Hvad jeg vil savne ved USA

25 nov

Ulrika. Heather. Kelsey. Becki. Tall bold blend fra Starbucks. Golden Roasts chili con carne. Marlboro 27s. Lauren. Amaris. Pabst Blue Ribbon. Old City. Fredagsfri. Cool Beans. Mushroom soup serveret i bread bowls. Sara. Kara. Peanutbutter. Mary-Hannah. Valutakursen. Andrew. T-Recs. Sassy Ann’s. Blue Moon. Luke. Yumi & Irene. Hodges’ Library. Creative Writing 366. Kroger. 22 grader i november. Church people. Animal hour på The Roaming Gnome. Road trip og fire stater på en dag. Walgreens’ medicine aisle. Will og Oscar. Forever21. Taylor. The Ben face. Lejlighedens Dirty Dancing-plakat. Trailmix. Michael. Brewer’s Jam. Christine. Amfiteatret. Genny. French Market. Jillian. Amy, der taler som Meg fra Family Guy. Jessica. Papke. iHop. Kevin. Stileskrivning. Margaret. Matt. Straight A’s. Andrea. Eks-prædikanten Jeremy, der altid kommer i skole i overalls. Prædikanterne på Pedestrian Walk. Sushi i solen under McClung Tower.

Og at jeg aldrig skal se 90 % af ovenstående igen får det til at trække op til uvejr indeni. Suk. Har det lidt ligesom forslåede Sidse Babett. Hvis vi lader være at tænke på det, så går det nok væk. Alternativt kan vi altid skrive lister, som vi ikke for alvor mener. Det hjælper også.

Går lige all in på klægheden; vil i aften sætte mig til bords ved venlige sjæles Thanksgiving dinner table og være meget, meget… taknemmelig.

Ahem. Skal nok stoppe nu.

Hvad jeg ikke vil savne ved USA

24 nov

Det er blevet tid til opsamling. Wrap-up. Fordi det snart er slut, og fordi mit ego er herrestort.

(kvikke læsere fra Berlingskes onlineredaktion vil formentlig bemærke, om ikke det nu var tid til en klikmaskine. En sideinddelt artikel med tilnavnet ‘en klikker’. Men dels rækker WordPress ikke så langt, dels giver vi her på bloggen vores indhold bort gratis.)

Nå. Part One. Hvad jeg ikke vil savne ved USA:

3: Postevand med klorinsmag.
Mest fordi også isterningerne så smager af klor.

2: Amerikanernes angst for begrebet ‘hygge’.

  • For det første har vi neonbelysningen. Over-skide-alt. I Danmark synes det begrænset til de offentlige institutioner, der endnu ikke er arkitektstuderendetegnet; herovre hænger lysstofrørene og det kolde, skarpe lys fra uafskærmede elpærer højt på restauranter, i klasselokalerne og i alle folks hjem. Næææh, hvor hyggeligt. Undskyld, men det virker sgu så… fattigt.
  • For det andet har vi tv-kulturen. Og her jeg ikke tænkt mig at hate på Jersey Shore, The Kardashians eller Teen Mom (for det er spitze tv)… Men jeg er træt af, at man ikke kan slippe for at se tv. Fjernsyn har overtaget nationen! Enhver bar eller restaurant har mindst fire af slagsen – sportsbarerne har et bånd af fjernsyn klistret til væggen, hele vejen rundt i lokalet. Der er aldrig lyd på dem, og engang spurgte Svensken om ikke hun måtte skrue op for en ishockeykamp. Så kiggede tjeneren formynderisk på hende og sagde, at det skulle han søreme lige spørge sin chef om. Altså?
  • For det tredje har vi air-con. Altså overalt. Og det er ikke så meget kulden, som jeg godt kan forstå de afsvedne sydstatsbeboere drages mod. Det er larmen. Mnøøøøhmnnnnn, u-an-set hvor jeg befinder mig.
  • For det fjerde har vi plastik-service. Overalt. Nuff said.
  • For det femte har vi længden på måltiderne (og her taler vi om at gå ud, da størstedelen af collegestuderende synes at leve af mikrobølgemad, hvilket i min bog ikke tæller som måltider). Hvad er der blevet af at dvæle over en lækker middag, nyde et glas vin efter middagen, tygge af munden og lade op inden den lange dessertbeslutningsproces: kage eller ost? Og er det for sent til kaffe? Hm. Når tilbuddet om dessert ankommer under middagen er det svært ikke at afslå, og når regningen kommer, mens de sidste bidder kastes indenbords, er det som om det forventes, at servietten smides på tallerknen. Kan man så skrubbe af. Hvorfor også sidde der og blomstre i kulden? Med plastikbestik under neonlys og tv-skærme?

