Arkiv | Land of the free RSS feed for this section

Apolitisk.com

2 nov

Nu er det ikke fordi jeg ikke har opdaget, at nogen har gang i noget midtvejskrisevalg herovre, vel? Det har jeg. Primært fordi Poul Høi har skrevet sig selv op i det røde felt over det. Sekundært fordi jeg så Jon Stewart underholde både Obama på Comedy Central og masserne på National Mall i Washington. Og det var cirka det. Rungende stilhed præger disse midterm elections mere end noget andet. Vi snakker kun midterms, når vi mener terminsprøver.

Jeg fik gennemtrumfet, at vi her i lejligheden skulle se Obama være den første siddende præsident til at nedværdige sig til at møde mulige, unge vælgere der, hvor de er; foran tv-skærmen på en ikke-ret-seriøs kanal. Snakken, der overdøvede den muntre snak mellem Obama og Stewart kan opsummeres i to tilbagevendende pointer fra sofaen: “God, our president is handsome” og “When is this over, I’m hungry?”.

Senere på ugen, da det blev tid for Stewart og Stephen Colbert at indfinde sig i Washington, var jeg ikke så heldig. Det var lørdag, og lørdag er game day. Universitetets footballhold spillede udekamp, og det betyder åbenbart, at alle fjernsyn i staten er helliget touchdowns og… hvad de nu ellers laver i football. Så jeg streamede The Rally To Restore Sanity and/or Fear alene i et hjørne af lejligheden, der ikke var overdøvet af sportskommentatorer. Men er I klar over, hvor svært det er at opretholde politisk gejst, når man er helt alene om det?

Nogle timer senere spurgte jeg mine bofæller, om de mon skulle stemme til valget. “Hvilket valg?” spurgte den ene. Den anden svarede at ja, hun ville skam gerne stemme. Især efter at have set Obama hos Jon Stewart. I den forbindelse havde hun forstået, at man ikke kan nøjes med at være en god borger hvert fjerde år – man er nødt til at pleje sit tilhørsforhold under de mindre valg også. Forestil jer danskens glæde, da hun viste sig at være Democrat.
Der var bare lige det lille aber-dabei, at hun er registreret som voter der, hvor hendes forældre bor. I den anden ende af staten. For her flytter de færreste officielt adresse, når de tager på college og flytter på kollegium. Og en mange timer lang biltur hjem for at sætte et kryds, det kunne hun altså ikke på en tirsdag, når hun havde eksamen onsdagen efter.

“Men der er vel andre muligheder?” spurgte jeg naivt. Og ja, alle myndige collegestuderende kan selvfølgelig stemme via post. Men myndighed ophæver jo ikke det faktum, at det jo altså er teenagere og andre, der lige er flyttet hjemmefra, vi har med at gøre. Tror I selv, at de fik bestilt de rette papirer og stemmeblanketter i god nok tid og huskede at sende stemmerne inden 29. oktober, når de ikke engang kan holde styr på, hvornår de sidst skiftede sengetøj?
Min lille, uvidenskabelige rundspørge blandt amerikanske Facebookvenner viste, at to ud af tyve havde gjort sig ulejligheden. Resten ærgrede sig ved min påmindelse, trak på skuldrene… og glemte sagen igen.

Reklamer

Jingle Bells! I håner mig!

1 okt

Forleden mødtes jeg med min far på Skype. Han synes, at der er lige vel mange, quote, ‘porno-gnomer og lokummer‘ på min blog.

Jeg tog det ikke som en kritik som sådan, da mit ophav vittighedsmæssigt selv er meget latrinært indstillet, men dog som en faderlig opfordring til et mere sobert niveau. Og nuvel. Det kan jeg snildt klare. Jeg kan nemlig sagtens oplyse jer ganske børnevenligt og samtidig garantere kvalme:

I USA er det nemlig blevet jul. Og det er det sikkert også allerede blevet i Illum og Magasin (eller hur?), men for sulan altså… herovre render vi stadig rundt i shorts og husker på at drikke vand nok og fedter os ind i faktorer og springer i poolen, når vi kan. Er det virkelig nødvendigt at finde nisserne frem det sekund klokken slår oktober!?

Morer mig til gengæld lidt over, at butikken her – JC Penney – ikke kunne finde ud af hvilken højtid den skulle gå i dekorationsspagat over. Den rød/grønne jul eller sort/orange Halloween, der kun er en måned væk? Løsning? En lækker blanding. Glæder mig lidt over, at novembers Thanksgiving med sin farveneutralitet nok ikke kommer til at forstyrre så meget – tænk hvis det var lyserøde Valentine’s Day.

