Arkiv | skoleri RSS feed for this section

Sydstatsteori for homoseksuelle

28 sep

En mandag eftermiddag. Gender Studies i en kælder under sportsfakultetet. Læspende, godmodige Russell med det store guldkors om halsen holder oplæg til debat.

Russell har fundet en blogpost om en kristen fyr, der er holdt op med at være homoseksuel. Manden levede som bøsse i 11 år, inden en kristen kvinde fortalte ham, at han kunne blive befriet for sin destruktive livsstil. Hvilket manden takkede ja til. Og toppede herligheden med at finde sig en kone og få nogle børn. Og nu betragter manden homoseksuelle på samme måde som narkomaner eller alkoholikere: som mennesker med rod i psyken, der skal have løst de indre problemer. Og når de er løst, så behøver de slet ikke være homoseksuelle mere. Derfor skal bøsser og lesbiske hjælpes med deres psykiske problemer.
Bang. Men herfra gik Russell videre til sit egentlige fokus: at medierne CBS og FOX ikke vi lade manden tale åbent om sin omvending. Og så stoppede Russells oplæg. Debatten kunne begynde.

Og alle ævlede løs om FOX og kontrollerede medier og ytringsfrihed – men da det blev min tur til at stille spørgsmål kunne jeg ikke rigtigt lade være, vel. Mest på grund af det store, glitrende kors om Russells hals. Så jeg spurgte ham:

– Just out of curiousity. That first premise is quite controversial! The one with homosexuals being homosexual because of childhood abuse or other trauma, not because they’re born that way… Can I ask you what you think about that? Since you brought it to class and all?

– Sure, svarede Russell. – I think homosexuality is ultimately about loneliness.

Her brød professoren begejstret ind.

– Loneliness! That’s interesting, Russell. Why loneliness?

– Well, ma’am. You see. I think some people are that lonely… and that tired of being lonely… so at some point, when they haven’t found the right woman or man to be with, they just turn to their own sex. That’s really my theory… And I guess I can sort of understand it, looking at it that way. It ain’t fun to be alone.

Stilhed.

Hverken jeg eller professoren eller resten af klassen havde mere at sige der. Jeg ved ikke med de andre, men personligt kunne jeg slet ikke vælge mellem alle de forskellige svar og opfølgende spørgsmål og ansigtsudtryk, der bød sig til. Så jeg lod helt være.


… og til de, der i spænding gik og ventede på at høre, hvordan det mon gik med min presentation, vil jeg bare sige, at jeg valgte danskermodellen. Hvor jeg kækt sagde, at jeg virkelig ikke havde forstået ret meget af the text in question, så derfor havde jeg tilladt mig at forberede noget… helt andet. Og så fortalte jeg dem i stedet lidt om barselsorlovsindretningen i Danmark i forhold til i resten af Europa. Heldigvis med meget stor succes. Win.

Reklamer

Judith Butler kan rende mig (hjælp!)

24 sep

På mandag er det meningen, at jeg skal holde en presentation, der sammenholder kapitel 3 i Judith Butlers ørkenvandring, “Gender Trouble – feminism and the subversion of identity”, med noget journalistik fra virkeligheden. Der er bare det problem, at jeg ikke fatter en pind af teksten, der breder sig over alt for mange sider og alt for lidt mening.

Kapitel 3 indledes i øvrigt således, bare så vi er enige om, at jeg ikke er retarderet i mine indre spørgsmålstegn:

Kristeva’s theory of the semiotic dimension of language at first appears to engage Lacanian premises only to expose their limits and to offer a specifically feminine locus of subversion of the paternal law within language. According to Lacan, the paternal law structures all linguistic signification, termed “the Symbolic,” and so becomes a universal organizing principle of culture itself. This law creates the possibility of meaningful language and, hence, meaningful experience, through the repression of primary libidinal drives, including the radical dependency of the child on the maternal body. Hence, the Symbolic becomes possible by repudiating the primary relationship to the maternal body.

Mkay. Så altså. Hvis du nogensinde er blevet trukket igennem Judith Butler og hendes gender analysis og queer theory og hvadharviellers, så hører jeg meget gerne fra dig. Har et par spørgsmål eller ti, som hverken Google eller Macs ordbog kunne klare. Tak.

