Amazoner

16 nov

De skriver om meth, om at henslæbe sin ungdom i det sovende Bibelbælte, om at være uegnede forældre. Og de gør det så edderspændt godt. Jeg er ret sikker på, at flere af hovederne i min Creative Writing class en dag kommer til at leve af det der skriveri. Langt det meste, der bliver skrevet i de timer, er dybt personligt og vanvittigt spændende på den måde, hvor det både er grænseoverskridende og dragende at gå til time. Har stalket mig frem til Facebookbekendtskab med flere af dem, udelukkende for at have en chance for at følge med, når jeg en dag sidder i Europa og ikke lige får nyhedsbrevet om, at min gamle sidemand er blevet udgivet.
Vi er alle underlagt streng tavshedspligt – men jeg har fået lov at trykke et lille uddrag af et morsomt lille essay, som min klassekammerat Christine Kelly har skrevet. Det handler om at være en høj kvinde i en verden af små mennesker. I loved it. And it’s funny ‘cause it’s true.

I’ve read more than one article in women’s magazines that suggests that if a tall woman wants to be really happy she should date a shorter man that is enamored with tall women. What all these articles have failed to mention is the tall to short ratio. How much shorter does the guy really need to be before I can count on being viewed as a blessing up above? Would two inches be enough or do they need to be short enough that I can rest my breasts on their heads?

*

I’ve been six feet tall since I was twelve. I remember once I started crying in a store for one reason or another and this woman said something like, “Aren’t you a little too old to be crying in public?” I still remember the shocked look on her face when I told her I was only eight.

*

Michele says that we can see over all the heads in front of us, as if we are driving SUV’s through life while everyone else is driving sedans and that we can see the snarl of life’s traffic up ahead.

Åh. Gid det ikke stoppede lige om lidt. Fordømt.

Reklamer

Hjælp til selvhjælp

15 nov

Nogle gange bliver jeg spurgt, hvad vi egentlig gør af vores døde hjemme i Danmark. Når nu vi ikke er rigtigt kristne og sådan – så har vi vel heller ikke kirkegårde? Og nogle gange spørger de, om vi taler tysk eller hollandsk i Danmark, og så slår de en latter op, når jeg siger “we speak Danish”. Og når jeg så tilføjer, at wienerbrød ikke hedder danish på dansk, ser de på mig, som om jeg tager fejl. Sådan generelt. Og andre gange spørger de bare, om det er rigtigt, at vi ikke kan lide gamle mennesker.

Jeg er holdt med at få lange tasker af det. For jeg må minde mig selv om, at der er en vis risiko for, at deres indre verdenskort ser sådan her ud. Og når jeg må generalisere og formode, så må de fandme også.

Seinfeldagtige tømmermænd

14 nov

USA: “Why do they call it deep frozen?”
Danmark: “…?”
USA: “My ice cream sandwich. The label says ‘keep it deep frozen’. Why not just frozen?”
Danmark: “eh…”
USA: …
Danmark: …
USA: …
Danmark: “It’s like deep frying, right?”
USA: “…?”
Danmark: “Well, why deep fry it? Why not just fry it?”
USA: …
Danmark: “Wait. That’s not the same at all.”
USA: …
Danmark: “When you deep fry stuff you use a whole lot of oil. Just frying means to add a little oil and let the heat do the rest.”
USA: “You mean, like, to immerse it?”
Danmark: “Yes! Immerse! Great word.”
USA: …
Danmark: “Hmnn.”
USA: …
Danmark: “Still don’t know the difference between frozen and deep frozen, though.”
USA: “Maybe we can google it.”
Danmark: “Maybe.”
USA: “Hmn.”

Futurum perfektum

12 nov

Den om ikke så skide længe færdiguddannede journaliststuderende bag tasterne bliver sådan helt warm and fuzzy indvendigt, når hun surfer forbi jobopslagene i cyberspace.

Unipension søger en presse- og kommunikationskonsulent. Danmarks Naturfredningsforening søger en rutineret journalist. Ugeavisen Varde kan nøjes med en almindelig journalist. Og det – ifølge annoncen – markedsledende firma Excellent Match Talentor søger noget marketingkonsulent til en kommunikationsafdeling.

Prøv å hør. Jeg er ikke fin på den. Et job er et job. Og jeg vil gerne have et. En dag. Jeg visner bare lidt indvendigt, når nogen begynder verdens største show stopper: ordet “kommunkation”. Kan ikke forstå at den branches egne brandingeksperter ikke er kommet på noget med mere sex i (vil i den forbindelse gerne rose DONG Energy for at dække ordet til i jagten på en “storyteller med gennemslagskraft”. Selv om de er ærlige nok og afslører, at det handler om intern kommunikation).

Jeg har også på fornemmelsen, at jeg nok ikke lige rummer den ‘markante sportsjournalist’, som Berlingske søger. Eller den chefredaktør, som åbenbart søges på fagbladet Journalisten. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Meta

12 nov

Min gode ven Hans prikkede til mig på Skype og meddelte, at der nu var gået fem dage uden et blogindlæg, og at han i den anledning var både skuffet og trist.

Og undskyld Hans. Og Greven, Stine og Mads, som forsøgte at gruppepresse mig til at skrive et blogindlæg om min talentløse klassekammerat, som jeg skulle feedbacke udi hendes disciplin Rædselsfuldt Essay Om Absolut Ingenting.

Men jeg oplever altså intet blogbart for tiden! Problemet er, at jeg er blevet bidt af det der skole. Fordi det er gået hen og er blevet ret spændende her mod slutningen. De kedelige stile og dumme analyser og alt rugbrødsarbejdet er overstået, og nu er der kun de større projekter tilbage. Alt det selvvalgte, alt det, der kræver ægte indsats. I en sådan grad, at jeg aflyste en weekendtur til Nashville for at kunne indsatse. Don’t judge me.

