Lovforslag vedrørende julestemning

På baggrund af følgende screenshots har jeg en idé:

… Skulle vi allesammen blive enige om, at hvis man har været til en skidegod julefrokost, så ringer man til sin fætter eller sine forældre og praler af det – man udbasunerer det ikke på Facebook, hvor udvekslingsstuderende i Landet Med Dåselatter Og Virkelig Meget Plastik Og Absolut Ingen Tradition For Julefrokost får grumme ondt i misundelsen?

Det ville jeg virkelig sætte pris på, så kan jeg nemlig meget bedre koncentrere mig om at læse til “eksamen”. Det var bare det. Tak.

Og nu til vejret

Okay. I anledning af hende der vejrpigens sejr i det ifølge medierne utroligt vigtige danseshow kan vi da godt snakke lidt om vejret. For fik jeg egentlig nævnt, at november i min del af verden er to die for? Når den er varm snakker vi 17-19 grader og alt for varmt med jakke.

Når den er kold er det på den der sprøde og ikke sådan for alvor brrrr-kolde måde.

Og den er pisseflot. Lidt plat, faktisk. Men til at leve med.Synes ærligt talt sneen skal til at skynde sig, hvis jeg skal nå at møde den herovre.

Pink!

Om hvordan Sverige hindrer min karriere

See this guy? Se hans næsering? Hans plettede forklæde? Hans attitude og hans boks til drikkepenge, hvor der står “My milkshake brings all the tips to the jar”? Hvordan han oser af enten Forstadsrebel Der Keder Sig eller Arbejdsløs Musiker eller begge, men i hvert fald helt sikkert er god for en Virkelig God Historie? Han er kok. Eller. Han laver mad, ikke. Nok ikke mad, du har lyst til at indtage, men dog mad. Og min indre journalist var straks alert.

Vi mødte ham bag disken i en sandwichbar ved Married With Children-springvandet i Chicago og som den turist, jeg elsker at være, spurgte jeg, om jeg ikke nok lige måtte tage et billede. Forsøgte at være henkastet interessant (svært at være, i øvrigt, når man har sved på overlæben fra dagens 15 kilometers gang, klistret hår og man opdager, at man lige har spurgt totalt fremmed mand, om man må fotografere ham) og Danny her stillede da også pænt op. Og spurgte med et uinteresseret snøft, hvor vi var fra, mens han lignede en kritisk turistoverdosis, der udelukkende talte pænt, fordi bossen havde truet med at fyre ham, hvis han var uhøflig overfor flere kunder.
Og hvad skete der selvfølgelig i det øjeblik, Ulrika nævnte, at hun er svensk? Triste, trætte Danny Chicago stak hovedet ud fra sit bur og halsede begejstret, om det virkelig var sandt. For han havde aldrig mødt nogen fra Sverige, og Sverige er jo det fedeste land, det ved alle. Især deres musik. Og så lirede han listen over sine svenske yndlings-punkbands af sig, og Ulrika nikkede med og lo (lidt for kækt, må jeg nu nok tilføje) og jeg nikkede slet ikke, for jeg aner intet om svensk punk. Ulrika fattede, at hun var en dårlig wingman i Journalistens udtalte forsøg på virkelig at bonde med autentiske chicagoans, så hun pegede på mig og sagde “Se, Danmark, hun er fra Danmark, Danmark er også sejt?”, og Danny gav mig elevatorblikket, snøftede igen uinteresseret og mumlede “Denmark?” og gjorde det meeede klart, at han aldrig havde hørt om nogetsomhelst Denmark. Og så fokus på Sverige igen. Han kunne endda sige noget på svensk. Som godt nok viste sig at være finsk og ret grimt i tonen, men alligevel.

Sverige. You kill me. Var det ikke for jeres blonde smil og lange øjenvipper og charmerende attitude som altid stjæler billedet fra den blege, danske pork-n-beer-charme, så havde jeg garantrisse fået mig en solid røverhistorieudveksling og en bajer med Danny Chicago i aftensolen med udkig til Buckingham Fountain. Jeg ved det bare.