1. Smalltalk
Prøv å hør. Jeg ved godt, at de bare er høflige. Men jeg synes altså, at det klinger mere hult end næstekærligt, når alle afæsker alle svar på “How are you?”. Det er jo ikke fordi kantinedamen eller klassekammeratens ekskæreste, som jeg tilfældigvis møder på gaden, faktisk er interesserede i, hvordan jeg går og har det. Hvad er der nu i vejen med et simpelt “hey”? Neutralt. Koncist. Dansk.

Vampyrvrøvl

23 nov

Her i USA er Stephenie Meyers’ Twilight del af pensum. En ørkenvandring af dårligt sprog og klistret, umulig kærlighed og en komplet åndssvag heltinde. Ja, jeg studsede også over valget til et fag, der fokuserer på amerikansk femi-litteratur… men jeg købte professorens argument. At uanset hvor dårlig kiosklitteratur, det er, så har bogen solgt millioner. Og skal derfor tages seriøst. Som bestseller af vor tid. Uanset hvor pinligt dét så er.

Ahem.

Nåm, nu skal jeg naturligvis ikke sige mig for god til den slags tomme kalorier og inhalerede kalorius på et enkelt døgn. (Og har naturligvis været i Robert Pattinson-trance lige siden (og det behøver vi i øvrigt ikke snakke mere om)). Men hvor meget jeg end elskede den syndige lykke, endnu mere elskede jeg at vores professor lagde ud med denne YouTube-video inden gennemgangen af vampyrbogen.

Så vidste vi lissom, hvad stilen for analyse og diskussion var, og hvad den officielle holdning til den slags vampyrsludder er. Hvis vi skulle være i tvivl.

N-n-n-ashville me, please

22 nov

Heather sagde, at det var bedst for min udvekslingsstudiemæssige udvikling, hvis jeg aflagde besøg i hendes hjem i Nashville. Og det kunne jeg godt se fornuften i, så i weekenden spændte jeg Stetsonen, tog britiske Becki under armen og drog med Heather nordvest over mod en døgnkort lynvisit i countrybyen over dem alle.

Jeg glemte desværre min selvbeherskelse hjemme på kollegiet. For da jeg stod ansigt til ansigt med endeløse hyldemeter boots og et kæmpeskilt med “KØB 1 PAR, FÅ 2 GRATIS”, kortsluttede selvindsigten for jyden, der godt kan genkende et slagtilbud fra krejl. Uvæsentligt var det, at danskere uden planer om at gøre kvæghyrdekarriere formentlig ikke har brug for tre par cowboyboots. Yderst væsentligt var det, om jeg kunne finde et par boots til en rimelig penge og så tilrane mig to gratis par oveni. Det kunne jeg.

På Broadway faldt vi over Hatch Show Print, en printershop, der siden 1879 har dokumenteret og distribueret prints og plakater for de musiknavne, som Nashville-området er så kendt for. Elvis, Dolly, Johnny Cash – og alt derimellem. Hvis de har spillet i byen har Hatch formentlig reklameret for dem. Og således fungerer shoppen som det sejest vinklede lokalarkiv, jeg nogensinde har hørt om. Kig indenfor, hvis du er i området en dag, de gamle presser og maskiner er i fulde omdrejninger endnu, det er sygt for nice.

Da det blev øltid søgte vi ind på Tootsie’s Orchid Lounge. En lille, lækker tidslomme af denim, kruseduller og lykkelige ansigter. Hvor seriøst flotte sangerinder danser på baren, og hvor toiletdamer står klar med sæbe og fnullerrulle og varme håndklæder og siger “This is a classy place”.

