Arkiv | kulturchokeret RSS feed for this section

Church people need to grow a sense of humor

10 dec

Forleden kom jeg til at grine højt og hånligt, da jeg sammen med mine bofæller på et juleudsalg passerede et julekrus, der lignede det her:


Jeg fnysespurgte mellem latteren, hvem der dog var så dum at smide penge efter et sæsonbetinget krus med et så hjernedødt rim på. Om det kunne være andet end en hadegave?

Big mistake. Big. Huge.

De to unge damer, der har været meget large med Kætteren her, gloede belærende på mig, og den ene sagde: “You know. Denmark. Jesus is the reason for this season. Let’s not forget that, okay?”

… hmkay så.

Reklamer

Hvad jeg formentlig ikke når i Tennessee

5 dec
  • At drikke dus på Jack Daniel’s-destilleriet. Landsforræderi.
  • At besøge Dollywood. Højforræderi!
  • At besøge Graceland. Til mit forsvar skal det dog siges, at vi kørte ned ad Elvis Presley Boulevard, så skiltet og Lisa Marie-flyet, stak hovedet indenfor i en souvenirshop… og drønede videre til Martin Luther King-museet. En på alle måder vildere oplevelse, er jeg sikker på.
  • At snave med anføreren for rugbyholdet, som jeg indtil i mandags havde Gender Studies sammen med. Han er godt nok ellers… dygtig. (Og pæn).
  • At blive arresteret og at få læst mine rettigheder op, selv om min ansvarligste veninde ellers sagde, at det hører ethvert lærerigt udvekslingsophold til.
  • At spise Mississippi mudpie med marshmallows, en sydlig “fristelse”. Har heller ikke prøvet døgnstegt svin… men har til gengæld smagt både grits, gravy, gumbo, peanutbutter pie og peanutbutter-jelly sandwich. Og peanutbutter-banana-sandwich. Og alt for meget andet.
  • At forstå det smarte i at stryge sit tøj med et glattejern. Omend det er en meget stor dille på disse kanter.

Hvad jeg ikke vil savne ved USA

24 nov

Det er blevet tid til opsamling. Wrap-up. Fordi det snart er slut, og fordi mit ego er herrestort.

(kvikke læsere fra Berlingskes onlineredaktion vil formentlig bemærke, om ikke det nu var tid til en klikmaskine. En sideinddelt artikel med tilnavnet ‘en klikker’. Men dels rækker WordPress ikke så langt, dels giver vi her på bloggen vores indhold bort gratis.)

Nå. Part One. Hvad jeg ikke vil savne ved USA:

3: Postevand med klorinsmag.
Mest fordi også isterningerne så smager af klor.

2: Amerikanernes angst for begrebet ‘hygge’.

  • For det første har vi neonbelysningen. Over-skide-alt. I Danmark synes det begrænset til de offentlige institutioner, der endnu ikke er arkitektstuderendetegnet; herovre hænger lysstofrørene og det kolde, skarpe lys fra uafskærmede elpærer højt på restauranter, i klasselokalerne og i alle folks hjem. Næææh, hvor hyggeligt. Undskyld, men det virker sgu så… fattigt.
  • For det andet har vi tv-kulturen. Og her jeg ikke tænkt mig at hate på Jersey Shore, The Kardashians eller Teen Mom (for det er spitze tv)… Men jeg er træt af, at man ikke kan slippe for at se tv. Fjernsyn har overtaget nationen! Enhver bar eller restaurant har mindst fire af slagsen – sportsbarerne har et bånd af fjernsyn klistret til væggen, hele vejen rundt i lokalet. Der er aldrig lyd på dem, og engang spurgte Svensken om ikke hun måtte skrue op for en ishockeykamp. Så kiggede tjeneren formynderisk på hende og sagde, at det skulle han søreme lige spørge sin chef om. Altså?
  • For det tredje har vi air-con. Altså overalt. Og det er ikke så meget kulden, som jeg godt kan forstå de afsvedne sydstatsbeboere drages mod. Det er larmen. Mnøøøøhmnnnnn, u-an-set hvor jeg befinder mig.
  • For det fjerde har vi plastik-service. Overalt. Nuff said.
  • For det femte har vi længden på måltiderne (og her taler vi om at gå ud, da størstedelen af collegestuderende synes at leve af mikrobølgemad, hvilket i min bog ikke tæller som måltider). Hvad er der blevet af at dvæle over en lækker middag, nyde et glas vin efter middagen, tygge af munden og lade op inden den lange dessertbeslutningsproces: kage eller ost? Og er det for sent til kaffe? Hm. Når tilbuddet om dessert ankommer under middagen er det svært ikke at afslå, og når regningen kommer, mens de sidste bidder kastes indenbords, er det som om det forventes, at servietten smides på tallerknen. Kan man så skrubbe af. Hvorfor også sidde der og blomstre i kulden? Med plastikbestik under neonlys og tv-skærme?