For hoo-on er så å-åång ås-så øndi’ ser hunnud!

Jeg synes, at vi allesammen skal klappe tillykke til en ganske særlig dame, der fylder år i dag.

Tillykke fra en datter til en mor. Min gave når dig muligvis ikke på dagen – dels fordi universitetets postsystem er en joke, dels fordi du selv er taget på miniferie – men her er, hvad du kan glæde dig til (hvorend du er):Og en bonusgave får du her nedenfor. Et af mine yndlingsbilleder fra skovturen med sognebørnene. Det amerikanske sundhedsvæsen diskuterer sundhed med det danske sundhedsvæsen – illustreret på flere planer end det verbale:

tillykke!

Var det også godt for dig, Oliver B.?

Gid onsdag den 13. oktober var lige så stor for Oliver Bjerrehuus, som den var for mig. Havde ikke ventet at rende ind i hans velkendte ansigt midt på hovedgaden i Knoxville, centrum af det kyske, bonderøvede Bibelbælte. Savnede et kort øjeblik Mads & Monopolet, Sidney Lee, Ulven Peter og alle de andre godter fra den moderne, danske kulturarv. Et meget kort øjeblik.

I ♥ Chicago-go

This slideshow requires JavaScript.

Kære Johnny

Dette brev er svært at skrive. For du må ikke tro, at jeg er utaknemmelig. Jeg fandt det svært romantisk, at du havde valgt Knoxville, din hjemby, som kulisse til vores allerførste date. Og så en filmpremiere! Men alligevel har jeg et par ting, jeg godt lige vil have off my chest, som man siger.
Måske skulle vi have valgt et sted, der var lidt roligere? Det var jo svært at komme sådan rigtigt tæt på hinanden i det mylder, ikke, Johnny? Nogle gange tænkte jeg faktisk, at det var som om vi hver især var på date med helt andre mennesker end hinanden! Havde du det også sådan?

Jeg vil gerne gerne rose dig for at være så seriøs lige fra første sekund af. Det er søreme ikke på hver første date, at man får lov at møde fyrens forældre. Men vi er helt på bølgelængde med timingen der, jeg mener, ingen af os bliver jo ligefrem yngre med årene. Dine forældre virkede meget søde – men jeg tror, at det var lidt underligt for dem, for de ignorerede mig helt. Men det var jo også din mors fødselsdag. Jeg tror i hvert fald, at hun blev glad for den kage, du havde sørget for. Og også for den tale, du holdt. Det var meget mandigt, da du med grødet stemme indrømmede at være bevæget. Jeg var også rørt, Johnny, rørt over at du og jeg endelig havde fundet hinanden!

Jeg ved godt, at du er stresset. Hør her. Det har jeg virkelig fuld forståelse for. Men kunne du ikke godt lige have købt en billet til mig også, nu når vi skulle i biografen? Hvis ikke det var for den fremmede dame, der pludselig stak mig en billet i foyeren, fordi der var nogle i overskud, så var jeg jo aldrig kommet ind? Skal dine kærlighedsaffærer virkelig afhænge af andres almisser? Det var altså lidt ubetænksomt af dig. Og hvorfor ventede du ikke, da jeg kaldte på dig? Så havde jeg måske ikke været nødt til at finde en tilfældig plads mellem de der to underlige svenskere?

Men jeg nød virkelig filmen. Gjorde du også? Det var sjovt, da dværgen og ham med det fedtede hår lod en gris spise det æble, der var presset ind mellem den tykke mands baller. Og da ham den tatoverede drak det glas med sved, de tappede fra den tykke. Og da de smed den slangefobiske ned til alle slangerne! Hvis bare vi havde siddet ved siden af hinanden med hver vores 3D-brille, åh, det havde været så romantisk! Og så var det måske ikke gået så galt.

Var det fordi jeg sad så langt væk i salen, at dit blik begyndte at vandre? Og at du pillede ved andre damer? Kære Johnny. Meget kan jeg tolerere. Men utroskab på første date, dér trækker jeg altså grænsen. Og så mange forskellige typer, Johnny! Unge, gamle, blonde, brunetter, you name it! Selv tæven i de orange/hvide tern fik mere opmærksomhed end jeg gjorde!

