13 sep

Nedtur ved at være syg i staterne

  • At Dr. Phil er så passé i sin egen hjemegn, at han slet ikke findes på formiddagssendefladen mere. TV 3, how I miss you.
  • At man i hvert fag har omkring 70 klassekammerater, fordi de er meget glade for forelæsningsformen herovre og ikke så store fans af spontan networking. Hvilket betyder, at man i praksis kun kender sig selv i skolesammenhæng. Ingen sidemand, man liiige kan facebooke og spørge om noter og “what did I miss”.
  • At man, grundet ovenstående, kæmper sig til undervisning alligevel for ikke at komme bagud. Med snot og støn stående fra alle åbninger. Undskyld, men sådan føles det altså.
  • Det totale fravær af mors influenzamikstur (to dele kodimagnyl til to dele Ipren. I mange dele om dagen. Aspirin er ikke det samme, fat det så), god te og billig honning. Smager som om nogen har udviklet tesmagen kaffegræs-med-et-twist-af-karklud.

Optur ved at være syg i staterne

  • WAL-FLU. Jeg har denne flydende lykke mistænkt for at være hestebedøvelse, men jeg er altså temmelig ligeglad, for jeg er lukket ud på de semi-evige søvnmarker af et enkelt slurk af denne liquid pain reliever, som aldrig bliver tilladt i EU.
  • Endeløse onlinemængder af Matthew Fox og Josh Holloway og de andre fra LOST. Bare ærgerligt, at man er for knocked out på WAL-FLU til at følge med i andet plot end øde ø + lækre mænd + creepy underlægningsmusik.
  • Den amerikanske automatreaktion: at så skal jeg da til læge? Man fristes kort til at give dem ret, hoste lidt mere eftertrykkeligt og dåne lidt, for ja, man er vist i en svært kritisk tilstand… Måske er det SARS!? Men altså. Er vi enige om, at lægen siger, at jeg har brug for søvn, masser af vand og dårligt tv? Godt så. Så bliver jeg lige her i stedet.
  • Højskolestemningen i den internationale lejr, som næsten vejer op for, at ingen danskere har sendt pylresms’er endnu. Der kan i øvrigt godt pylres via Skype og mail. Mor.

Er dog smigret over, at nogen troede, at jeg kom fra politiet

5 sep

Han vendte og drejede mit kørekort. Og så sagde han det. Kraftedeme.

– Ma’am, I’m sorry. I can’t accept this.
– My drivers license? What’s wrong? The date is right there. There. September 20th nineteen-eighty-four. Four.
– But it could be fake.
– Fake? What? The European Union flag is right there?
– The Europ-…? Ma’am, I really am sorry, I can tell that you’re not underage, but… don’t you have your passport with you?
– No, I didn’t bring my passport. I’m trying to buy two cans of Heineken, so I didn’t bring my passport. That would be stupid.
– Then I’m sorry. We’re just… we can’t. Because in theory you could be a cop.

Han hviskede de tre sidste ord. Som om de var farlige.

– A whut?
– A cop. Undercover. Trying to see how easy it is to buy alcohol with fake foreign id. Taking advantage of the fact that we don’t know how other id cards look.
– Oh. That’s… that makes sense. I guess. But… I’m not a cop. I can speak Danish for you. Nu taler jeg dansk. Sådan her taler man dansk. Det er der ikke mange politimænd herovre, der ville kunne, vel, lalala, dansk. See? I can even repeat that for you so you know I’m not faking?
– …?
– … sorry. For that.


Jeg rømmede mig. Og anede ikke, hvori hverken argumentationen med EU-flaget eller min danske tale havde hjemmel. Vidste heller ikke hvad mit næste træk var. Kun, at jeg ville vinde det her, hvad end det var. Så jeg indledte en længere stirrepause. Hvor jeg dels pustede mig op som en 25-årig voksen, dels prøvede at se casual nok ud til, at jeg ikke lignede nogen som helst ovre fra ordensmagten. Det virkede. Selv om der gik lang tid. Uhyggeligt lang tid, inden han sagde:

– Whatever. Alright. I’m feeling Christian today. You can have them.


Jeg skulle lige til at bemærke, at en sand kristen næppe ville sælge mig Heineken, men hvorfor udfordre mit held. I stedet betalte jeg, takkede den kristne og lod de medbragte amerikanere føre mig og de andre udvekslingsstuderende ud i en gyde, hvor vi bundede vores øl fra brune poser. Sked højt og flot på USAs politik om ‘ingen åbne alkoholiske drikke in public’ – og for sammen, når vi troede, vi så en politibil. Og på vej på bar tog jeg et langt drag af aftenluften og kunne mærke, at det var næsten som at være tilbage i 1999 i Beder eller Mårslet, på vej til klubfest og gemte øl i busken. Med Buffalo-støvlerne spændt, den hvide eyeliner penslet på og Dready-sweatshirten strøget. Ah ja. Hvilket sandt privilegium at være lige dér i fortiden.