Arkiv | photographic evidence RSS feed for this section

Eftersom jeg ikke længere bor i Janteland…

5 okt

… vil jeg bare lige sige, at svarene på sidste uges terminsprøver er tikket ind. And wouldn’t you know it. Jeg er sandelig blevet typen, der favner at byde terminsprøver velkommen tilbage i mit gamle liv. 94 point for min eksamen i amerikansk litteratur og 93 point for min – noget improviserede – stil og præsentation om danske og britiske barselsforhold for mænd (..!). Det gør søreme yours truly til en vaskeægte straight A student. Indtil videre 🙂

(I øvrigt er mit ene øje ikke visnet under mit USA-ophold, som det ellers kunne se ud til. Men en ringe lyssætning, et webcam og et spejlvendt resultat giver et noget asymmetrisk look, smarte.)

Reklamer

Jingle Bells! I håner mig!

1 okt

Forleden mødtes jeg med min far på Skype. Han synes, at der er lige vel mange, quote, ‘porno-gnomer og lokummer‘ på min blog.

Jeg tog det ikke som en kritik som sådan, da mit ophav vittighedsmæssigt selv er meget latrinært indstillet, men dog som en faderlig opfordring til et mere sobert niveau. Og nuvel. Det kan jeg snildt klare. Jeg kan nemlig sagtens oplyse jer ganske børnevenligt og samtidig garantere kvalme:

I USA er det nemlig blevet jul. Og det er det sikkert også allerede blevet i Illum og Magasin (eller hur?), men for sulan altså… herovre render vi stadig rundt i shorts og husker på at drikke vand nok og fedter os ind i faktorer og springer i poolen, når vi kan. Er det virkelig nødvendigt at finde nisserne frem det sekund klokken slår oktober!?

Morer mig til gengæld lidt over, at butikken her – JC Penney – ikke kunne finde ud af hvilken højtid den skulle gå i dekorationsspagat over. Den rød/grønne jul eller sort/orange Halloween, der kun er en måned væk? Løsning? En lækker blanding. Glæder mig lidt over, at novembers Thanksgiving med sin farveneutralitet nok ikke kommer til at forstyrre så meget – tænk hvis det var lyserøde Valentine’s Day.

Man undres. Over, hvem der vinder ved at tilsætte højtiderne Ecstasy. Hvert eneste skide år. Jeg kan næppe være den eneste, der går i købestop ved synet.

Lækkerheds-double-up

26 sep

Gæt, hvad jeg savner? Udover fibre og en rigtig dyne og ikke at skulle lægge drikkepenge overalt, selvfølgelig? Denne lille, lækre linse:

Vil gerne takke hende og hendes forældre for fødselsdagsgavekort. Se, hvad der ankom fra Amazon til mig i dag. Juhuu! Lækkerhed:


Latrinær lørdag

25 sep

Nu er det ikke fordi det skal være sådan en klam blog, den her. Men er der nogen, der mindes de amerikanske toiletter? Nej? Tillad mig at genopfriske så –>

Som vi kan se i kummen ligger vandstanden konstant på det, vi danskere vil kalde et relativt højt niveau. Ingen ved helt hvorfor det skal ligge så højt, men det minder lidt om et slags bidet. ‘Mmm, bidet’, tænker nogle nostalgisk nu – men hvad sker der, når det lykkes underboen at lægge en arm så tyk i sit toilet, at hele den fælles faldstamme blokeres (okay, er tydeligvis ikke inde i toiletlingo, men work with me)? That’s right. Oversvømmelse. Som måske ikke ville være blevet en totaloplevelse på hele badeværelset, hele entréen og de tilstødende kontorpladser, hvis amerikanerne nu bare fra begyndelsen havde holdt sig danske vandstandsstandarder. Deres timing kan man nu ikke udsætte noget på – den kedelige oversvømmelse foregik selvfølgelig i den sjældenhed, der er dansker-alene-hjemme. (!/&%#!)

Da jeg havde smidt fire (nyvaskede) håndklæder og to køkkenruller efter det sejlivede problem, bankede det sløvt på døren. Det var vores blodfattige receptionist, der ville vide, om jeg også havde problemer med toilettet, for det havde nogle af de andre lejligheder i lige linje over og under min altså.

– Problemer, ha!, fnøs jeg rasende og viste ham ind til cirkusset.

Han overlod al entusiastisk raseri til mig, gloede uimponeret på pølen og sagde, at jeg bare kunne fortsætte renseriet. Nu havde han lissom taget bestik af situationen og kunne tilkalde pedellerne.