Men nu vi er ærlige. Jeg har faktisk altid foretrukket din ven, Steve-O. Så ved du det. Har du hans nummer?

Kærlig hilsen
Karoline

PS. Jeg håber, vi kan være venner. Skal vi drikke en kop kaffe en dag?

Eftersom jeg ikke længere bor i Janteland…

… vil jeg bare lige sige, at svarene på sidste uges terminsprøver er tikket ind. And wouldn’t you know it. Jeg er sandelig blevet typen, der favner at byde terminsprøver velkommen tilbage i mit gamle liv. 94 point for min eksamen i amerikansk litteratur og 93 point for min – noget improviserede – stil og præsentation om danske og britiske barselsforhold for mænd (..!). Det gør søreme yours truly til en vaskeægte straight A student. Indtil videre 🙂

(I øvrigt er mit ene øje ikke visnet under mit USA-ophold, som det ellers kunne se ud til. Men en ringe lyssætning, et webcam og et spejlvendt resultat giver et noget asymmetrisk look, smarte.)

Jingle Bells! I håner mig!

Forleden mødtes jeg med min far på Skype. Han synes, at der er lige vel mange, quote, ‘porno-gnomer og lokummer‘ på min blog.

Jeg tog det ikke som en kritik som sådan, da mit ophav vittighedsmæssigt selv er meget latrinært indstillet, men dog som en faderlig opfordring til et mere sobert niveau. Og nuvel. Det kan jeg snildt klare. Jeg kan nemlig sagtens oplyse jer ganske børnevenligt og samtidig garantere kvalme:

I USA er det nemlig blevet jul. Og det er det sikkert også allerede blevet i Illum og Magasin (eller hur?), men for sulan altså… herovre render vi stadig rundt i shorts og husker på at drikke vand nok og fedter os ind i faktorer og springer i poolen, når vi kan. Er det virkelig nødvendigt at finde nisserne frem det sekund klokken slår oktober!?

Morer mig til gengæld lidt over, at butikken her – JC Penney – ikke kunne finde ud af hvilken højtid den skulle gå i dekorationsspagat over. Den rød/grønne jul eller sort/orange Halloween, der kun er en måned væk? Løsning? En lækker blanding. Glæder mig lidt over, at novembers Thanksgiving med sin farveneutralitet nok ikke kommer til at forstyrre så meget – tænk hvis det var lyserøde Valentine’s Day.

Man undres. Over, hvem der vinder ved at tilsætte højtiderne Ecstasy. Hvert eneste skide år. Jeg kan næppe være den eneste, der går i købestop ved synet.

Lækkerheds-double-up

Gæt, hvad jeg savner? Udover fibre og en rigtig dyne og ikke at skulle lægge drikkepenge overalt, selvfølgelig? Denne lille, lækre linse:

Vil gerne takke hende og hendes forældre for fødselsdagsgavekort. Se, hvad der ankom fra Amazon til mig i dag. Juhuu! Lækkerhed:

Latrinær lørdag

Nu er det ikke fordi det skal være sådan en klam blog, den her. Men er der nogen, der mindes de amerikanske toiletter? Nej? Tillad mig at genopfriske så –>

Som vi kan se i kummen ligger vandstanden konstant på det, vi danskere vil kalde et relativt højt niveau. Ingen ved helt hvorfor det skal ligge så højt, men det minder lidt om et slags bidet. ‘Mmm, bidet’, tænker nogle nostalgisk nu – men hvad sker der, når det lykkes underboen at lægge en arm så tyk i sit toilet, at hele den fælles faldstamme blokeres (okay, er tydeligvis ikke inde i toiletlingo, men work with me)? That’s right. Oversvømmelse. Som måske ikke ville være blevet en totaloplevelse på hele badeværelset, hele entréen og de tilstødende kontorpladser, hvis amerikanerne nu bare fra begyndelsen havde holdt sig danske vandstandsstandarder. Deres timing kan man nu ikke udsætte noget på – den kedelige oversvømmelse foregik selvfølgelig i den sjældenhed, der er dansker-alene-hjemme. (!/&%#!)