Man undres. Over, hvem der vinder ved at tilsætte højtiderne Ecstasy. Hvert eneste skide år. Jeg kan næppe være den eneste, der går i købestop ved synet.

Se selv. Jeg *kan* godt være sød.

15 sep

Jeg er i mailkorrespondance med nogle af jer. Og i dem skriver jeg ofte, at jeg har det ‘fremragende’. Og nu er folk begyndt at bemærke det, jeg godt selv kan se: at ‘fremragende’ ikke just er det indtryk man får efter at have læst bloggen. Sarkastisk, mavesur og ond-men-sjov er nogle af de andre ord, der i stedet beskriver mine skriveevner.
Det er ikke desto mindre sandheden, det med fremragende. Jeg har det godt. Rætti godt. Så derfor må bloggen jo være vredet skævt på. Og det udløser en Top Tre Over Ting Der Ikke Kan Vinkles Ondt På:

1) Melrose Hall. De musikstuderendes midlertidige hjem, mens det helt store musikhus opføres. Her hænger vinduerne skævt, malingen skaller af og de sprukne trædele mellem murstenene ligner noget, der braser sammen i morgen. Men det bidrager kun til stemningen. For vinduerne står altid åbne og ud fra dem flyder tonerne fra al den øvelse, der foregår derinde. Opera, saxofon, klaver, trompet, violin. Ingen af dem spiller den samme melodi eller i samme takt. Men sammen danner lydtæppet den fineste, uhyggeligste symfoni af spøgelsespolka… som i dagslys bare er lidt nuttet. Lidt Casper the Friendly Ghost-agtigt. Jeg sætter mig tit på muren foran for at læse.

2) Barerne Cool Beans og Sassy Ann’s og bogcaféen The Golden Roast. Jeg sværger, at disse tre steder bliver mine Sam’s Barer inden jeg tager hjem. They will know my name. Her kommer folk i alle aldre. Grimme folk. Smarte folk. Lækre folk. Tykke folk. Businessfolk. Beskidte folk. Udklædte folk. Uddannede og uuddannede og udannede folk. Sportsidioter. Poesiklicheer. Det hele er så uprætentiøst, at man aldrig vil hjem.

3) Kelsey. Har jeg fortalt jer om Kelsey, min amerikanske buddy? Hun og jeg er med i UTs internationale buddy program, hvor en amerikaner, der selv har været på udveksling, parres med en som mig, som skal have en slags voksen ved sin side. Kelsey gik på DJH i forårssemestret. Samtidig med mig! Tilbage i Århus talte vi naturligvis ikke sammen, for det ville være social suicide for en 7. sem’er som mig at befriende en international studerende som Kelsey… men jeg ville nu alligevel ønske, at jeg havde opdaget hende før nu. For hun er simpelthen verdens sjoveste, skarpeste og sødeste buddy. Og så er hun typen, der, når jeg er syg og klynker løs på Facebook, svarer “I’ll send over a chicken to sacrifice, a bottle of Jack Daniel’s, and my grandmother. It’s the Tennessee way.”

Don’t worry, Bælla. Jeg er ikke blevet helt klæg og ækel. Jeg varmer bare op til verdens sureste blogindlæg i morgen.

Ugen der gak

7 sep

Onsdag tog jeg bussen ud til vores butikscenter og råbte meget turistbegejstret til chaufføren “I’m going to the mall!” Ingen ved hvorfor, og sætningen blev lissom hængende ubehageligt længe i luften, mens chaufføren mønstrede et stoneface og sagde: “Congratulations. It’ll be a-buck-fifty”.

Torsdag prøvede jeg at befriende et par sorority søstre for at kunne blogge om deres afblegede holdninger og intrigante fællesskab. Det gik selvfølgelig ikke. Pigerne var (desværre) bare flinke. Og høfligt interesserede i Danmark. Og pænt friserede. Og lidt ligegyldige.

Fredag opdagede jeg en rottesized kakerlak i vaskekælderen og har nu besluttet aldrig at vaske tøj i USA mere.

Lørdag skrabede Ulrika, Becki og jeg en 19-årig pige op fra asfalten, da vi var på vej i byen. Der lå hun i opløsning, midt på en parkeringsplads. Smidt ud af en bil, slået hårdt midt i ansigtet, og forladt af den fyr, hun stadig kaldte ‘sin kæreste’. Vi tilkaldte politiet, der tog over. Og pigen skulede til os gennem sine skidefulde tårer, fordi hun nu kommer i vanskeligheder for sin mindreårsdruk. Og det er da også synd. Men vi tog ikke hendes skulen så tungt, for inden vi var uden for hørevidde lirkede politimanden kærestens navn ud af den fordrukne, mindreårige pige. Så nu ved vi, at en ‘Ryan’ forhåbentlig også kommer i alvorlige vanskeligheder.