Således sidder jeg begravet i romanerne A Mercy af Toni Morrison og Parable of the Sower af Octavia Butler (som jeg ville læse, hvis jeg var dig). Og jeg har fået lov at skrive min afslutningsopgave i litteratur som et journalistisk portræt af hovedpersonen i the great American novel, O Pioneers. Og jeg skriver final essay om min fars hjemegn, den stolte stationsby Borris, og det kræver virkelig sit at oversætte vestjysk og Karl Ejnar Booking til sydstatsk. Og alt det foregår på min yndlingscafé, The Golden Roast, hvor jeg tilbringer al den tid, der ikke foregår i et klasselokale eller sammen med andre menneskelige væsener. Når jeg ikke render rundt med mit kamera klistret til ryggen i tilfælde af, at noget unikt til mit final project dukker op i mulden. Eller drikker Jack Daniel’s og får alt for lidt søvn.

Har en aftale med mig selv om at tilbringe så lidt tid som muligt af udgangsfasen her i det kaninbur, der er min kollegiebygning. Hvilket ikke kun har noget at gøre med noget klægt, ækelt indstilling til, at livet er derude. Det har også noget meget vigtigt at gøre med ene bofælles glæde ved det koreansk-synkroniserede Aladdin-soundtrack og anden bofælles glæde ved puddelrock. Og kombinationen af disse, når man bor lige i stereo.

Og nu skal I høre. Jeg gider altså ikke skrive om vejret, bare fordi jeg ikke har andet skrive om! Selv om her er 16 grader og de smukkeste efterårsblade og lavendelfarvede solnedgange og en jazzet duft af kastanje overalt. I får mig ikke til det.

En bibelsk diæt

8 nov

“Fat people don’t go to heaven!” lyder budskabet fra den tidligere UT-studerende, nu slankeguru, Gwen Shamblin. Kvinden bag The Weigh Down Diet, en slankekur, der trækker på Biblen, når det kommer til at tabe sig. For overvægt handler ifølge hende primært om grådighed, og grådighed er en no-go, sagde Jesus vistnok engang. Løsning? Læs Biblen i stedet for at snacke. Det er mere kristent.

Der er så meget, man kunne sige til det der. For eksempel angribe hendes standpunkt om, at fedme er ukristent. Men hvad jeg egentlig finder allermest interessant er, at ikke alle ryster på hovedet af hende. Gwen Shamblin har tjent millioner på sit forretningskoncept. Men hvorfor? Når nu hun i Nordeuropa ville blive brandet som en fundamentalist, der enten måtte koble sig på Moses Hansen eller åbne en privat blog for overhovedet at få en stemme. What is wrong with these people? Svaret er naturligvis lige så enkelt, som svaret på hvorfor vi skandinaver aldrig ville lade en nyreligiøs komme til orde i en offentlig, seriøs debat: fordi vi er opdraget til noget bestemt. Her i Bibelbæltet er de fleste opdraget til, at Guds ord ikke er noget vrøvl, men en 1:1-virkelighed. Hvorfor skulle Han ikke have noget at gøre med fedme?

Jeg skal sent glemme den aften, min svenske veninde og jeg mødte to fyre i en bar. De bød på øl, vi small-talkede, og vi spurgte, hvor de kendte hinanden fra. “We went to church together,” kom det prompte fra dem. De blinkede ikke engang. Men sagde det på samme måde, som man ville sige, at man havde spillet lilleputfodbold sammen back in the days. Sverige og jeg skævede til hinanden – går de kristne nu frit omkring på barer og ligner normale mennesker? Var det en joke? Næh. Kirken. Totalt mainstream. Nu er jeg holdt op med at studse over det. I alle mine klasser kommer der på et eller andet tidspunkt fra de fleste i de mange diskussioner noget i stil med “… the church I grew up in.” Tro er en fælles referenceramme her. Selvfølgelig er der nogen, der udnytter det. Og selvfølgelig er der nogen, der tror på sådan én.

Tro er stort her. Duh. Det er det alle steder. Jeg er jo også fundamentalist – i hvert fald, når det kommer til ikke at tro. Ateisme er min religion. Og jeg ved, at jeg har ret. Som de ved, at de har ret. Og måske skulle jeg prøve at praktisere lidt af det der åbenhed, som – må jeg indrømme – de viser mig.

Men… I ser mig nok ikke snacke på Biblen i den nærmeste fremtid. Der må være grænser.

Du ved, du bor i USA, når… (VIII)

3 nov
  • du i en diskussion med din professor om dine muligheder for læse videre på masterniveau i USA diskuterer The Two Year Rule, og hun anbefaler dig at blive gift, mens du er her. “Så er du ude over dét visum-bøvl.”
  • dine østrigske og hollandske fellow exchange students – begge midt i tyverne – bliver opdaget i at have alkoholiske drikke i køleskabene (dødssynd!) og som straf skal tage et kursus på vor lokale politistation i, hvad alkohol gør ved hjernen. Klokken 07 mandag morgen.
  • din fotoprofessor smækker en båndet VHS-optagelse af en paneldebat fra 1990’erne op på storskærm og erklærer, at nu skal vi lære om mediejura og presseetik. Et felt, der jo nærmest er stået stille siden National Geographic manipulerede pyramiderne tættere på hinanden i… 1982.
  • din litteraturprofessor spørger, om nogen kan fortælle, hvad ‘avantgarde’ er, og en ung dame begejstret rækker hånden i vejret og siger “So, okay, I saw something about this on America’s Next Top Model…”