Arkiv | skoleri RSS feed for this section

Hvad jeg formentlig ikke når i Tennessee

5 dec
  • At drikke dus på Jack Daniel’s-destilleriet. Landsforræderi.
  • At besøge Dollywood. Højforræderi!
  • At besøge Graceland. Til mit forsvar skal det dog siges, at vi kørte ned ad Elvis Presley Boulevard, så skiltet og Lisa Marie-flyet, stak hovedet indenfor i en souvenirshop… og drønede videre til Martin Luther King-museet. En på alle måder vildere oplevelse, er jeg sikker på.
  • At snave med anføreren for rugbyholdet, som jeg indtil i mandags havde Gender Studies sammen med. Han er godt nok ellers… dygtig. (Og pæn).
  • At blive arresteret og at få læst mine rettigheder op, selv om min ansvarligste veninde ellers sagde, at det hører ethvert lærerigt udvekslingsophold til.
  • At spise Mississippi mudpie med marshmallows, en sydlig “fristelse”. Har heller ikke prøvet døgnstegt svin… men har til gengæld smagt både grits, gravy, gumbo, peanutbutter pie og peanutbutter-jelly sandwich. Og peanutbutter-banana-sandwich. Og alt for meget andet.
  • At forstå det smarte i at stryge sit tøj med et glattejern. Omend det er en meget stor dille på disse kanter.
Reklamer

Vampyrvrøvl

23 nov

Her i USA er Stephenie Meyers’ Twilight del af pensum. En ørkenvandring af dårligt sprog og klistret, umulig kærlighed og en komplet åndssvag heltinde. Ja, jeg studsede også over valget til et fag, der fokuserer på amerikansk femi-litteratur… men jeg købte professorens argument. At uanset hvor dårlig kiosklitteratur, det er, så har bogen solgt millioner. Og skal derfor tages seriøst. Som bestseller af vor tid. Uanset hvor pinligt dét så er.

Ahem.

Nåm, nu skal jeg naturligvis ikke sige mig for god til den slags tomme kalorier og inhalerede kalorius på et enkelt døgn. (Og har naturligvis været i Robert Pattinson-trance lige siden (og det behøver vi i øvrigt ikke snakke mere om)). Men hvor meget jeg end elskede den syndige lykke, endnu mere elskede jeg at vores professor lagde ud med denne YouTube-video inden gennemgangen af vampyrbogen.

Så vidste vi lissom, hvad stilen for analyse og diskussion var, og hvad den officielle holdning til den slags vampyrsludder er. Hvis vi skulle være i tvivl.

Amazoner

16 nov

De skriver om meth, om at henslæbe sin ungdom i det sovende Bibelbælte, om at være uegnede forældre. Og de gør det så edderspændt godt. Jeg er ret sikker på, at flere af hovederne i min Creative Writing class en dag kommer til at leve af det der skriveri. Langt det meste, der bliver skrevet i de timer, er dybt personligt og vanvittigt spændende på den måde, hvor det både er grænseoverskridende og dragende at gå til time. Har stalket mig frem til Facebookbekendtskab med flere af dem, udelukkende for at have en chance for at følge med, når jeg en dag sidder i Europa og ikke lige får nyhedsbrevet om, at min gamle sidemand er blevet udgivet.
Vi er alle underlagt streng tavshedspligt – men jeg har fået lov at trykke et lille uddrag af et morsomt lille essay, som min klassekammerat Christine Kelly har skrevet. Det handler om at være en høj kvinde i en verden af små mennesker. I loved it. And it’s funny ‘cause it’s true.

I’ve read more than one article in women’s magazines that suggests that if a tall woman wants to be really happy she should date a shorter man that is enamored with tall women. What all these articles have failed to mention is the tall to short ratio. How much shorter does the guy really need to be before I can count on being viewed as a blessing up above? Would two inches be enough or do they need to be short enough that I can rest my breasts on their heads?

*

I’ve been six feet tall since I was twelve. I remember once I started crying in a store for one reason or another and this woman said something like, “Aren’t you a little too old to be crying in public?” I still remember the shocked look on her face when I told her I was only eight.

*

Michele says that we can see over all the heads in front of us, as if we are driving SUV’s through life while everyone else is driving sedans and that we can see the snarl of life’s traffic up ahead.

Åh. Gid det ikke stoppede lige om lidt. Fordømt.

Skal vi løbe om kap til patentkontoret, Dohm?

1 nov

Sjældent, når jeg foregiver at være studying, aner jeg til fulde, hvad jeg laver. Jeg plejer at sætte mig på den nærmeste intellektuelt udseende café med mine bøger og min Mac eller i et af studerehjørnerne på biblioteket. Men ofte ender det mere i et misundeligt studie i, hvor collegeagtig og læsende, de andre evner at se ud, end det bliver til seriøs fordybelse i bøgerne. Meget meta.

For, som Fie var inde på her; forkælede journaliststuderende, der kommer direkte fra en ret så fyrstelig lærlingeløn og et skalviikkebaresigedetsomdeter nogenlunde frivilligt pensum, aner overhovedet ikke, hvordan man går på uni. Vi er håndværkere, for fanden, ikke akademikere. Så hvad gør man egentlig, når man står på sådan et rigtigt universitet og pludselig stirrer ned i løbet på flere hundrede siders læsning om ugen, skriftlige afleveringer på akademisk sprog, eksamensterperi og alt for mange fag at jonglere på én gang?

