Endagsøloverflod – med mere

13.00
Fire tusinde mennesker stimler sammen på et græsareal, der svarer til DJH’s grundplan. I indgangen får vi udleveret et sample glas – og så har vi lov til at besøge de cirka 40 ølboder, som USAs mindre bryggerier har stillet op på plænen denne lørdag. Vi er til Knoxvilles 14. årlige Brewers’ Jam. Ølfestivalen, som de ellers så fromme Southeners strømmer til fra alle ender af staten.
Temperaturen har allerede ramt den klamme ende af barometeret, selv om kalenderen for længst har slået oktober. Nogen vil i løbet af dagen enten kollapse af hedeslag eller lave en scene. Min medbragte date og jeg gransker hinanden med hver vores Guinness-lignende brune lykke i glasset. Det kan meget vel blive en af os.

13.40
Vi har slået os ned på et tæppe midt i mylderet af strandstole og sample glas og nyder udsigten over dette anlæg, der blev bygget, da Knoxville i 1984 blev udnævnt til vært for World’s Fair. Vi skiftes til at hente øl. Jeg henter blonde ale og forsøger at lokke ud af nogen frivillige i et improviseret interview, hvad World’s Fair egentlig er. Ingen aner det. Det spiller vist ingen rolle. Et band spiller for os, men ingen lytter. Alle har krydderen vendt mod solen eller mod en samtale om noget dejligt eller mod et halvfuldt ølglas. Jeg fornemmer, at mylderet kollektivt er ved at genoplive den originale Woodstock for en enkelt dag.

14.00
Min medbragte date afslører ved en fejl, at han udtaler nuclear ‘nucular’ og at han godt kan lide den øl med solbærsmag, han har fundet i en bod mod syd, og jeg tilgiver ham kun, fordi han også læser James Joyce og ved, at Prag ligger i Tjekkiet. Man kan ikke vinde hver gang.

15.00
Jeg henter pumpkin ale fra Blue Moons bod (årets efterårsøl, jeg siger det bare) og overhører en samtale fra nabotæppet. De forsøger at gætte, hvilket nummer date, vi er på. Den unge mand ved min side har også hørt det. Vi griner lidt fjoget og jeg bemærker dumt, at han søreme har fået sol, fordi jeg ikke ved, hvad ellers jeg skal sige.

15.30
Ikke meget Roskilde over udlejningstoiletterne. Jeg vil nærmest kalde dem… rene. Og beriget med nok papir og alcogel, der ser ud til at kunne holde resten af måneden. Desuden er de kønsopdelte. Hvert andet er reserveret kvinder. Altså… hvorfor?

16.00
En cowboyhatteklædt kvinde fra nabotæppet afbryder vores skålen i porter og vores fuldesnak om vores litteraturunderviser, og spørger, om hun må tage et billede af os. Vi aner ikke, hvorfor kvindemennesket ikke kan passe sig selv, men vi indvilliger. “Could you please try to look like you like each other?” fniser hun og får hele nabotæppet til at fnise med. Min medbragte date har fået nok – og kysser mig. Der klappes vist ovre på flanken, men vi hører ikke ret meget derefter. Bortset fra nabotæppets høvding, der mumler på bredt Southern “that was ‘bout time, son”.

17.00
Det lader til, at de lokale madboder ikke kunne få adgang til Brewers’ Jam med mindre de ankom bevæbnet med friture. Corn dogs, chicken fried chicken (?) chili cheese fries. Stanken hænger over området. Min medbragte date ser svagelig ud ved tanken. Og indrømmer, at han i et stykke tid har været “så fuld, at han faktisk ikke rigtigt kan se noget længere”. Om han ikke godt må få lov at føre mig væk fra denne festivalshybrid af amerikansk overflod og påtagede endagskærlighed og give middag? Jeg griner, og vi pakker glassene ind i tæppet og smutter. Ud til virkeligheden.