1. Smalltalk
Prøv å hør. Jeg ved godt, at de bare er høflige. Men jeg synes altså, at det klinger mere hult end næstekærligt, når alle afæsker alle svar på “How are you?”. Det er jo ikke fordi kantinedamen eller klassekammeratens ekskæreste, som jeg tilfældigvis møder på gaden, faktisk er interesserede i, hvordan jeg går og har det. Hvad er der nu i vejen med et simpelt “hey”? Neutralt. Koncist. Dansk.

Apolitisk.com

2 nov

Nu er det ikke fordi jeg ikke har opdaget, at nogen har gang i noget midtvejskrisevalg herovre, vel? Det har jeg. Primært fordi Poul Høi har skrevet sig selv op i det røde felt over det. Sekundært fordi jeg så Jon Stewart underholde både Obama på Comedy Central og masserne på National Mall i Washington. Og det var cirka det. Rungende stilhed præger disse midterm elections mere end noget andet. Vi snakker kun midterms, når vi mener terminsprøver.

Jeg fik gennemtrumfet, at vi her i lejligheden skulle se Obama være den første siddende præsident til at nedværdige sig til at møde mulige, unge vælgere der, hvor de er; foran tv-skærmen på en ikke-ret-seriøs kanal. Snakken, der overdøvede den muntre snak mellem Obama og Stewart kan opsummeres i to tilbagevendende pointer fra sofaen: “God, our president is handsome” og “When is this over, I’m hungry?”.

Senere på ugen, da det blev tid for Stewart og Stephen Colbert at indfinde sig i Washington, var jeg ikke så heldig. Det var lørdag, og lørdag er game day. Universitetets footballhold spillede udekamp, og det betyder åbenbart, at alle fjernsyn i staten er helliget touchdowns og… hvad de nu ellers laver i football. Så jeg streamede The Rally To Restore Sanity and/or Fear alene i et hjørne af lejligheden, der ikke var overdøvet af sportskommentatorer. Men er I klar over, hvor svært det er at opretholde politisk gejst, når man er helt alene om det?

Nogle timer senere spurgte jeg mine bofæller, om de mon skulle stemme til valget. “Hvilket valg?” spurgte den ene. Den anden svarede at ja, hun ville skam gerne stemme. Især efter at have set Obama hos Jon Stewart. I den forbindelse havde hun forstået, at man ikke kan nøjes med at være en god borger hvert fjerde år – man er nødt til at pleje sit tilhørsforhold under de mindre valg også. Forestil jer danskens glæde, da hun viste sig at være Democrat.
Der var bare lige det lille aber-dabei, at hun er registreret som voter der, hvor hendes forældre bor. I den anden ende af staten. For her flytter de færreste officielt adresse, når de tager på college og flytter på kollegium. Og en mange timer lang biltur hjem for at sætte et kryds, det kunne hun altså ikke på en tirsdag, når hun havde eksamen onsdagen efter.

“Men der er vel andre muligheder?” spurgte jeg naivt. Og ja, alle myndige collegestuderende kan selvfølgelig stemme via post. Men myndighed ophæver jo ikke det faktum, at det jo altså er teenagere og andre, der lige er flyttet hjemmefra, vi har med at gøre. Tror I selv, at de fik bestilt de rette papirer og stemmeblanketter i god nok tid og huskede at sende stemmerne inden 29. oktober, når de ikke engang kan holde styr på, hvornår de sidst skiftede sengetøj?
Min lille, uvidenskabelige rundspørge blandt amerikanske Facebookvenner viste, at to ud af tyve havde gjort sig ulejligheden. Resten ærgrede sig ved min påmindelse, trak på skuldrene… og glemte sagen igen.