Søndag var jeg til Boomsday – en slags stats-opvarmning til Labor Day. Og sammen de andre 325.000 tilskuere sad jeg ved bredden af The Tennessee River og så the city of Knoxville fyre hvad der svarer til en mindre vestafrikansk republiks statsbudget af på et tyve minutter langt fyrværkerishow, hvis jeg lige aldrig tror, jeg kommer til at se igen. Jeg ved godt, at YouTube-videoer af fyrværkeri, man ikke selv så, ikke just er the shit at klikke ‘play’ på, men gør det lige alligevel. Og lyt så godt efter. For er det… sækkepiber, du kan høre i baggrunden? Yes, we can. Til lysshowet havde Knoxville fået en (andenrangs-)dj til at sample et passende lydtæppe. Jeg ville nok ikke hyre ham igen, da det nærmest lykkedes ham at hive synet ned fra ‘pompøst’ til ‘plat’ med temaet fra Titanic, temaet fra Top Gun og Smoke on the Water brølende ned fra Henley Street Bridge.

Mandag var Labor Day. Knoxville er ret trist, når alt er lukket.

I dag, tirsdag, opdagede jeg, at jeg ikke længere har brug for i de første sætninger med nye mennesker at anbringe et forklarende og højst undskyldende “I’m an exchange student”. Det er faktisk meget rart at kunne føre en samtale uden nødvendigvis at skulle snakke om Danmark.


Er dog smigret over, at nogen troede, at jeg kom fra politiet

5 sep

Han vendte og drejede mit kørekort. Og så sagde han det. Kraftedeme.

– Ma’am, I’m sorry. I can’t accept this.
– My drivers license? What’s wrong? The date is right there. There. September 20th nineteen-eighty-four. Four.
– But it could be fake.
– Fake? What? The European Union flag is right there?
– The Europ-…? Ma’am, I really am sorry, I can tell that you’re not underage, but… don’t you have your passport with you?
– No, I didn’t bring my passport. I’m trying to buy two cans of Heineken, so I didn’t bring my passport. That would be stupid.
– Then I’m sorry. We’re just… we can’t. Because in theory you could be a cop.

Han hviskede de tre sidste ord. Som om de var farlige.

– A whut?
– A cop. Undercover. Trying to see how easy it is to buy alcohol with fake foreign id. Taking advantage of the fact that we don’t know how other id cards look.
– Oh. That’s… that makes sense. I guess. But… I’m not a cop. I can speak Danish for you. Nu taler jeg dansk. Sådan her taler man dansk. Det er der ikke mange politimænd herovre, der ville kunne, vel, lalala, dansk. See? I can even repeat that for you so you know I’m not faking?
– …?
– … sorry. For that.


Jeg rømmede mig. Og anede ikke, hvori hverken argumentationen med EU-flaget eller min danske tale havde hjemmel. Vidste heller ikke hvad mit næste træk var. Kun, at jeg ville vinde det her, hvad end det var. Så jeg indledte en længere stirrepause. Hvor jeg dels pustede mig op som en 25-årig voksen, dels prøvede at se casual nok ud til, at jeg ikke lignede nogen som helst ovre fra ordensmagten. Det virkede. Selv om der gik lang tid. Uhyggeligt lang tid, inden han sagde:

– Whatever. Alright. I’m feeling Christian today. You can have them.


Jeg skulle lige til at bemærke, at en sand kristen næppe ville sælge mig Heineken, men hvorfor udfordre mit held. I stedet betalte jeg, takkede den kristne og lod de medbragte amerikanere føre mig og de andre udvekslingsstuderende ud i en gyde, hvor vi bundede vores øl fra brune poser. Sked højt og flot på USAs politik om ‘ingen åbne alkoholiske drikke in public’ – og for sammen, når vi troede, vi så en politibil. Og på vej på bar tog jeg et langt drag af aftenluften og kunne mærke, at det var næsten som at være tilbage i 1999 i Beder eller Mårslet, på vej til klubfest og gemte øl i busken. Med Buffalo-støvlerne spændt, den hvide eyeliner penslet på og Dready-sweatshirten strøget. Ah ja. Hvilket sandt privilegium at være lige dér i fortiden.

Dømdinlærer.dk? Man ser det for sig.

2 sep

I et amerikansk klasselokale er man sjældent på fornavn med underviseren – og kun, hvis det er en moderne, ung en af slagsen, der udtrykkeligt tillader det. Man tiltaler autoriteter ved korrekt titel, og man går ikke ind i lokalet den første dag, før de er ankommet. Man skriver ikke “Hey…” i mails til dem, og man omtaler dem ikke jovialt til deres kolleger heller.