Tjoh. Man tager det oppefra og ned, ing. Gør hvad de andre gør. No questions asked. Derfor anskaffede jeg mig i august nogle såkaldte index cards. De er meget populære heromkring. Personligt har jeg ingen aning om, hvad man bruger dem til (mistænker, at det er i boldgade med post-its?), og de hviler fortsat trygt i emballagen. Jeg strøg hastigt videre til næste move: Mapper. Fire mapper, en til hvert fag. Til alle de kopier, jeg sikkert ville få lyst til at holde styr på. Hele herligheden af dokumenter ligger naturligvis i én kæmpestak i reolen, mapperne ligger jomfrueligt nederst, tomme. Kan de ikke godt snart implementere det papirløse samfund i USA, por favor?

Næste stop: highlighters. Og på dette farvestrålende eksemplar fra unistudinens værktøjskasse stoler vi endnu. Omend lidt for blindt. For at være ærlig, så aner jeg ikke, hvorfor jeg neonmarkerer, som jeg gør. Men de andre i biblioteket og på caféen streger løs med blå og gul, nogle gange hele tre farver pr. bog, og derfor gør jeg også. For jeg orker ikke studere forkert i forhold til en flok 19-årige, vel.
Mennarlså. Er det meningen, at man skal bruge sine fremhævede citater til noget seriøst? Jeg håber det ikke, for her er, hvad jeg foreløbigt har understreget i min religionsbog om højreekstremisme:

  • Insofar as the Right fights a culture war on the level of pop culture, it stages its countermemories as a right-wing body politics that performs religion as the possibility of protest and passion. (… nårh! Logisk! Nu forstår jeg bedre!)
  • gyroscope (…?)
  • This is also true for collective images: the nation as an imagined community, the alternative communities afforded by new social movements, as well as religious identity. (… what is also true? Jeg tabte mig selv. I allerførste sætning. Flot.)

Synes ærlig talt godt, at Dohm kunne have hilst os farvel ved at stikke en lille “Exchange studying for dummies”-brochure ned mellem bøgerne i vores skoletasker. Kapitler som “Sådan camouflerer du blær som et intelligent spørgsmål” og “Ti måder at erstatte logisk argumentation med personlige beretninger” kunne være passende som indhold mellem de praktiske råd til at tage sig en rigtig universitetsuddannelse.

Ordmisundelse

16 okt

Første gang jeg opdagede, at flere elever i min Creative Writing class ikke bare var dygtige, men rigtigt lidende poeter på den velformulerede måde, var da en pige læste følgende højt. Det var hendes resultat af en lille skriveøvelse, vi netop havde fedtet lidt rundt med i fem-syv minutter – øvelsen hed “My Parents Before Me”:

The stick turned blue. Of course it did, my father – the executive – thought, because bad things always happen in threes. And that December morning in 1986 his car wouldn’t start, and later that day, his secretary had lost four important documents. And now the stick the same secretary had just peed on in the ladies’ room in the basement of the office building where they used to meet twice a week, had turned blue. Of course.

At skrive historien om

14 okt

Husker I den scene i Pretty Woman i elevatoren, hvor Julia Roberts siger til Richard Gere på vej til operaen “if I forget to tell you later, I had a really good time tonight”?

Lidt sådan er det at være lige her på UT i efteråret 2010. Her er så mættet med alt, at jeg formentlig glemmer halvdelen af detaljerne om, hvor skønt her er. Når jeg kommer hjem bliver det sikkert til halvhjertede, utilstrækkelige fraser om ‘ja, det var mægtigt at være på udveksling’… og så det lille signal, der ligger i den lavere frekvens i de mere gennemskrevne indlæg her på bloggen: der sker så meget godt og fint og nyt med skolen og nye venner og arrangementer for tiden, at der ikke er tid til så meget skriveri. Og det er jo faktisk et godt tegn.

Men én formulerbar ting kan jeg dog sige, at jeg vil kigge tilbage på, når jeg sidder hjemme i svinekødets eget land: hvilket privilegium det altså har været at få lov at gå i gymnasiet igen som 26-årig. Og jeg siger det helt uden at grine overlegent. Jeg ved godt, at jeg har været lidt harsk på bloggen over det faglige niveau hos mennesker som Jessica – men faktisk passer det mig fint, at universitetet her ikke har ret meget med danske akademia at gøre. For tilbage på Marselisborg 2001-2004 var jeg aldrig den straight A student, jeg er her. Måske kunne jeg have været det – men min rådne, teenagede selvdisciplin satte en stopper for, at jeg nogensinde ramte et særligt mindeværdigt gennemsnit. Tænk, at jeg får lov at gøre det en lille smule om! Jeg ved godt, at mine amerikanske A’s ikke kommer til at tælle nogen steder, og jeg ved godt, at de ingenlunde udvisker de tre 6-taller, der til evig tid vil håne mig på mit århusianske eksamensark. Men tænk at få lov at opleve, at Miss Tucker skriver “I can’t wait to read your next essay” på min stil, eller at Dr. Papke stopper mig efter timen og siger “you’re doing really great”, når jeg nu troede, at jeg forpassede den slags chancer som 19-årig. Blev fandme næsten rørt, altså.

For mig er det en lille art historieomskrivning, vi har gang i her. Og hvis jeg glemmer at sige det, når jeg kommer hjem, så havde jeg det virkelig godt.

Eftersom jeg ikke længere bor i Janteland…

5 okt

… vil jeg bare lige sige, at svarene på sidste uges terminsprøver er tikket ind. And wouldn’t you know it. Jeg er sandelig blevet typen, der favner at byde terminsprøver velkommen tilbage i mit gamle liv. 94 point for min eksamen i amerikansk litteratur og 93 point for min – noget improviserede – stil og præsentation om danske og britiske barselsforhold for mænd (..!). Det gør søreme yours truly til en vaskeægte straight A student. Indtil videre 🙂

(I øvrigt er mit ene øje ikke visnet under mit USA-ophold, som det ellers kunne se ud til. Men en ringe lyssætning, et webcam og et spejlvendt resultat giver et noget asymmetrisk look, smarte.)