Mindreårsdruk & team spirit

31 okt

Det er ikke altid lige let at være collegestuderende i USA. 21-årsgrænsen gør de fleste unge liderlige efter sprittede drikke – men hvad så egentlig med dem, der slet ikke har lyst til at drikke sig fulde? Som mere får lyst til at klæde sig ud i uklædelige græskarkostumer og spise karameller og gå i barndomstrance på sukkerchok, når det bliver oktober og tid til verdens mest gyselige højtid, Halloween? Well. Den unge dame her lyttede til sine venner og sin kæreste. Som formanede, at Halloween altså betyder masser af bar hud, promiller og forbudte fester. And what’s a girl to do, så? En dyb indånding og så dette:

Med en uncanny blanding af appelsinjuice og blåbærsvodka. Se, husker vi ikke allesammen det Pisang Ambon-fjæs fra de opdullede ’90ere, hvor vi gjorde os klar til de officielt alkoholfri fester i ungdomsklubben?

Hun tog en for holdet, fik hun at vide…… og jeg tænkte, at det må være rart at have så fine venner – som den frække sygeplejerske og den frække politidame her – som kan støtte en på de første, spæde Bambiskridt ud i voksenlivet. Og voksen-Halloween.

(den unge dame kom i øvrigt sikkert hjem i seng. Og hun har i øvrigt sagt god for disse billeder på denne blog – hvis nogen tænkte over dét…)

Hjælp! Kalorierne fandt mig!

29 okt

Bloggen er visnet. Og ved I hvorfor? Fordi dens forfatter er visnet. Har hængt med mulen i nogle dage, og nu har jeg endelig leget detektiv i egen tilværelse og har fundet ud af whodunnit. Sukker og transfedt did it. En regulær saga ind i selvransagelsen, I tell’ya.

Det hele begyndte, da jeg opdagede, at Starbucks‘ cappuccino smager meget bedre end Starbucks’ almindelige kaffe (duh), hvorefter sødt mælkeskum med kaffesmag blev min primære koffeinkilde. Så kom jeg til at rette mig efter nogle fjolser, der sagde, at i Guds eget land er det altså blasfemi at drikke sukkerfri Diet Coke, når man kan drikke almindelig cola. Hm. See where this is going sukkermæssigt?
Så mødte jeg Sara Monberg, dansk landsholdsgolfspiller på fuldt scholarship i Tennessee og – vigtigere – min hidtil største lasagnefan. Hun introducerede mig for cheesedip. En klæg, himmelsk blanding af konserveringsmidler, sukker, mayonnaise og ostearomastoffer, som lige skal have et halvt minut i mikrobølgeovnen og så hældes ud over chips. Æhm. Det er et måltid i sig selv. Og det er vanedannende. Ligesom de friturestegte minipizzaer, som min eksamensmakker, Amy, præsenterede mig for, er.

Herefter kunne selvrespekten ligge på et lille sted. Og en syrlig (og meget sukkerafhængig) stemme bagest i hovedet sagde, at man altså ikke kan lege seriøs turist på fremmed kontinent, hvis ikke man tager et hovedspring ud i landets kulinariske tilbud. Så det gjorde vi så. Og blev glad for mikrobølgeretter. Både dem fra Lean Cuisine og dem fra… Dr Oetker (meget amerikansk). Og så opdagede jeg French Twirls, en lille sukkerrulle af butterdej med flødeskumscreme i midten. Og Snickers-is. Og Hot Pockets. Og pludselig kunne jeg ikke længere se mening i at kaste flere dollars efter friske grøntsager i supermarkedet, når nu man kunne få dem serveret på iHop. I en burger. Med mayonnaise på. Og sukker i milkshaken ved siden af.