Da jeg havde smidt fire (nyvaskede) håndklæder og to køkkenruller efter det sejlivede problem, bankede det sløvt på døren. Det var vores blodfattige receptionist, der ville vide, om jeg også havde problemer med toilettet, for det havde nogle af de andre lejligheder i lige linje over og under min altså.

– Problemer, ha!, fnøs jeg rasende og viste ham ind til cirkusset.

Han overlod al entusiastisk raseri til mig, gloede uimponeret på pølen og sagde, at jeg bare kunne fortsætte renseriet. Nu havde han lissom taget bestik af situationen og kunne tilkalde pedellerne.

Jeg forklarede, at jeg allerede havde opbrugt alt for meget papir, og at jeg altså var udvekslingsstuderende uden bil, så jeg kunne altså ikke bare skride i Walmart hver gang andre lavede oversvømmelse og dermed tvang mig ud i at tørlægge mit liv for midler til absorption, og det var altså også skidedyrt at vaske de håndklæder igen og igen, og desuden var alt det papirforbrug også pissedårligt for miljøet. Han forstod ikke, hvor jeg ville hen med min frustrerede klagesang (hvilket jeg slet ikke forstår), så jeg måtte sukke højlydt og spørge direkte:

– Do. You. Have. A. Mop. Downstairs. Or. Something. Else. I. Can. Borrow?

– Yeah. We have mops in the basement?, hvorefter han forlod min lejlighed. Jeg besluttede mig for at luske efter.

I kælderen udleverede han mig en human-size moppe, som jeg var for opkørt til at tage i nærmere øjesyn – men i den tætpakkede elevator på vej op på 8. kunne jeg godt på de andres blikke fornemme, at noget var galt. Så jeg tog en dyb indånding og opdagede, at moppen enten gemte på forrådnelse eller et… lig. I hvert fald en lugt ude af denne verden.

Endnu mere rasende bar jeg kalorius ned igen, overrakte receptionisten den og sagde, at man ikke kunne gøre rent med et så beskidt våben, og om det ærligt talt var sådan én, de gjorde fællesarealerne rent med heromkring? Receptionist gloede tungnemt på mig, og jeg måtte igen bøje det i neon:

– This. Mop. Is. Not. Clean. It. Smells. Baaad. Maybe. You. Should. Clean. It?

– Whatever, var hans simple svar, men hans blik var noget mere belærende – “Dude. It’s a mop. It’s, like, clean by definition” – da han plantede den i et klamt hjørne til yderligere forrådnelse.

Tre køkkenruller senere var min lejlighed ren igen. Og så var det, at rå fisk, risengrød og tang virkede som den mest fristende debriefing efter denne traumatiserende lørdag. The Sushi Cure. Men kommer det bag på nogen, at makirullerne først var fedtet ind i cream cheese og derefter… friturestegt? (No. Really. Og det var nærmest blasfemi)

Debriefet blev jeg nu alligevel. For gæt, hvad min fortune cookie fortalte mig? At mit “deepest wish will come true”. Så det glæder jeg mig til.

Godmorgen søndag. Hvorend du er.

I ❤ Skype

Nogle gange kan to travle damer ikke finde ud af at booke hinandens tid til en Skype-date. Fordi der altid lige er noget andet, man skal. Selv om *intet* i virkeligheden er vigtigere, vel. Og andre gange sker det, at man begge er online på helt samme tid og har tid til røverhistorier og Roskildeminder og update om nattelivene i København og Knoxville og fælles tømmermænd (på trods af seks timers tidsforskel!) og skaberier i 40 minutter, inden man skal videre og passe alt det andet liv. Tak til Rejen, der tog i byen og efterlod sin Mac og sin kone derhjemme. Like.

Jeg ved godt, at det ligner, at jeg gaber. I virkeligheden er jeg midt i et “OH MY GOD!”. Den rødlakerede er midt i et “D’OH!”