Jeg forklarede, at jeg allerede havde opbrugt alt for meget papir, og at jeg altså var udvekslingsstuderende uden bil, så jeg kunne altså ikke bare skride i Walmart hver gang andre lavede oversvømmelse og dermed tvang mig ud i at tørlægge mit liv for midler til absorption, og det var altså også skidedyrt at vaske de håndklæder igen og igen, og desuden var alt det papirforbrug også pissedårligt for miljøet. Han forstod ikke, hvor jeg ville hen med min frustrerede klagesang (hvilket jeg slet ikke forstår), så jeg måtte sukke højlydt og spørge direkte:

– Do. You. Have. A. Mop. Downstairs. Or. Something. Else. I. Can. Borrow?

– Yeah. We have mops in the basement?, hvorefter han forlod min lejlighed. Jeg besluttede mig for at luske efter.

I kælderen udleverede han mig en human-size moppe, som jeg var for opkørt til at tage i nærmere øjesyn – men i den tætpakkede elevator på vej op på 8. kunne jeg godt på de andres blikke fornemme, at noget var galt. Så jeg tog en dyb indånding og opdagede, at moppen enten gemte på forrådnelse eller et… lig. I hvert fald en lugt ude af denne verden.

Endnu mere rasende bar jeg kalorius ned igen, overrakte receptionisten den og sagde, at man ikke kunne gøre rent med et så beskidt våben, og om det ærligt talt var sådan én, de gjorde fællesarealerne rent med heromkring? Receptionist gloede tungnemt på mig, og jeg måtte igen bøje det i neon:

– This. Mop. Is. Not. Clean. It. Smells. Baaad. Maybe. You. Should. Clean. It?

– Whatever, var hans simple svar, men hans blik var noget mere belærende – “Dude. It’s a mop. It’s, like, clean by definition” – da han plantede den i et klamt hjørne til yderligere forrådnelse.

Tre køkkenruller senere var min lejlighed ren igen. Og så var det, at rå fisk, risengrød og tang virkede som den mest fristende debriefing efter denne traumatiserende lørdag. The Sushi Cure. Men kommer det bag på nogen, at makirullerne først var fedtet ind i cream cheese og derefter… friturestegt? (No. Really. Og det var nærmest blasfemi)

Debriefet blev jeg nu alligevel. For gæt, hvad min fortune cookie fortalte mig? At mit “deepest wish will come true”. Så det glæder jeg mig til.

Godmorgen søndag. Hvorend du er.

I ❤ Skype

19 sep

Nogle gange kan to travle damer ikke finde ud af at booke hinandens tid til en Skype-date. Fordi der altid lige er noget andet, man skal. Selv om *intet* i virkeligheden er vigtigere, vel. Og andre gange sker det, at man begge er online på helt samme tid og har tid til røverhistorier og Roskildeminder og update om nattelivene i København og Knoxville og fælles tømmermænd (på trods af seks timers tidsforskel!) og skaberier i 40 minutter, inden man skal videre og passe alt det andet liv. Tak til Rejen, der tog i byen og efterlod sin Mac og sin kone derhjemme. Like.

Jeg ved godt, at det ligner, at jeg gaber. I virkeligheden er jeg midt i et “OH MY GOD!”. Den rødlakerede er midt i et “D’OH!”

Spending time with Ullis

12 sep

Du ved, du bor i USA, når… (IV)

11 sep
  • du møder universitetsstuderende, der siger, at deres barndom ville have været mindre fuldendt, hvis ikke Easy Cheese havde været en del af den (og ja, det er så ost på tube).
  • dit nye crush hedder Zac Efron og er fra 1987.
  • en lille, mørk og meget fremmed mand på et lille, mørkt diskotek ved navn Sassy Ann’s omfavner dig bagfra, snuser til din ryg og siger: “You might be tall and white but I don’t care. I’ve been meaning to do this all night,” hvorefter han lægger kinden på dit skulderblad (?) og ignorerer at inderparten af den stående, akavede ske (that would be me) er yderst vrangvillig, for han hvisker bare “can you feel the heat 2nite, baby!?”. Det kunne jeg i øvrigt ikke helt. Men han hed da Frederick, fik han sagt, inden jeg fik kantet mig fri og afslået et meget direkte tilbud.
  • du forsøger dig med noget ungdomslingo og udbryder et ‘awesome!’ i en situation, der føles passende, og du føler dig klar. Men så besvares din indsats med fnis og flakkende dude-is-she-from-the-eighties-or-something!?-blikke. Lidt som man selv ville glo på folk, der sagde ‘kodylt’. Hvem skulle nu have troet det. Hvad fanden siger de ?