Flere uvinklede glimt

24 sep

Har siden sidst:

  • været til terminsprøve. Lærte i den forbindelse hvad ‘at terpe’ dækker i USA. Det betyder, at man samles i små grupper og på citatbasis forsøger at gengive præcis hvad læreren sagde i gennemgangen af de relevante tekster.
    Læsegruppedeltager 1 – “Wait, did she say the dead canary was a symbol or a metaphor?”
    Læsegruppedeltager 2, der peger i sine noter: – “I have it here. Look. She said ‘The. Dead. Canary. Symbolizes. Minnie. Wright.'”
    Hvorefter læsegruppedeltager 1 noterer citatet og føler sig godt forberedt. Og med god grund, for det var nogenlunde dét prøven gik ud på. Ordret gengivelse af lærerens analyse. Og citatteknik er vel også en form for journalistisk øvelse.
  • smidt 14.200 kroner efter UT. Det inkluderede fire måneders husleje i et delesoveværelse og tre forskellige slags klasselokalevedligeholdelsesgebyrer. Og at dømme efter klasselokalernes indvendige stand har skolen også brug for alle de penge, den kan skrabe sammen. Synes måske bare den skulle kalde det ‘vi sparer op til fremtidig totalrenovering’ i stedet for ‘vedligehold’, hvis der skal være lidt truth to advertising.
  • bleget mine tænder med klorinskinner. Ja. Det er megaskadeligt for tænderne. Men eftersom den slags enten er ulovligt i EU eller så dyrt, at ingen køber det, er jeg jo nødt til at prøve den amerikanske $3-håndkøbsversion. Tænk på, at jeg formentlig ikke forsøger mig med narko herovre, så jeg har lidt at løbe på hvad angår substance abuse.

  • oplevet min veninde, Shannon, der passer et studiejob som parkeringsvagt ovre på hospitalet, blive hvid i hovedet og se død ved stalkers kølle rykke et par inches tættere på, da nogen havde opdaget følgende fra en aldeles fremmed på den online opslagstavle, Craigslist.org: “Are you Shannon from the parking lot at Mercy Hospital, Knoxville TN? You are my dream girl, I hope you are not married. Please send me a picture of yourself. I remember it like it was yesterday. What you were wearing, what clothes you had on. I love you.” Sker den slags virkelig? Really?
  • overvejet, om Bent Falbert egentlig ville være silverback-lækker, hvis han holdt sin mund og holdt op med at glo på alle andre som om de lige var kommet ind med fire-toget?
  • begyndt på Twilight. Vi kan godt lege, at det er fordi jeg vil være på forkant med lektierne (ja? Stephenie Meyers’ vampyrsaga er en del af pensum?). Lang forkant. Eftersom deadline for læsning er i december. Men nu havde den ligget der på hylden og gjort sig lækker siden min ankomst. Haps.

Jessicas anden dybe tallerken

17 sep

Remember Jessica? I går drejede hun endnu et stykke meget fint lerskål for os, da hun gav sit bud på, hvorfor hovedpersonen i Kate Chopin’s The Awakening – Edna Pontellier – har en svag karakter, når hun i 1899 forlader sine børn og sin ulykkeligt indespærrede, forudbestemte tilværelse i New Orleans for at hoppe i havet:

“She’s just… That’s, like, the easy way out. Edna chooses the easy way out by killing herself. ‘Cause actually, it’s much harder to stick around for the hard parts. Like… how can I put this… Oh! I have it. You know, like, this summer, right. I had to take care of my younger sisters ‘cause my parents were away. And the girls were, like, all over the place! Wild little animals, smashings things, wouldn’t give me privacy, forced me to stay home and babysit. But I love them to pieces and I would, like, never leave them. Ever. You just don’t do that. They like depended on me.”

Læreren roste Jessica for de mange ‘interesting points’ og gav plads til Meghan, der havde følgende kommentar:

“I have to agree. Like. You can’t just go kill yourself just because you married a jerk. I mean, if everybody did that there wouldn’t, like, be any people left on the planet.”

Forståeligt nok afstedkom Meghans analyse et spruttende latterbrøl fra bag katederet. Jeg vælger at tro, at der også var en vis portion smerte flettet ind i de tårer, der trillede ned ad litteraturprofessorens kinder.


Disclaimer: Jessica hedder ikke Jessica, men noget andet. Som jeg godt ved hvad er. Hun er i øvrigt en sød, ung dame med høj hestehale og upåklagelig make-up. Og hun afleverer sine ting til tiden og går op i sin uddannelse. Og skal nok blive til noget. Just so we’re clear.

Jessicas dybe tallerken

9 sep

Jessica havde travlt med at knibe øjne og pande sammen i en dyb og meget intellektuel rynke. Og hendes gestikulering sagde mig, at hun selv syntes, at hun var ved at dreje den ekstra dybe tallerken for os:

“So. Like. I kinda think it’s sort of a victory for her because she’s just, like, finally free now to, like, just be… free. You know? But at the same time it’s, like, also a tragedy because she’s, like, you know, like, insane. So. I guess it’s kinda double.”

Og dermed var Jessicas udbytte af Charlotte Perkins Gilmans The Yellow Wallpaper indkapslet. Og læreren var imponeret. For tallerkenen blev modtaget med et “right. That’s a very interesting perspective! Good point”. Og selv om jeg stadig nyder, at niveauet på UT generelt er ret højt, som jeg påstod her, så indrømmer jeg langsomt, at nogle fag, som for eksempel Women’s Literature her, er lettere at komme igennem end andre.