Spending time with Ullis

Du ved, du bor i USA, når… (IV)

• du møder universitetsstuderende, der siger, at deres barndom ville have været mindre fuldendt, hvis ikke Easy Cheese havde været en del af den (og ja, det er så ost på tube).
  

• dit nye crush hedder Zac Efron og er fra 1987.
• en lille, mørk og meget fremmed mand på et lille, mørkt diskotek ved navn Sassy Ann’s omfavner dig bagfra, snuser til din ryg og siger: “You might be tall and white but I don’t care. I’ve been meaning to do this all night,” hvorefter han lægger kinden på dit skulderblad (?) og ignorerer at inderparten af den stående, akavede ske (that would be me) er yderst vrangvillig, for han hvisker bare “can you feel the heat 2nite, baby!?”. Det kunne jeg i øvrigt ikke helt. Men han hed da Frederick, fik han sagt, inden jeg fik kantet mig fri og afslået et meget direkte tilbud.
• du forsøger dig med noget ungdomslingo og udbryder et ‘awesome!’ i en situation, der føles passende, og du føler dig klar. Men så besvares din indsats med fnis og flakkende dude-is-she-from-the-eighties-or-something!?-blikke. Lidt som man selv ville glo på folk, der sagde ‘kodylt’. Hvem skulle nu have troet det. Hvad fanden siger de så?
  

Tailg… what?

Alle gør det. De store mænd gør det…

Og de mindre mænd gør det…

De unge kærester gør det…

Og den mere modne kærlighed gør det…

De ældre kærester gør det – med korrekt siddeunderlag…

Selv skyggerne gør det…

De med små trommer gør det…

Og de med store trommer gør det…

Det kan gøres liggende…

Og det kan gøres stående…

Bare det gøres. Tailgating. Som går ud på at stille på stadionområdet fire-fem timer inden en sportskamp med mad, drikke, strandstole og opgejlet festivalstemning og praktisk tøj i dit holds farver – for at vise din støtte, dit engagement og din interesse i holdet. Eller. Når man kradser lidt i overfladen handler tailgating lige så lidt om sporten som Roskilde Festival handler om musik. Kampen er måske én af ingredienserne, men i virkeligheden handler det om fællesskab. Om at hænge ud og se på andre mennesker. Om at favne lavkultur. Om at råbe venlige obskøniteter efter fremmede. Om at spise grillpølser så tykke som din egen underarm. Om at mingle. Om at vise dine børn frem og fortælle om deres resultater i skolen. Om at sparke på dæk og puste sig op. Om at glo lidt for længe på de unge damer i stramt tøj, der kalder sig cheerleadere. Om at være amerikaner sammen med de andre amerikanere.

Og en tailgate er, spørger du? Tja. Det er skam halen på store, amerikanske trucks. Den, der kan slås ned, så fx kvæg eller andre store ting kan læsses af og på i det daglige. Men tailgaten – bagsmækken – kan også danne et bord, hvorfra mad og øl kan serveres til sultne, feststemte footballfans. Så lærte vi også noget i dag.

Alle billeder er taget på min tur rundt i denne amerikanske tradition, lørdag 4. september, hvor årets collegefootballsæson blev skudt i gang. Senere vandt vi selve kampen 50-0. Og ja – jeg sagde lige “vi” om The Tennessee Volunteers. Det skal man som studerende på UT. Og undrer du dig over det underlige navn, Volunteers? Det gjorde jeg også. Det stammer fra 1812, hvor 25.000 unge mænd fra Tennessee meldte sig som frivillige til den Mexicanske Krig. Der var brug for 3.500. Og det er vi stadig stolte nok til at opkalde footballholdet efter. I daglig tale hedder holdet nu bare… Vols. Det falder endnu mere krøllet i munden end hele ordet, men sådan er det. Go Vols. Se, så lærte vi lige lidt mere. I will shut up now og give jer et billede af vores store, fine Neyland Stadium. Og spare jer for info om, hvor navnet Neyland kommer fra.

Det var bare det. Hej-hej.

Home, sweet home

So mkay.