Classy som Tootsie’s var til gengæld ikke Nashville-filialen af Coyote Ugly Saloon. Et dårligt oplyst betonlokale, hvor alt for afklædte, småtykke trunter slikkede citron op fra hinandens kavalergange på baren, mens Becki, jeg og resten af den midaldrende del af turistsegmentet forbavsede gloede og ikke vidste, om vi måtte grine. Awkward moment right there. Briten og jeg blev dog inviteret til at give et show på baren. Det var umiddelbart inden vi, de desorienterede, besluttede at forlade etablissementet.

Nashville er ikke bare Taylor Swift, læderjakker med fryns og en duft af barbeque. Selv om de tre begreber nu synes at dominere staden. Nashville er i høj grad også originaler. Fx street teater eller bare disse to midaldrende dansetvillinger, vi rendte ind i på en bar:

Åh, Old South, you kill me.

Mon vi ses igen, Nashville? Jeg vil så gerne se flere af dine guitarer og dine blinkende neongrise og din Southern hospitality.

Hvis vi gør, altså mødes igen, så lover jeg ikke at gå helt så turistamok, som fx her, hvor konstellationen brite+dansker+plastichest foran The Wildhorse Saloon forsøges foreviget. Sorry ‘bout that.


Og nu til vejret

21 nov

Okay. I anledning af hende der vejrpigens sejr i det ifølge medierne utroligt vigtige danseshow kan vi da godt snakke lidt om vejret. For fik jeg egentlig nævnt, at november i min del af verden er to die for? Når den er varm snakker vi 17-19 grader og alt for varmt med jakke.

Når den er kold er det på den der sprøde og ikke sådan for alvor brrrr-kolde måde.

Og den er pisseflot. Lidt plat, faktisk. Men til at leve med.Synes ærligt talt sneen skal til at skynde sig, hvis jeg skal nå at møde den herovre.

Pink!


Afbrudt, del 2

18 nov

Abortmodstanderne fra gårsdagens Project Genocide var åbenbart ikke færdige. Snakken er ellers gået om dem overalt på campus, og der er heldigvis ikke en eneste af de Tennessee-indfødte i min omgangskreds, som ikke har rystet på hovedet af gruppen og deres fremgangsmåde med human-size plakater af blå-lilla, døde fostre. Det beroliger mig, at den slags også forarger her. Abortgruppen tog sig nu ikke af lidt modvind. De havde bare kørt forstærkning ind, og således var det i dag mænd, der stod klar. Og dermed en mand, en uhyggeligt afmagret og fanatisk stirrende, vindøjet mand, der stak en folder op i fjæset på mig, da jeg krydsede Pedestrian Walk.
Indrømmet, jeg var stadig kørt op fra i går, så jeg tog opstilling ved siden af ham, forsøgte at finde ud af hvilket øje jeg skulle kigge på, og spurgte, hvad meningen med de plakater egentlig var.

Manden blev kontraforarget (endelig!) over min forespørgsel og spurgte, hvad i alverden jeg dog mente med, hvad meningen var.

– These pictures are obscene! And disrespectful! They serve no other purpose than to make people feel bad. How do you expect to change anything by making people feel bad?

Diskussionslysten lyste ud af ham.

– Good!, fnøs han. – They are meant to make you feel bad! If we change just one person’s mind it will be worth it.

– I think you’re turning more people against your cause than winning them over. Why do you need to provoke? Reason and logic don’t work for you?

– Pssh. Most kids in college watch violent slasher movies. This is nothing.

– I don’t watch violent slasher movies.

Tavshed og stirrekonkurrence. Indtil:

– I take it you’re Pro Choice?

– Of course I am Pro Choice.

– So you support killing?

– I support women’s right to decide. And I don’t consider it killing because it’s not life yet at those early stages. A 10 week old fetus is not a baby yet. A 20 week old fetus, now that’s a different matter. But you project people here don’t make that distinction. To you it’s all the same.

– That’s right. It’s killing.

– State law does not agree with you.

– It’s still murder.

– Then don’t have an abortion, sir. Nobody is making you.