Til gengæld finder jeg det værd at nævne, at samme lærer, som kaldte Jessicas pointe for “interesting” gav mig et plus og hviskede “you have a great personal style. Please don’t lose that here”, da hun gav mig min stil tilbage. En analyse af hovedpersonen i Louisa May Alcotts Work, som jeg kom til at kalde en “horribly one-dimensional and pale Cinderella-like character”, som Alcott sikkert havde grinet i skægget over at skulle beskrive – men at tegneserieoverdrivelserne af hovedpersonens ufejlbarlige godhed nok havde været nødvendig for at ramme “the intellectually confined women that were her audience”.

I could be wrong. Jessica havde kaldt hovedpersonen “a, like, very strong heroine role model-ish character that other women could, like, look up to”. Hvilket er… interesting.

Dømdinlærer.dk? Man ser det for sig.

2 sep

I et amerikansk klasselokale er man sjældent på fornavn med underviseren – og kun, hvis det er en moderne, ung en af slagsen, der udtrykkeligt tillader det. Man tiltaler autoriteter ved korrekt titel, og man går ikke ind i lokalet den første dag, før de er ankommet. Man skriver ikke “Hey…” i mails til dem, og man omtaler dem ikke jovialt til deres kolleger heller.

Man bagtaler dem naturligvis heller ikke. That is – så længe man kan blive holdt oppe på det. Og det kan man ikke på hjemmesiden www.ratemyprofessor.com, hvor collegeelever fra hele USA anonymt – og aldeles uimodsagt – bedømmer den undervisende stand på parametre som hjælpsomhed, forståelighed, sværhedsgrad i vedkommendes timer og… hotness.
En slags demokratisk service til kommende elever, hedder det vist.

Her er, hvad hjælpsomme, demokratiske sjæle har sagt om mine professorer:

He spends more time telling you about all of the projects he has done himself rather than teaching you how to do it. He critiques student projects without teaching them the way to do it.

Personality wise, she is by far the worst professor I have had at UT so far. She lectures like a text book, and the memorization for the midterm and final are ridiculous.

He is quirky and extremely helpful. I was used to critiques but some students took it personal. I wouldn’t buy his book though.

It’s hard to understand him through all the yelling. Class feels like you are being punished rather than taught. Don’t recommend his class.

Ang. informazZzionsmøde i amerikansk KaJ

31 aug

Da det, der svarer til Kredsen af Journaliststuderende under Dansk Journalistforbund i dag ringede ind til informationsmøde i journalisternes auditorium, gik jeg med (… mest fordi formanden havde et J.R. Ewing-læderslips på).
Society of Professional Journalists havde indkaldt til reception for at hverve nye medlemmer blandt os nye på det journalistiske fakultet. Og det var cirka lige så spændende som layoutet på den cliffhanger af en dagsorden, de delte ud –>

SPJ havde hevet en af lokaljournalistikkens grand old men med sig – en svært chartersolbrændt stereotypisk nyhedsvært på Knoxvilles TV2. For en af SPJ mærkesager er, som i Danmark, at sørge for, at praktikanter har gode vilkår. Og hvilken fantastisk idé er det derfor ikke at invitere branchen med sig til hvervemøde i fagforbundet, så kommende medlemmer kan se, at “alle de voksne” arbejder sammen om trygge rammer for de unge?

Der var bare det ved det, det var til lodret grin, det han lokkede med. Frit citeret fra hukommelsen:

“Internship is awesome. I mean, I learned sooo much during my time in college practicum. They even hired me back when I graduated! Well, that won’t happen to most of you, but still, harr-harr, it does happen. No, seriously, practicum is great and you should really consider joining my station. I mean, we will put you right in there with the important people. You will sit, I mean physically sit, in the newsroom, next to us. You will answer those phones right there, you will be responsible for that teleprompter, right there. In. That. Room.”

Det værste var ikke, at han selv stod der og revnede af stolthed over den tilsyneladende pissegode deal, han lokkede med. Næ. Det var sgu mere flokmentaliteten blandt de kommende praktikanter på tilskuerrækkerne. De så ud som om de havde vundet i Lotto og havde svært ved at begribe det.

Alle kommende, amerikanske journalister skal i løbet af deres fireårige uddannelse tage ét semesters praktikophold á ugentlige minimum 15 timer på en arbejdsplads, de selv finder og får godkendt. Under praktikopholdet skal de gå i skole på fuld tid ved siden af. De – eller deres forældre – har i forvejen betalt skolepenge, så flere banklån er ikke lige noget man tager sig, sådan just for the fun of it. Hvorfor der for de fleste kun er én mulighed: et McJob på en fastfoodjoint et sted mellem bolig og praktiksted.

Har prøvet at fortælle dem om begrebet S.U. Om lønnet praktikophold og et uddannelsessystem betalt over skatten. Om det at få ro, eller bidrag til roen, under studierne. De griner. Og kan ikke rigtigt se, om jeg lyver eller bare tager pis på dem.