Ved I godt, hvad der sker, når en, der ellers har en underudviklet smag for sukker, pludselig kårer sig selv som Årets Sukkergris? Man bliver træt. Og så bliver man trist. Og så opdager man den sære følelse af at være meget mæt og meget sulten på samme tid. Og mens man sidder og funderer over, hvordan man kan få sit næste fix uden samtidig at virke alt for sørgelig på bofællerne, banker det på døren. Og ind træder naboen med en gave. Verdens fineste, hjemmelavede kæmpe-kreation af silkepapir og dødningehovedet og… en milliard små slikposer. Fordi det er Halloween, en weekend der er lavet af sukker. Suk. Se hende lige, Amaris, som hun sidder der og godter sig over al den klistrede lykke, vi skal hælde i os.

Det stopper lige her, mit forhold til amerikansk madkultur. Det var en kort, ligegyldig affære. Men hvis nu det tragiske sker, at sukkeret vinder over mig, så vil jeg bare lige sige, at der er patvrider til den, der griner af tyksakken i cowboyhatten, når jeg gæster Kastrup i december.


Disclaimer – denne blogpost er skrevet i et episk anfald af PMS, hvor hadet til verden og selvet er stort. Tag det ikke seriøst.

Mere Amaris, tak

11 okt

Et sted uden for Versailles, Kentucky, passerede vi en åben og meget skinnende prægtighed af en rød Ford Mustang. Det midaldrende par i slæden havde – og dette er en nøgtern vurdering – ikke stået forrest i køen, da der blev uddelt looks. Han, tyrenakket og forstoppet i en pink poloshirt. Hun, dårlige tænder og hårsprayet pandehår trukket ud over en noget vigende hårgrænse.

Og netop som jeg fra vores udlejnings-Honda skulle til at mumle tørt, henvendt til de øvrige passagerer – en flok fromme baptister, der havde inviteret mig med på road trip til Chicago – at ‘why do ugly people assume that cool cars make them look cooler?’, kom jeg til at tænke på Amaris, min kunststuderende kollegienabo hjemme i Knoxville, og hendes indstilling til omtale af fremmede. Første gang jeg mødte Amaris, sagde hun, at min blå kjole var ‘cute’. Anden gang, vi mødtes i kantinen, roste hun mine polkaprikkede solbriller. Tredje gang fulgtes vi i skole – og Amaris roste detaljer hos næsten hver eneste fremmede, vi passerede. Amaris med væg-til-væg-smilet har altid komplimenter parat.

I sidste uge – og det var denne eftermiddag jeg huskede på et sted i Kentucky – lå vi på et tæppe i den dovne oktobersol over amfiteatret og røg vandpipe. Hun afbrød jævnligt vores samtale for at råbe til fremmede, at hun kunne lide dette og hint ved deres udseende, og halvvejs gennem tobakken var jeg nødt til at opdrage. Sige det åbenlyse til hende. At man altså ikke kan give så mange komplimenter; det udvander konceptet. Man skal mene dem.

Amaris grinede. Havde hørt det før. Og havde forsvaret parat.

– Jeg mener dem! Hver og én. Men jeg har den regel, at hvis jeg tænker noget pænt om nogen, så siger jeg det til dem, hvis jeg kan. Så du den gothpige med det fedtede hår? Hvor sur hun så ud? Og hvor meget hun lyste op, da jeg sagde, at hendes snørrebånd var seje? Den forvandling er energi for mig! Og jeg tager gerne med, at mine venner synes, at jeg er irriterende. De skælder mig tit ud. Siger, at jeg virker overfladisk. Jeg er lidt ligeglad. For jeg er ikke overfladisk. Jeg kan bare godt lide de smil.

Så jeg lod hende fortsætte. Ikke fordi det ikke var en larmende klæg kliché at huske at rose – for det er det. Men fordi Amaris er den første, jeg har mødt, som så konsekvent arbejder på at sprede lidt hverdagslykke. Derfor holdt jeg min kæft til sognebørnene i bilen i Kentucky. Fordi jeg godt snart må lære, at man ikke behøver altid at være sjov på de uheldiges bekostning. Man kan også prøve at være… sød.