Og så marcherede jeg væk. Ja. Jeg ved heller ikke, hvor logikken blev af i den sidste kommentar. It felt right at the time. Ville ønske, at jeg havde sagt noget med, at han da hellere skulle kanalisere alle sine kristne overbevisninger over på de mange sultende, men levende børn her i hans Guds eget land, i stedet for at skære svære beslutninger som abort over samme kam og kalde den for mord.
Er i øvrigt selvfølgelig helt med på, at den vindøjedes udlægning af samtalen ser noget anderledes ud, men så kan han åbne sin egen blog, kan han.

Afbrudt

17 nov

Hvis der er noget, der kan få mig op i det røde felt (ja, vi lægger lige ud med en kliché, har ikke fået kaffe endnu), så er det, at University of Tennessee er et offentligt område. Det betyder nemlig, at alle og enhver har adgang til at foretage sig hvad end i helvede de har lyst til på UT soil. Altså, inden for lovens rammer, forstås. Men kristne demonstrationer falder i særdeleshed i statens loves smag.

Da jeg i morges på vej til time nærmede mig universitets centrale plads, Pedestrian Walk, blev jeg mødt af et stort, gult advarselskilt uden for pladsen. “Warning! Genocide Documentation Ahead!” Fair nok, tænkte jeg, og gik ind på pladsen. Der er vel gang i en eller anden retro fotoudstilling fra folkemordene i Rwanda eller måske noget overført betydning om fattigdom i USA som et slags alternativt folkemord. Fint med en lille advarsel. De er lidt touchy på disse kanter.

Dumme, dumme dansker. Menneskestore plakater med blodige, aborterede fostre mødte mig. Godmorgen. Blå-lilla og smilende, som om de bare sov. Uskyldige, myrdede af deres egne mødre. Intakte, små mennesker. De megastore billedtekster gjaldede “Can you honestly support the murder of innocent babies?” og “This baby did not have the right to live”.

En pænt påklædt, midaldrende dame spottede mig og min vantro, kvalme mine, som jeg stoppede op midt i plakathelvedet. Klar med hjernevask tog hun sit allermest imødekommende smil på og kastede sig over mig. Stak en folder med flere blå-lilla fostre op i synet på mig og spurgte, om ikke jeg ville have noget mere information.

– Information about what?, hvæsede jeg.

– About the genocide that is going on! We are the Project Genocide…, sagde hun og kunne godt lugte min trang til at diskutere grænsen for, hvornår noget er liv og hvornår det ikke er. Og hvor de egentlig havde de der billeder fra. Og hvorfor de ikke fortalte forbipasserende, at de havde brugt billeder af halvstore, levedygtige fostre fra sidst i graviditetsmånederne – måske var de syge, eller måske var moderen. Og om hun kendte historierne til hver eneste af de aborterede fostre på de plakater? Og hvis de havde så ondt af de fostre, hvorfor udstillede de dem så så ulækkert og forstørret, at det brød alle rammer for etisk fotodokumentation? Var rationel argumentation ikke nok længere?

– The genocide? Exactly what do you stand for?, indledte jeg kampen om retten til abort, som også her i Tennessee er ganske lovligt.

– Well. We support the living… prøvede hun.

– Good for you. I support women’s right to choose, bed jeg hende af og ventede på, hvad pro-liferen egentlig havde at sige til pro-choice-argumentet.

Men i stedet for at råbe noget à la “Heathen! God will punish you!” som forventet, trak hun bare folderen til sig, smilede pænt og overbærende og sagde:

– I see. Well, have a nice day. And by the way, your dress is very pretty.

… var det nu også nødvendigt?

Jeg blev snydt for en offentlig scene. Og så med kompliment på. I Bibelbæltet! Ved højlys dag! Hvor uortodokst. Men hvordan vil de omvende folk? Forventer faktisk, at hun som minimum har stalket sig frem til min adresse og i nat banker mig op fra sengen med en høtyv, fører mig tilbage til Pedestrian Walk, hvor gabestokken venter og morgendagen skal tilbringes med at råbe “I am European. I support killing innocent babies. I am European. I support killing innocent babies…” i loop. Det var da det mindste, hun kunne gøre.