Læsere (som i Mette) har spurgt, hvorfor bloggen ikke gemmer nogen billeder af min lejlighed. Til det har jeg to svar:

For det første fordi jeg ikke rigtigt gider se på billeder af jeres boliger, med mindre jeg kan besøge jer i dem, så derfor skal I ikke pines med billeder af min. Og for det andet fordi… well… her ikke har været så skide pænt indtil nu. Det kan min mor, der afleverede mig her, bevidne. Nok påtalte hun ikke min sammenbidte mine over de nøgne vægge, de klistrede gulve og den fængselsagtige kanincelleatmosfære, der herskede i lokalerne ved indflytning – men jeg er sikker på, at hun bemærkede den.
Og nu tilsidesætter vi lige grund nummer 1 til ikke at vise billeder af eget hjem. For på initiativ fra mine søde roommates og med hjælp fra Swiffer og klorin er her faktisk blevet fint. Måske ikke indrettet som nogen in their right mind ville bestemme sig for at bo i længere tid, men bestemt hyggeligt og rart. Og rent. At last.

Stuen. Bemærk den orange farve på gardin og diverse nips. Den er overalt, for det er fodboldholdets farve. Alt er orange i Knoxville.

Soveværelset. Og ja. Det er en Anne fra Grønnebakken på sengen. Ved ikke, hvem damen på væggen er, men det er noget med kvinder i Første Verdenskrig. Krigsmerchandise virkede passende. Jeg bor trods alt der, hvor 'guns save lives'.

Et køkken. Med mikrobølgeovn og affaldskværn. Det skal jo ikke blive for besværligt, det der madlavning.

Et studerehjørne. Selv ikke Audrey-plakaten kunne fjerne neonstemningen fra lysstofrørene, så derfor studerer jeg sjældent hér... men oftere her:

Hodges' Library. Hvor der er døgnåben Starbucks, hjælpsom døgnbemanding og absolyytt tyssna døgnet rundt.

Up for air

Til den person, der fortalte mig, at et udvekslingsophold i USA ville være ‘ligesom badeferie med lidt lektier’. Og de, der sagde, at amerikanerne generelt er danskerne akademisk underlegne, må også gerne høre efter. Det gælder i øvrigt også ham, der påstod, at jeg altså skulle forberede mig på, at mit ophold nok ville blive end ‘sociologisk oplevelse mere end en akademisk’.

Hør her. Vask jeres mundhuler med sæbe.

Photo Booth. Klokken 1.30. Der terpes.

Efter halvanden uges undervisning med det mindst pakkede skema, man her på stedet kan slippe af sted med, har jeg:

Læst to romaner til Women’s Literature; læst 150 siders religionsvidenskab; læst fire journalistiske essays á hver 45 sider til Creative Writing; terpet fotografiets historie og er blevet testet i min viden i Photojournalism; skrevet fire stile; forberedt klassediskussioner med de uventet skarpe, amerikanske kids; har haft krampe i armen af at markere i timerne; har stået på tungen for at vise Hr. Lærer, at jeg godt kender svarene og kan fortolke undervisningen og opfinde min egen dybe tallerken; har slebet rundsavene på albuerne, for det er åbenbart sådan etiketten er i det amerikanske klasselokale.
Kæft, trit, retning, vis mig, hvad du har lært, hvad du synes, og hvor dyb du er. Det hele på et sprog, der ikke er… suk, mit modersmål.

Erh… what? Var det ikke meningen, at vi bare skulle hygge os igennem? Var det ikke sådan, de sagde? At collgede mere end noget andet svarer til danske gymnasier? Jo, de sagde så!

Har to mulige forklaringer på dette uforklarlige misforhold mellem dansk forventning og amerikansk virkelighed:

• Jeg må tilsyneladende befinde mig i den eneste, amerikanske enklave af indfødte überstræbere. Det er her, lige her på UT, at de samler dem. Ikke på Yale, Princeton, Harvard, de der steder. Men her. I skjul. Så ikke disse maskiner af studerende skaber ubalance ude i resten af det amerikanske skolesystem.
• Det er mig, den er gal med. Jeg er røven af fjerde division. Jeg må, som den eneste dansker i USA åbenbart, lægge en svedig indsats i at studere, læse og terpe for overhovedet at kunne følge med.