Man bagtaler dem naturligvis heller ikke. That is – så længe man kan blive holdt oppe på det. Og det kan man ikke på hjemmesiden www.ratemyprofessor.com, hvor collegeelever fra hele USA anonymt – og aldeles uimodsagt – bedømmer den undervisende stand på parametre som hjælpsomhed, forståelighed, sværhedsgrad i vedkommendes timer og… hotness.
En slags demokratisk service til kommende elever, hedder det vist.

Her er, hvad hjælpsomme, demokratiske sjæle har sagt om mine professorer:

He spends more time telling you about all of the projects he has done himself rather than teaching you how to do it. He critiques student projects without teaching them the way to do it.

Personality wise, she is by far the worst professor I have had at UT so far. She lectures like a text book, and the memorization for the midterm and final are ridiculous.

He is quirky and extremely helpful. I was used to critiques but some students took it personal. I wouldn’t buy his book though.

It’s hard to understand him through all the yelling. Class feels like you are being punished rather than taught. Don’t recommend his class.

Drengen, Der Hadede Verden

1 sep

Hvad jeg elsker ved USA er amerikanernes imødekommenhed. Det er så fortærsket, men det er sandt. Min veninde Becki har sværere ved at vænne sig til det. Hun kommer fra det eneste dodgy neighborhood i Cornwall, England, og hun er mest vant til at skulle aflevere pung og andre værdier, hvis fremmede henvender sig uden andet ærinde end at snakke.

Jeg er vild med det. At jeg for eksempel i går gik ned på pladsen foran kollegiet for at nyde en smøg til mine lektier – og at en fyr bare satte sig der. Spurgte, hvad jeg læste, tændte selv en smøg og indledte en samtale. Indrømmet, en lille del af mig tænkte, at jeg om lidt enten ville blive hypnotiseret mod mit vidende af en på overfladen blid, men indeni stygt fanatisk kristen – eller det, der var værre. Men den unge mand var hverken kristen eller voldsforbryder. Han ville bare snakke. I den halvanden time, der gik, indtil vagter smed os væk og sagde, at de låste dørene nu, nåede vi til enighed om Obamas godhed, en fælles afsky for at man ikke blive noget i politik i Sydstaterne, men mindre man er kristen, og en forståelse for, at det danske uddannelsessystem sgu nok er lidt smartere end det amerikanske.

Og han var altså pæn. Og Democrat. Og af god familie, mor! Og jeg ville næsten ære bloggen med at sige, at det var en vaskeægte hovsa-first date… hvis ikke… han var så fantastisk grum at høre på. And he said the F word a lot. Uddrag af samtale:

K: Så hvad vil du så bruge din business-uddannelse til?
DDHV: Jeg vil gerne være lobbyist for et fucking stort tobaksfirma.
K: … hvad vil du?
DDHV: Ja. Det er megagode penge i det. Og hvis ikke jeg gør det, så gør en anden det jo.
K: … men? Jeg… ved ikke… hvad jeg skal sige til det der. Det… er mindre idealistisk… end… reklamebranchen!
DDHV: Ha. Ja. Men hvis ikke jeg kan lave lobbyvirksomhed, så vil jeg starte mit eget fucking firma.
K: Javel. God idé. Hvilket firma?
DDHV: Det er lige meget. Pointen er, at man skal blive noget for at få indflydelse. Virksomhedsejere styrer politik i dette fucking land. Så jeg vil have en stor virksomhed, så jeg kan fucking knuse USA indefra.
K: …? hva’?
DDHV: Schmack! Destroy!
K: … okay… det er vel også en slags målsætning. Husk nu ikke at glemme dit oprindelige mål om ødelæggelse, hvis du er nødt til at blive korrupt for at nå op til toppen. Måske forbliver du bare korrupt?
DDHV: Aldrig. Der er for mange ting i dette land, der minder mig om, hvor meget vi har brug for forandring. For eksempel er det ret uundgåeligt, at min søster bliver gravid inden hun bliver student. De har lige fanget hende i at have sex med en eller anden dude ovre i centret. Hun er 13. Mine forældre kan ikke gøre noget, med mindre de isolerer hende fra omverdenen. Skolen vil ikke samarbejde eller prædike andet end afholdenhed, afholdenhed, afholdenhed. Ingen prævention, intet. Det er hovedet under armen, du.
K: … øhm. Ja? 13… alligevel?
DDHV: 13. … So, må jeg få dit nummer?

Omtrent her kantede jeg mig ud af samtalen og lovede, at jeg ville finde ham på Facebook. Det har jeg gjort. Hans profilbillede forestiller Ron Jeremy. Jeg har helt glemt at add’e ham.