Jeg hælder nok mod option 2. But you know what? Jeg… må desværre… meddele… at jeg… nyder… det.

I saw the sign

Waiting for Katrina

"Worship and dinner". Kort, præcis konceptbeskrivelse. I love it.

Myeah. I'm out of words.

Pregnancy help center? På katolsk? Hmkay. Gad vide hvad de sådan helt konkret hjælper med?

Just say no.

Denne post vil rage dig midt i ryggen, hvis du ikke er min nære slægtning

… men der er billeder fra New Orleans ovre på min fotosandkasse, www.fotokama.wordpress.com. Billeder fra Mississippi, Memphis og Knoxville følger.

Den beder om et password, og det er… scarlett. Ja. Som i Scarlett O’Hara. Fordi vi langs Mississippi forventede at få mansions i stil med Borte Med Blæstens Tara at se, og det… skete ikke rigtigt.

Enjoy.

Sodavandsdisko

Jeg er sikker på, at I allesammen går rundt i en konstant tilstand af grøn misundelse. For mit collegeliv må jo være lig med de vilde frat-fester (og ydmygende sorority-sammenkomster). Med plastikbægre, beer kegs og resten af kulissen fra American Pie.

Well. Her er både fraternities og sororities – broderskaber og tøseklubber. De bor i nogle fine huse nede på Fraternity Drive (…). Har endnu ikke rigtigt forstået, om de egentlig er andet end kliker, der godt kan lide at vise andre kliker, hvilke kliker de selv tilhører, ved at iføre sig uklædelige, orange t-shirts med navne som I (heart) Alpha Kappa… Gappa. Men jeg er dog ret sikker på, at man som halvgammel udvekslingsstuderende nok ikke skal regne med at blive optaget dér. Eller. Det må jeg hellere lige undersøge. Har det bare som udgangspunkt svært med, at nogle 20-årige psykologidåser tilsyneladende må sidde steder i kantinen, hvor andre ikke må.

Men så er der vel andre fester? Og ja. Godt, du spørger. I går var jeg simpelthen til fest på fritidshjemm… sorry, i det internationale hus. Det var det, jeg mente. I det internationale hus. Det så nogenlunde sådan her ud:

Æhm. Ja. Bemærk venligst neonrørene i loftet. Og at folk er undskyldt for at se lidt bøvede ud, eftersom dette er det lokale, hvor vi i forgårs hørte foredrag om skatteforhold, visum, skolejura og indrejsetilladelser… Ja, jeg var sgu også forvirret. Men så slukkede nogen lyset og så kom der musik på, som europæere og asiater kan forstå. Under Vanilla Ices Ice, Ice Baby så der mere sådan her ud.

University of Tennessee er et dry campus. Der tillades ikke så meget som en enkelt dråbe alkohol noget sted på universitetsområdet (har, no shit, købt alkoholfrit mundskyllevand for at være på den sikre side…). Hverken kolde øl på plænerne, i skjul i brune poser i dunkle kældre, til pool parties og slet ikke på de kønsopdelte kollegieetager. Man skal endda stå skoleret for retsafdelingen – Student Judicial Affairs – og argumentere for, hvorfor man ikke skal smides ud. Ikke kun, hvis man selv har været den fulde. Det er også en alvorlighed at have. deltaget. i. en. kollegiefest. med. alkohol. uden. at. have. meldt. det.

Den lader vi lige stå lidt. Men. Hvis man er 21, må man heldigvis gøre som man vil – uden for uni. Og da campus er presset belejligt ind mellem festgaderne med de mundrette navne The Strip og Gay Street er det nemt at søge ud. Fx til Half Barrell. Eller den vaskeægte saloon, hvor jeg skal ned og flashe min turistede sombrero-cowboyhat i weekenden. Eller sportsbaren Bar Knoxville. Eller Cool Beans, som på trods af sit sindssvagt platte navn er et dejligt, laid-back sted… for voksne mennesker.